Tidligere embedsmand: Sådan var det at arbejde for Ritt Bjerregaard

Hun blev mest kendt for sin polemiske side, men min erfaring er, at Ritt Bjerregaard faktisk også var en politiker, der havde fokus på det lange seje træk, og som efterlod sig vigtige resultater. En tidligere embedsmand skriver sin helt personlige nekrolog.

Tiden som overborgmester står tilbage som en hård tid for Ritt Bjerregaard, men i realiteten var resultaterne bedre, end hvad pressen berettede, skriver en fhv. embedsmand
Tiden som overborgmester står tilbage som en hård tid for Ritt Bjerregaard, men i realiteten var resultaterne bedre, end hvad pressen berettede, skriver en fhv. embedsmand Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I mine ti år som HR-konsulent i det offentlige var Ritt Bjerregaard den eneste politiker, jeg arbejdede tæt med. Det begyndte, da hun blev overborgmester i København efter den legendariske Jens Kramer Mikkelsen. Det var i 2005, og da hun ikke var medlem i Borgerrepræsentationen i forvejen, kom der lige en overgangsfigur uden ambitioner om at gøre hende rangen stridig (Lars Engberg). 

Men på Rådhuset vidste vi alle, at Bjerregaard ville blive vores nye overborgmester – OB i jargonen på rådhuset i København – og lige så snart valget var overstået i november, gik arbejdet i gang på de indre linier, selvom hun først skulle træde til lidt inde i januar.

Ritt Bjerregaard havde vel nok toppet politisk, men alligevel havde hun høje ambitioner for jobbet i København. I hver af de første seks måneder af hendes tid skulle et nyt område virkelig rykke, både politisk og i medierne. Det var de famøse billige boliger, en total åbenhed om politikernes personlige økonomi, et par andre ting – og et mangfoldigt København.

Helt overordnet tror jeg, vi var mange, der var imponerede af Bjerregaards professionalisme, hendes høje krav til embedsværket og hendes egen store arbejdsindsats

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Jeg var på det tidspunkt intern HR-konsulent i Økonomiforvaltningen, den forvaltning som står for den overordnede koordinering i Københavns Kommune, og som også er overborgmesterens ”egen” forvaltning. Her var et af mine ansvarsområder mangfoldighedsledelse.

Et af de vigtige initiativer i Bjerregaards mangfoldighedstema, der skulle lanceres i marts 2006, var, at kommunen skulle blive bedre til selv at ansætte etniske minoriteter.

I runde tal bestod Københavns befolkning (det vil sige kommunens cirka 600.000 indbyggere) dengang af cirka ti procent indvandrere og efterkommere fra tredjeverdenslande, og fem procent fra vestlige lande (inklusiv Østeuropa).

Næsten alle Ritts medarbejdere var etnisk danske

Men arbejdsløsheden var større blandt den første gruppe end i befolkningen generelt, og kommunen selv – der var byens største arbejdsgiver med godt 40.000 årsværk – havde ikke specielt mange nydanskere ansat. Og dem, der var, var ofte i rengøring, køkken og service, ligesom der var en del i børnehaverne og på SOSU-området. Så det skulle der gøres noget ved – der skulle ansættes flere nydanskere i Københavns Kommune!

Et af problemerne var, at tallet var yderst lavt i overborgmesterens egen forvaltning, Økonomiforvaltningen – kun cirka to procent af medarbejderne havde rødder i tredielande, som jeg husker det.

Jeg siger tak til Ritt Bjerregaard for det hele

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Og selvom vi kun var nogle hundrede medarbejdere, og ikke fyldte så meget i statistikken, var det kun et spørgsmål om tid, før pressen og andre ville kunne spørge, hvorfor de andre forvaltninger skulle presses for at ansætte flere nydanskere, når der var så få i overborgmesterens egen. Derfor var det utroligt vigtigt, at vi fik gjort noget ved det hurtigt.

Udfordringen i en central forvaltning som Økonomiforvaltningen var, at hovedparten af medarbejderne har en kandidatuddannelse, så der er ikke specielt mange nydanskere at vælge fra. Vores indtryk var, at ambitiøse, nydanske unge sjældent drømmer om at arbejde i en offentlig forvaltning, men ofte vælger andre områder som medicin, farmaceut eller den private sektor. Nydanskere fra første generation behersker sjældent dansk nok til at kunne klare den høje skriftlighed (læs: skrive mere eller mindre fejlfri notater, som er den primære måde, der arbejdes på).

Brandvæsenet var også hvidt

Det gjorde det ikke bedre, at vores anden, næsten lige så store, faggruppe havde en administrativ baggrund og ofte været ansat i meget lang tid, faktisk siden dengang, hvor der ikke var mange nydanskere at ansætte.

