Thulesen Dahls image som brutal hævner er intakt – men vil Støjberg acceptere hans politiske stil?

Det er som om, at Folketingsåret 2021/22 ikke vil stoppe og sommerpausen aldrig træde ind.

Det er således en måned siden, at Folketinget holdt afslutningsdebat, og formelt set er politikerne gået på sommerferie.

Der var valgkamp frem til folkeafstemningen 1. juni. Så fulgte en Grundlovsdag blot et par dage efter med en meget markant melding fra statsministeren, hvor hun formulerede et slags håb om et bredt regeringssamarbejde hen over midten efter valget. Få opfattede meldingen som alvorligt ment, selvom den affødte en del debat.

En god uges tid efter - og i dagene op mod - Folkemødet gik S med flere centrale ministre til angreb på Ellemann og Venstre for at være trumpske populister, der såede mistillid og undergravede institutionerne.

Den kritik forstummede brat, da det stod klart, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lå på det sidste, hvorved en pludselig borgfred indfandt sig, der nu har varet i mere end en uge indtil tirsdagens bisættelse af den gamle Venstrehøvding, som statsministeren også deltog i. 

Ja, Mette Frederiksen faldt endog ind i Venstre-vikingernes store hal (som tirsdag var Landstingssalen) på Christiansborg, hvor hun holdt en fortrinlig tale, der priste den nominelle oppositionsleders faders liv og levned, og hvor salen kvitterede med fortjente klapsalver og Ellemann med et fast kram af sin politiske rival.

Sideløbende er der blevet leveret endnu et vægtigt kapitel i sagaen om Dansk Folkepartis storhed og bratte fald fra tinderne.

Flere af de centrale folk fra den gamle garde, der i næsten 25 år ledte partiet, som gruppeformand Peter Skaarup og tidligere formand Søren Espersen forlod i sidste uge partiet sammen med en anden mangeårig markant skikkelse Dennis Flydtkjær samt Jens Henrik Thulesen Dahl, der tillige er tidligere formand Kristian Thulesen Dahls storebror.

Det, Thulesen Dahl måske overser, er, at vælgerne i den sidste del af hans formandsperiode forlod DF. Måske fordi de ikke brød sig om hans politiske stil

Jarl Cordua

Især de to førstnævnte peger på, at de interne forhold er blevet så ulidelige og præget af dårlig stemning, at de ikke vil være med længere.

Skaarup peger især på Messerschmidts ledelsesstil som problemet. Her skal man nok også bemærke, at Skaarup i januar blev valgt mod Messerschmidts oprindelige ønske. Formentlig har alle dem, der stemte på ham som gruppeformand nu forladt partiet.

Espersen er ikke specifik, men taler om pludseligt opstået had mellem partifæller, som tilsyneladende er gået helt over gevind. Man skal nok regne med, at Pia Kjærsgaard spiller en central i rolle i skabelsen af den dårlige stemning.

Espersen sagde for en uges tid siden til P1, at ”Pia Kjærsgaard er i høj grad en del af det, der foregår” og fik tilføjet denne stikpille, at ”det ville have været bedst, om Pia havde overvejet at stoppe, mens hun var helt på toppen, altså Folketingets formand, landets fineste embede. I stedet for at fortsætte med noget, hvor folk begynder at nævne hendes navn som et problem.”

Henset til hvor barsk og kontant, som Kjærsgaard har reageret overfor andre interne kritikere eksempelvis Marie Krarup, så har Espersen formentlig også fået en ordentlig overhaling fra en rasende Kjærsgaard, hvis politiske efterår skræmmes af en nærmest vedvarende mangel på selvdisciplin.

Blandt de seneste mærkværdigheder er den tidligere folketingsformands videresendelse – en såkaldt retweet - af en DF-folketingskandidats besked, der kalder Thulesen Dahl for en tøsedreng. 

Altså selvsamme anklage som tidligere fodermester og MF Kresten Poulsgaard højlydt rejste fra den bemægtigede talerstol mod Thulesen Dahl på det legendariske landsmøde i Fremskridtspartiet tilbage i 1995, og som førte til dannelsen af DF samme år.

