Toppostkabale stjæler magt fra statslederne

BRUXELLES: Det er svært at sætte et tidspunkt på, præcist hvornår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes stats- og regeringschefskolleger tabte magtkampen om retten til at udpege formanden for EU-Kommissionen.

De fleste anser det dog for at være sket i dagene lige efter 27. maj, hvor den tyske kansler Angela Merkel begik lidt af en kovending.

Efter hun længe i klare vendinger havde erklæret, at hun ikke så nogen automatik mellem udfyldelsen af EU-topposter og de spidskandidater, som europæiske politiske partier havde opstillet til en slags præsidentvalgkamp afgjort af valget til Europa-Parlamentet, fik piben en anden lyd.

Juncker for president
Hun og et derefter stadig voksende kor af EU-chefer bakkede op om kandidaten stillet af valgets vinder, sådan at det nu nærmest ikke er til at komme uden om, at Luxembourgs tidligere statsminister, konservative Jean-Claude Juncker løber med posten.

Det sker ikke så meget af lyst, men af frygt for det sammenstød med Europa-Parlamentet, det kunne udløse, hvis de ikke pegede på ham, efter samtlige formænd for de største politiske grupper i Parlamentet kraftigt har antydet, at de vil modsætte sig enhver anden kandidat, når de til juli skal stemme om at godkende den nye kommissionsformand.

Dermed er Parlamentet og chefarkitekterne bag spidskandidatideen hos de europæiske politiske partier lykkedes med en ret bemærkelsesværdig magtmanøvre, som der ikke er belæg for i nogen af EU's regelbøger.

Her står ikke et ord om hverken spidskandidater eller præsidentvalgkamp, men bare at der skal tages hensyn til udfaldet af parlamentsvalget.

Ingen siger nej
Men da showet først var i gang, og de europæiske partier, som EU's ledere selv er en del af, havde stillet med deres kandidater, var der aldrig rigtig nogen af de utilfredse, der fik sagt fra over for den nye fortolkning af reglerne.

Eller som en EU-diplomat forklarede det:

"Det er ligesom, hvis du har et barn, der bliver ved med at sige, at han ønsker sig en togbane til sin fødselsdag. I starten siger du måske bare: Nå, ja, nu må vi se. Men du siger aldrig rigtig nej, fordi du ikke har lyst til at skabe dårlig stemning. Pludselig er det blevet hans fødselsdag, og hvis du så giver ham noget andet - også selv om det er en rigtig fin gave - så ender det i gråd, selv om du aldrig har lovet ham den togbane."

Briterne og ungarerne
Efter alle solemærker at dømme, er det nu kun den britiske premierminister, David Cameron, måske flankeret af den uglesete ungarske statsminister Viktor Orbán, der ønsker at spille rollen som den strenge forælder, der siger nej for princippets skyld.

Når EU's stats- og regeringschefer mødes torsdag og fredag, har de indset, at det vil medføre umådelig meget gråd og tænders gnidsel, hvis ikke de peger på Juncker.

Dette gælder ikke mindst den tyske kansler, som - ud over Parlamentets vrede - også skal håndtere at være i koalitionsregering med tyske SPD, som stillede med den socialdemokratiske spidskandidat til jobbet, Martin Schulz, som i præsidentvalgkampslogikken kom på en fin andenplads. Alt tyder på, at hun blev nødt til at føje både sin koalitionspartner og en kritisk national presse, som havde accepteret processen.

Mere åbent og demokratisk
Argumentet for at indføre spidskandidatsystemet er sympatisk nok. Det bunder i en idé om, at det for det første vil gøre parlamentsvalget mere interessant for de europæiske borgere, hvis der er noget mere pan-europæisk på spil end bare at få sat navne på et lands egne medlemmer af forsamlingen.

Samtidig er det et opgør med EU-chefernes hestehandleraktiviteter bag lukkede døre, hvor topposter fordeles efter uigennemsigtige principper mellem de enkelte stats- og regeringschefer.

Ønsket var at erstatte det med en fair og åben kamp mellem nominerede spidskandidater, hvilket fik støtte fra Parlamentet i 2012 i en resolution, som opfordrede de europæiske politiske partier til at stille med deres egne kandidater.

Det er så sket ved kongresser, hvor de siddende stats- og regeringschefer i mange tilfælde selv har været til stede og havde mulighed for at modsætte sig processen, hvis de havde villet det nok.

Hjælper det noget?
Det, der nager mange i Bruxelles, er dog, hvorvidt det overhovedet kan ses som en særlig demokratisk øvelse at gøre EU-kommissionsformandsposten afhængig af valget.

For det første fordi den såkaldte præsidentvalgkampagne er gået hen over hovederne på langt de fleste europæere uden for EU-boblen i Bruxelles og omegn.

På Altinget.dk spurgte vi danskerne, hvilket af de opstillede kandidater, de havde hørt om. Topscoreren blev Jean-Claude Juncker. Men selv hans navn var det kun 16 procent af de adspurgte, der genkendte.

Danmark er langtfra et enestående tilfælde. I langt de fleste lande er hele den såkaldt folkelige udvælgelsesproces gået hen over hovederne på den lokale befolkning ved valget i maj.

Hvor man er mange nok?
Dertil kommer hele argumentet om, at en kandidat født ud af folkets vilje, som udtrykt ved parlamentsvalget, vil give embedet ny demokratisk legitimitet.

EU-Kommissionens egne ekspertrådgivere udi EU's interne logikker, det såkaldte Bureau of European Policy Advisors, har advaret mod processen. I deres månedlige nyhedsbrev peger to af deres forskere forsigtig på, at det risikerer at have den uheldige konsekvens at så tvivl om legitimiteten af alle de andre institutioner og deres formænd, hvis man kun kan være "rigtigt" valgt, hvis man har borgerne i EU's stemme bag sig.

Samtidig sætter det spørgsmålstegn ved, hvornår man kan tale om legitime valg. Med en stemmeprocent, der var helt nede og skrabe 13 procent i Slovakiet, er det så overhovedet muligt at udpege en sejrherre?

Fem år er lang tid
Spørger man EU-diplomater i Bruxelles lige nu, så gør de klart, at så langt tænker de siddende stats- og regeringschefer ikke.

De vil bare slippe for en langtrukken magtkamp med Europa-Parlamentet, som kan risikere at lamme hele EU-maskineriet i månedsvis. De færreste af dem vil sidde på deres nuværende pladser om fem år, når øvelsen skal gentages. Så derfor er det primært EU-nørderne i Bruxelles, der hæfter sig ved, om det fra nu af vil være kutyme i EU-land, at Kommissionsformanden udpeges på denne måde.

Et er dog sikkert. Det bliver svært at tage den metaforiske togbane fra Parlamentet og de europæiske partier igen.

Derfor er det også helt tydeligt, at EU's stats- og regeringschefer og eliten i Bruxelles kommer til at være meget mere opmærksom omkring processen, næste gang der er valg.