For at gøre ondt endnu værre: Københavns Brandvæsen hørte under Økonomiforvaltningen, og blandt deres ansatte var en masse brandfolk, samt flere administrative medarbejdere, så herfra kunne min gode HR-kollega nævne de få nydanskere, der var, på stående fod.

Når man ansatte flere brandfolk, skulle de lige have været ambulanceførere først, og med den personaleomsætning, der var på de to områder på det tidspunkt, betød det sådan cirka 20 år som ambulancefører (”redder”) før man kunne blive brandmand.

Samtidigt er der en generel regel om, at man ikke må diskriminere på det danske arbejdsmarked. Det betyder konkret også, at man ikke bare kan fravælge en etnisk dansk kandidat, bare fordi man har et mål om at ansætte flere med etnisk anden baggrund.

Jeg havde fået det råd, at notatet gerne måtte være detaljeret, så jeg tror, det fyldte 15 sider med skemaer, tidslinjer, budgetter og det hele

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Så det var ikke særlig nemt som udgangspunkt, men ved ihærdig fælles indsats fra flere forvaltninger fik vi planlagt en hel række initiativer, der skulle lanceres i marts 2006. Undervejs fik vi meldinger fra OB, som vi kunne styre lidt efter. 

Endelig skulle mit eget detailområde, Økonomiforvaltningens egne mangfoldighedsinitiativer, så op på et ledelsesmøde med OB for bordenden.

Jeg havde fået det råd, at notatet gerne måtte være detaljeret, så jeg tror, det fyldte 15 sider med skemaer, tidslinjer, budgetter og det hele – det var vældigt gennemarbejdet, og undervejs var det naturligvis godkendt af min kontorchef, og sikkert også af en direktør – det kan jeg ikke helt huske.

En gang om ugen var der ledelsesmøde i Økonomiforvaltningen med en lang række punkter på dagsordenen, og jeg fik et cirka-tidspunkt af sekretæren i OB-Sekretariatet og ventede ude på gangen af den forreste – allerfineste – del af rådhuset, på at mit punkt skulle komme på.

Endelig kom sekretæren ud, og jeg blev lukket ind i det her flotte mødelokale, med et langt mørkpoleret bord med overborgmesteren siddende for enden, den administrerende direktør ved siden, de tre fagdirektører, et par af hendes tætte medarbejdere, og så min kontorchef (som enten gik med mig ind eller allerede var der – det husker jeg ikke helt).

Arbejdet med at få flere danskere med anden etnisk baggrund i arbejde var én af Ritt Bjerregaards store prioriteter. Og hun vidste, at hun selv og Rådhuset derfor måtte gå forrest med et godt eksempel
Arbejdet med at få flere danskere med anden etnisk baggrund i arbejde var én af Ritt Bjerregaards store prioriteter. Og hun vidste, at hun selv og Rådhuset derfor måtte gå forrest med et godt eksempel Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Ritt Bjerregaard var jo fra en generation, hvor det ikke var så normalt for kvinder at få en lang uddannelse. Selv var hun skolelærer, og om det var derfor ved jeg ikke, men hun havde et ry for at være barsk overfor akademikere. Men dog mest dem i chefstillinger, for da jeg som almindelig fuldmægtig kom ind, var hendes første kommentar noget i retning af ”FREMRAGENDE!”.

Jeg kan ikke længere huske de præcise ord, men følelsen glemmer jeg ikke. Det var helt overvældende, ikke mindst mens hele forvaltningens ledelse hørte på. Der var kun et par korte kommentarer, så var det ud igen, for alle de relevante personer havde naturligvis læst oplægget.

Jeg fik notatet tilbage, hvor jeg kunne se, at hun havde læst samtlige 15 sider og noteret ude i margenen og i selve teksten med enten bifaldende bemærkninger eller kommentarer til det – det var tydeligt, at hun havde sat sig ind i det. Og så gik vi ellers i gang med initiativerne inden for rekruttering til Økonomiforvaltningen. Den opmuntring levede jeg højt på under mine år med Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard satte gang i København

Et par måneder senere lod jeg mig i en måned eller to udveksle til et andet kontor i Økonomiforvaltningen, hvor jeg sjovt nok kom til at arbejde med et af hendes andre initiativer for de første seks måneder, nemlig ”Gang i Byen”.

Her skulle jeg som Økonomiforvaltningens repræsentant overbevise de mere faglige og saglige typer i Teknik- og Miljøforvaltningen om, at det ville være fantastisk, hvis caféer og restauranter kunne få lov til at servere udendørs på kommunens veje og torve hele året, og ikke kun april til september, som det hidtil havde været tilladt. Desuden skulle de ikke betale for det længere.