Hvis ikke man vidste bedre, så skulle man tro, at en DFU’er havde overtaget den 75-årige veterans twitter-konto. 

Thulesen Dahl meldte sig først ud af DF onsdag eftermiddag. Det meget lange tilløb til beslutningen undrer efterhånden ikke ret mange. Alle har nok forstået, at Thulesen Dahl indtil i går var i gang med en magtdemonstration i sin hofdisciplin ”politisk powerplay”, som han har forfinet efter mange år i politik.

Her gælder det om ud fra hans egen styrkeposition at ydmyge sin efterfølger Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard mest muligt, så de i offentlighedens øjne fremstår tilpas uduelige og ude af kontrol med begivenhederne.

Det er hans strategi, mens målet naturligvis er at ødelægge DF. Allerhelst ville Thulesen Dahl smides ud af det parti, som han tjente i 27 år, for dermed at opnå et martyrium.  

Man må nok antage, at han har aftalt med sine medsammensvorne frafaldne partifæller, at de sørgede for at melde sig ud med lidt mellemrum for derved at genere mange nyhedshistorier om fornyet intern uro og undergangsstemning.

Derved lægger man maksimalt pres på DF-ledelsen og får endnu flere vælgere til at søge væk fra partiet. Der er tale om en kynisk brændt jords-taktik, hvor alt hvad Thulesen Dahl og den gamle garde minus Pia Kjærsgaard må opgive efterlades ødelagt til Messerschmidt. 

Min forventning er, at statsministeren i ugen efter Folketingets åbning udskriver folketingsvalg

Jarl Cordua

I stedet er planen at drive vælgerne over mod det nye projekt, hvor Inger Støjberg nu står klar.  

Den rigsretsdømte tidligere udlændinge- og integrationsminister har allerede indsamlet tre gange det nødvendige antal for at kunne opstille Danmarksdemokraterne, som partiet kommer til at hedde.

DFs meningsmålinger er vigende, men endnu har man til gode at se målinger, der viser, at Thulesen Dahl er lykkedes helt med sit formål.

Til gengæld ved vi, at hans image som brutal og smålig hævner, der ser politik som et nulsumsspil, hvor han kun kan vinde, hvis andre taber, endnu engang er blevet udstillet.

Det var den tilgang, der var med til at ødelægge samarbejdet i VLAK-regeringens periode, hvor LAs nederlag blev set som hans egen styrke.

Det, Thulesen Dahl måske overser, er, at vælgerne i den sidste del af hans formandsperiode forlod DF. Måske fordi de ikke brød sig om hans politiske stil.

Skal han fortsætte som politisk ordfører i Danmarksdemokraterne, så bliver det op til Inger Støjberg at afgøre, om denne tilgang til det politiske samarbejde skal videreføres i hendes drøm om et fornyet VKO-samarbejde, hvor Danmarksdemokraterne altså blot erstatter DF.

Henset til hvordan DF har udviklet sig, så må man i dag anerkende Støjberg for et vist klarsyn.

Det ville aldrig være gået, hvis hun havde overtaget DF, hvor hun samtidig skulle slås med Messerschmidt og Pia Kjærsgaard på bagsmækken. Hendes politiske genfødsel ville være druknet i intriger og magtkampe.

Som partiejer kan hun i stedet helt selv lægge den politiske kurs uden skelen til, hvad DF har gjort og ment tidligere.

Støjberg kan også stille betingelser og udelukke folk, som hun ikke kan bruge eller som kun tilføjer negativ virak til partiet.

Spørgsmålet er dog, om tilgangen fra DFs gamle garde entydigt er positiv. Folk som Espersen og Skaarup med flere bliver næppe det store problem. De er professionelle og loyale. Men hvad med Thulesen Dahl? Hvilken rolle skal han have? Vil vælgerne omfavne Thulesen Dahls politiske indsats anno 2015-2022? I givet fald er det nyt.

På plussiden for Støjberg står, at de mange DF’ere er veteraner i opbygning og organisering af et nyt parti, hvor hun formentlig helt kan slippe med at sysle med den slags for i stedet et fokusere på politiske udmeldinger. Og her er der allerede interessant nyt.