Fra byrådsmedlem i Odense til kommissær i Bruxelles: Se Ritt Bjerregaards liv i billeder

Da den seminarieuddannede Ritt Bjerregaard som bare 32-årig blev udnævnt til sin første – men langtfra sidste – ministerpost i Anker Jørgensens regering, var hun den yngste kvinde nogensinde på den øverste politiske post i et ministerium.

Ritt Bjerregaard sammen med sine forældre, Rita og Gudmund Bjerregaard i 1970'erne. Hun blev født og voksede op i en baggård på Vesterbro. Familien tilhørte arbejderklassen. 

Ritt Bjerregaard i Kaffeklubben med Karl Hjortnæs og Dorthe Bennedsen. De udgjorde en ny og venstreorienteret fløj i Socialdemokratiet, som blandt andet udmærkede sig ved at være arge modstandere af EF, der siden blev til den union, som hun nogle årtier var med til at lede som EU-kommissær. 

Som undervisningsminister boede Ritt Bjerregaard en nat på Hotel Ritz i Paris. Det endte med at koste hende jobbet, men inden da var der pressemøde i 1978, hvor Ritt Bjerregaard måtte stå til ansvar for anklager om overforbrug i den franske hovedstad.

De berømte tårer i øjenkrogen, som Ritt Bjerregaard måtte tørre væk, da hun sagde farvel til Undervisningsministeriet i 1978, efter at hun var blevet fyret af Anker Jørgensen, da hun nægtede at betale halvdelen af sit hotelophold.

Selv var hun gerne billedet foruden, for hun følte ingen medlidenhed med sig selv, fortalte hun Berlingske i 2003:

"Det var den sympati, der bølgede om mig, da jeg skulle sige farvel til mine medarbejdere. Den var det sværeste. Da jeg følte den, blev jeg rigtig, rigtig ked af det og syntes, at det var SÅ urimeligt, og det var kun med den yderste vilje og anspændelse, at der kun løb nogle enkelte tårer," sagde hun til avisen.

Siden frikendte Rigsrevisionen hende for fejl i sagen, og kort efter blev hun udnævnt som minister igen. Denne gang for socialområdet. 

The Fab Four – eller de fantastiske fire. Tre af de magtfulde socialdemokrater på billedet blev formænd for partiet. Den sidste, Ritt Bjerregaard, var afgørende for deres opstigning og fald. 

Ritt Bjerregaard i en omdiskuteret lejlighed på Vesterbro, hvor hun boede rummeligt og billigt, samtidig med at hun havde officiel adresse på Fyn – hvor hun var valgt – og derfor fik et økonomisk tillæg.

Hun nægtede at opsige lejligheden i København, og det fik til sidst daværende S-formand Svend Auken til at fyre hende som gruppeformand.

I selskab med sin mand Søren Mørch, som Ritt Bjerregaard blev gift med i 1966.Tidligt i ægteskabet besluttede parret at leve i et åbent forhold, og selv om jalousien fulgte med, holdt det hele livet:

"Spørgsmålet er ikke, om man bliver jaloux. Spørgsmålet er, hvorvidt man har en vilje til at komme videre fra det," som hun sagde i en DR-dokumentar. 

Det mest betydningsfulde valg i Ritt Bjerregaards mangeårige politiske karriere var ifølge hende selv folketingsvalget i 1994. Forinden havde hun takket nej til at blive transportminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. Nu håbede hun, at vælgerne ville belønne hende trods hendes nej til en post i regeringen.

På selve valgdagen var hun på sin æbleplantage – krydset var sendt af sted med posten flere dage før. Det endte med 44.000 personlige stemmer. Og kort efter en post som EU-kommissær. 

Ritt Bjerregaard blev udnævnt fødevareminister i 2000, efter at hun var vendt tilbage til Christiansborg oven på fire år som EU-kommissær i Bruxelles. Her indførte hun den såkaldte smiley-ordning, som hun siden fremhævede som én af sine politiske meritter. 

Valgets store vinder ved Kommunalvalget i 2005, hvor Ritt Bjerregaard sikrede sig posten overborgmester i København. Det blev det sidste hverv i hendes aktive karriere som folkevalgt. 

Ritt Bjerregaard tager afsked med politik til Socialdemokratiets årskongres. Her hyldes hun af Helle Thorning-Schmidt, som hun hjalp med at blive valgt til først Europa-Parlamentet og siden formand for Socialdemokratiet. Alligevel holdt hun sig ikke tilbage, når det kom til at kritisere Thornings regering. 

Ritt Bjerregaard taler til Socialdemokratiets 150 års jubilæum i 2021, som fejres på Arbejdermuseet i København. Selv studsede hun over, når partifæller erklærede, at de "elskede" partiet. Det gjorde hun ikke.

"Det hænger muligvis sammen med, at min far var kommunist indtil 1956, og jeg undrede mig allerede dengang over den loyalitet, han skulle levere, og de urimeligheder, han skulle forsvare i partiets navn. Jeg blev tidligt vaccineret imod, at partiet er det store. Partiet er en ramme eller en funktion – ikke noget religiøst," som hun forklarede i et interview med Altinget.