Det var et fedt møde, og selvom det jo ikke var spontant, var det dejligt at Ritt Bjerregaard kunne se nogle af frugterne af hendes indsats 

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Der skulle være flere koncerter på flere steder, til senere på aftenen, med højere lydniveau. Det skulle værre lettere at få tilladelser af kommunen. Og et par ting mere. Det var en spændende tid, og vi endte med et fint kompromis, og i den venlige armlægning mellem forvaltningerne hjalp det meget at have en stærk OB i ryggen – det var vores samarbejdspartnere i TMF udmærket klar over, når de ellers kom med mere eller mindre gode argumenter, som de havde reguleret kommunen efter i årtier, for selvom de jo egentligt var deres egen, selvstændige forvaltning, var deres egen politiske leder, Klaus Bondam, en af Bjerregaards tætteste allierede.

Overborgmesteren omgivet af tre af sine kolleger i Borgerrepræsentationen: Manu Sareen (R), Klaus Bondam (R) og Bo Asmus Kjeldgaard (SF) i den imposante mødesal på Københavns Rådhus
Overborgmesteren omgivet af tre af sine kolleger i Borgerrepræsentationen: Manu Sareen (R), Klaus Bondam (R) og Bo Asmus Kjeldgaard (SF) i den imposante mødesal på Københavns Rådhus Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
 

Halvandet år efter Bjerregaards start på rådhuset tog jeg otte måneders orlov for at rejse jorden rundt – det er en anden historie – og da jeg kom tilbage, skiftede jeg til et andet job i Økonomiforvaltningen. Det var i kommunens tværgående HR-indsats og lige præcis det område, jeg brændte mest for, nemlig mangfoldighedsledelse. 

Så nu skulle jeg arbejde som forvaltningens ”etniske ligestillingskonsulent” (der var også en kønsmæssig en af slagsen), hvor jeg skulle være projektleder på mange af de initiativer, som var blevet planlagt i den første del af Bjerregaards periode, bare på tværs af kommunen denne gang. Det var projekter som den årlige præmiering af den bedste, mangfoldige arbejdsplads i kommunen – en brandstation og en fritidsklub, mens jeg var der – et mangfoldighedskorps af utroligt dygtige og engagerede nydanske medarbejdere, og en række andre ting.

Møder blev forberedt ned i detaljen

Her havde jeg enkelte møder med Bjerregaard, som stadig prioriterede området, og det mest mindeværdige var, da hun skulle møde en række nye medarbejdere, der var ansat i en slags stillinger, hvor de skulle arbejde og lære dansk samtidigt (80/20 stillinger, også kaldet Integrations- og oplæringsstillinger).

Det var typisk folk med en relevant uddannelse fra et andet land, men som ikke havde kunnet få job, fordi de ikke talte godt nok dansk. De nye medarbejdere skulle ansættes over hele kommunen, men mit kontor var ansvarlig for at koordinere – fra at ”punke” forvaltningerne til at oprette stillingerne, den fælles annoncering af de ledige stillinger, det ansættelsesretlige, mentorordninger og netværk.

Da mit hold var blevet ansat, ville overborgmesteren gerne møde dem. Her fik jeg indblik i, hvordan den offentlige forvaltning arbejder måske bedst, måske også mest bureaukratisk.  Mødet skulle vist fylde en halvanden time i OB’s kalender, men der lå mange timers forberedelse i det.

Spørgsmål og svar var aftalt på forhånd

Det skulle på OB’s egen hjemmeside – sådan en havde hun også – og det skulle gerne omtales i pressen (vi ville gerne være kendt som en attraktiv arbejdsplads for nydanskere, og det er jo også en del af det politiske arbejde at vise sine resultater), så vi skulle finde en egnet og cool lokation. Valget faldt på det nye kulturanlæg i Holmbladsgadekvarteret, hvor en af de nye medarbejdere endda var ansat. Så skulle alle de 30 nye medarbejdere inviteres til mødet.

Meningen var selvfølgelig, at der skulle være en dialog mellem dem og OB. Det foregik sådan, at jeg forinden skulle bede medarbejderne fortælle, hvad de kunne tænke sig at spørge OB om eller bringe op, og så skulle jeg som den fag-ansvarlige medarbejder forberede svar fra OB på hvert af de punkter. Det skulle naturligvis godkendes (kontorchef og den dygtige medarbejder i OB sekretariatet, som jeg arbejdede ret tæt med). 

Helt overordnet tror jeg, vi var mange, der var imponerede af Bjerregaards professionalisme, hendes høje krav til embedsværket og hendes egen store arbejdsindsats

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Det var et fedt møde, og selvom det jo ikke var spontant, var det dejligt at Ritt Bjerregaard kunne se nogle af frugterne af hendes indsats – knapt 30 utroligt gode og stolte medarbejdere fra hele verden– og at de nye medarbejdere kunne møde selveste overborgmesteren i Københavns kommune.

