Tidligere ambassadør: Marine Le Pens gennemslagskraft kan true EU's fremtid

Efter valget 3. november i USA er det Europas største demokrati, Tyskland, der 26. september med valget til forbundsdagen skal stå sin prøve. I april 2022 er det Frankrigs tur.

Før Donald Trump for fire år siden skabte en overraskende og markant ændring af amerikansk demokrati og standard, ville de fleste af os have betragtet demokratiske valg som en sikker videreførelse af den styreform, vi i vesten betragter som verdens mindst ringe: Demokrati og retsstat.

Men efter de sidste fire års oplevelser i USA med en præsident, der angriber de demokratiske institutioner, efter et valgnederlag nægter at anerkende nederlaget og lykønske vinderen, med en præsident, der initierer et angreb på selveste USA's kongres 6. januar i år, og med endnu en rigsretssag truende er det mere end usikkert, hvad der venter os.

Er den ekstremisme og ringeagt for vores politiske traditioner utænkelig i Europa?

Europæisk mangfoldighed
Svaret må være, at vi i EU også har stor mangfoldighed fra Italien, der er på vej mod den 67. nye regeringschef siden 1946 og Tyskland, der kun er på vej mod den niende kansler siden 1949.

Vores "kamp" for den europæiske retsstat oplever også uventede og alvorlige angreb på europæisk demokrati fra to vigtige lande: Polen og Ungarn.

Hvis Rassemblement National med Marine Le Pen med sin anti-europæiske holdning slår igennem, vil EU-samarbejdets fremtid være alvorligt truet

Friis Arne Petersen
Partner i Rud Pedersen og forhenværende ambassadør i Berlin og i Beijing

De to toneangivende østeuropæiske lande var i 1980'erne de fremmeste til at bidrage i østblokken til reform og demokrati og som førte de andre østeuropæere til det, de er blevet i dag, frie, demokratiske medlemmer af EU og Nato.

Og ikke desto mindre har Polen og Ungarn i de senere år valgt højrepopulistiske regeringer, der trodser den europæiske retsstat så meget, at alle vi andre EU-medlemslande har måttet udvikle en retsstatsmekanisme, der kan ramme deres afvigelser med drakoniske økonomiske sanktioner og søge at bringe dem tilbage på sporet.

Højredrejet parti giver ikke afgørende ændring
Det tyske valg finder sted på denne triste baggrund i USA og hos to af deres naboer.

Selvom amerikanerne valgte en ægte demokrat som Joe Biden, er der stadig en halvdel af amerikanere, der er med til at dreje det republikanske parti ud på en ny farlig kurs med Trump som deres leder.

De tyske konservative partier, CDU og CSU, har ikke meget tilfælles med det republikanske parti og slet ikke med Trump og hans forenkling af politik. Tværtimod. Angela Merkel står som antitesen til Trump, seriøs, vidende og ansvarlig, og må personligt have døjet en del kvaler i samarbejdet med Trump.

Ved det sidste forbundsdagsvalg i september 2017 valgte den tyske befolkning et nyt parti, Alternative für Deutschland, AfD, og de har mere tilfælles med Trump og den højredrejning og populisme, som han repræsenterer.

AfD fik med 12 procent en stor højreorienteret gruppe i forbundsdagen, som ikke tidligere har eksisteret i det nye tyske demokrati, der blev skabt på ruinerne af Anden Verdenskrig i 1949.

Den gamle konservative leder, Franz Josef Strauss, udtalte i sin tid, at der ikke måtte opstå et parti til højre for CDU og CSU, og det var præcis, hvad der skete i 2017.

Selv med AfD i forbundsdagen har det ikke medført grundlæggende ændringer i tysk politik, hverken indenrigspolitisk eller udenrigspolitisk.

Det ser ikke ud til, at AfD kan vinde fremgang i september. Alt tyder på, at de bliver i forbundsdagen, men kommer under ti procent og dog over spærregrænsen på de fem procent.

Udsigt til proeuropæisk Tyskland
I den anden ende ser det svært ud for Die Linke. Ledelsesproblemer og uklar linjeføring på klima og økonomisk politik har skabt et svagt alternativ til socialdemokratiet, SPD.

Formentlig klarer de spærregrænsen, men kommer næppe over otte til ni procent. Samlet set er det tyske demokrati derfor hverken truet af en ekstrem venstrefløj eller højrefløj. Det er flot klaret af Europas største land i en tid, der er præget af så store udfordringer og så megen polarisering.

Det betyder ikke, at det tyske demokrati ikke bevæger sig ad helt nye veje end tidligere set i forbundsrepublikkens 72-årige historie. Det ene folkeparti, socialdemokratiet, SPD, ser ud til støt og roligt at miste sin status som det ene af Tysklands to folkepartier.

Regeringsdeltagelsen har kostet, og SPD ser ud til for første gang at komme under 20 procent. Samtidig rejser De Grønne sig og kan blive det nye folkeparti på grund af meget bred støtte i befolkningen til det mest ambitiøse bæredygtige parti i Europa.

Sammen med de to konservative partier, CDU og CSU, vil Die Grünen efter min mening være den mest sandsynlige danne den nye tyske regering efter valget i september.

Dermed er Tysklands regering også de næste fire år en proeuropæisk og yderst attraktiv samarbejdspartner for Danmark og andre europæiske lande, der ser bæredygtighed som den bærende ide i den økonomiske politik.