Mødet var et eksempel på det høje niveau af perfektion, eller umage for at bruge et mere positivt udtryk, som Bjerregaard krævede, og det eneste lille ridse i mødet kom, da tiden var gået og Bjerregaard med stil var på vej videre ud af lokalet. Min dygtige samarbejdspartner fra hendes sekretariat, som var med til mødet, havde ikke lige opdaget at Bjerregaard var skridtet videre, så derfor måtte Bjerregaard lidt skingert råbe hendes navn fra gangen, mens vi alle hørte det. Pludselig virkede den her lidt ældre, og egentligt ret lille, kvinde sårbar, som hun stod der alene, og tingene ikke gik, som hun ønskede.

Hvordan gik det så? Resultaterne var gode

Hvordan gik det så med indsatsen med mangfoldighed under Ritt Bjerregaard? Heldigvis kunne vi køre anonymiserede opgørelser over kommunens medarbejdere i Danmarks Statistik, som har styr på hvem i Danmark, der figurerer som indvandrer, hvem der er efterkommer, og hvem, der ikke er.

Nu kan jeg ikke længere huske tallene i hovedet (det kunne jeg mange år), men i løbet af de fire år fra 2005 til 2009, da Bjerregaard var overborgmester, steg andelen af kommunens medarbejdere fra tredielande med noget i retning af 5 procentpoint. Fra 7 til 12 eller sådan noget, og det overgik faktisk andelen i kommunens befolkning, selvom den også var steget lidt i perioden. Og det var ikke kun i de fag, der ikke krævede lang uddannelse, der var vækst – det var også blandt akademikerne, herunder i Økonomiforvaltningen, også takket være integrations- og oplæringsstillingerne.

Selvom vi kun var nogle hundrede medarbejdere, var det kun et spørgsmål om tid, før pressen ville  spørge, hvorfor de andre forvaltninger skulle presses for at ansætte flere nydanskere, når der var så få i overborgmesterens egen

Jens Frahm-Rasmussen, fhv. embedsmand, Københavns Kommune

Det er selvfølgelig umuligt at vide, hvordan udviklingen var gået uden den indsats. Men jeg tror, at nogle af initiativerne virkede rigtigt godt – jeg tror, vi fik sat en vigtig dagsorden internt i kommunen, så de forskellige afdelinger var mere opmærksomme på at ansætte mangfoldigt, og her hjalp det meget at have en stærk overborgmester (og hendes/vores penge til det første års løn af f.eks. integrations- og oplæringsstillingerne) i ryggen.

Pressen skrev ikke om det

Jeg synes godt, vi kunne have fortjent lidt mere presseomtale for det arbejde, men det lykkedes aldrig rigtigt at få omtale i medierne som jeg husker det. Med al respekt for medierne, så er der jo nok lidt mere fokus på de umiddelbare begivenheder og det dramatiske, end på udviklingen af personaletal i Københavns kommune.

Men helt overordnet tror jeg, vi var mange, der var imponerede af Bjerregaards professionalisme, hendes høje krav til embedsværket og hendes egen store arbejdsindsats. Hendes holden onsdagen fri for møder på rådhuset for at komme ud i kommunen og møde folk. Hendes kvinde-karrieregrupper og indsatsen for yngre kvinder i den retning.

Desværre stødte hendes arbejde også lidt ind i de særlige måder, det foregår på i Københavns Kommune, altså det opdelte styre hvor hver forvaltning lidt fungerer som sin egen lille – eller rettere store! – enhed), mest spektakulært på de 5.000 boliger til 5.000 kr på fem år, som endte med et par håndfulde boliger. Hun holdt derfor kun én valgperiode år, men var heldigvis aktiv i andre sammenhænge i mange år efter 2009.

Ritt gav hånd til alle – og huskede navnene

Jeg vil huske hende for at gå rundt på første arbejdsdag og give hånd til de flere hundrede medarbejdere i Økonomiforvaltningen, og indprente sig folks navne og arbejdsområde. Og på at hun flere år efter, jeg var stoppet, kunne huske mit navn, da vi en sjælden gang stødte ind i hinanden. Både professionel, men også personlig varm, også selvom man bare var en af hundredevis, ja tusindevis, af personer omkring hende.

For mit eget vedkommende gjorde erfaringerne med det mangfoldighedsarbejde, hun fik sat i værk, til at jeg senere kunne skifte til et job i Integrationsministeriet, hvor jeg som udgående konsulent arbejdede med kommunerne i Østdanmark om at hjælpe med at flere nydanskere kom i arbejde, og det kan jeg jo meget takke hende for.

Jeg siger tak til Ritt Bjerregaard for det hele.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)