Tre politikere trækker sig sejrrigt ud af den grønne trepart

Kun tiden kan vise, hvad vælgerne belønner: Konkrete politiske resultater eller gold protest.

Og kun tiden kan også vise, om Christiansborg-udgaven af grøn trepart er et tilstrækkeligt indgreb til fordel for klima, miljø og natur, og hvad konsekvenserne er for dansk landbrug og landdistrikterne.

Uanset den fremtidige historieskrivning om det substantielle indhold og konsekvenser har der været en politisk proces med centrale aktører, som sætter sig spor.

I de berørte partier og indflydelses-hierarkiet på Christiansborg.

Forhandlingerne om grøn trepart var en svendeprøve for den tidligere skatteminister Jeppe Bruus, som pludselig ved regeringsrokaden i august blev forfremmet til et indtil da ikke-eksisterende ministerium for den centrale klima- og miljøpolitik.

Indtil da var Trepartsministeriets opgaver fordelt på tre ministre: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, miljøminister og minister for ligestilling Magnus Heunicke og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.

Forligspartierne berømmer ham for en særdeles duelig ledelse af forhandlingerne.

John Wagner
Politisk kommentator

De sidder nu tilbage i lidt vingeskudte ministerier.

Med den brede politiske aftale bestod Jeppe Bruus i den grad svendeprøven – til statsministerens udelte begejstring og uden at skulle have den håndsrækning fra finansministeren, som andre kolleger har måttet bede om i tilsvarende svære forhandlinger.

Men ikke nok med det: Forligspartierne berømmer ham for en særdeles duelig ledelse af forhandlingerne.

Hvis Jeppe Bruus kommer helskindet igennem implementeringen af grøn trepart, står han klar til at påtage sig endnu større udfordringer ved næste socialdemokratiske regeringsdannelse.

Den anden vinder af forhandlingsforløbet er helt klart SF's politiske ordfører, Signe Munk, som nu – efter forhandlingerne og Jacob Marks melding om at stoppe i politik – er trådt i karakter som SF's nummer to efter den uantastelige leder Pia Olsen Dyhr.

Signe Munks kommunikative evner har været velkendt, men nu ved hele Christiansborg, og en større offentlighed også, at hun er indsigtsfuld, politisk kreativ og har de taktisk-strategiske evner til at opnå resultater.

Hende komme vi til at høre meget til de kommende år.

Det samme kan man sige om den tredje vinder: Mona Juul.

Den konservative leder manifesterede sig inden for få dage som en af de borgerlige stemmer, der arbejder, – for her at bruge et konservativt partislogan – da hun først lagde stemmer til sundhedsreformen og siden grøn trepart.

Hermed bekræftede Mona Juul forventningerne om, at hun er resultatsøgende og "grøn" som et af hendes forbilleder Connie Hedegaard.

Nu er spørgsmålet, hvordan vælgerne reagerer på, at partiet med få dages mellemrum indgår to store aftaler med regeringen om sundhed og klima, og samtidig lukkede sig ude af finanslovsforhandlingerne ved ultimativt at stå sammen med Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Tre partier som ikke havde resultater i sinde eller sigte.

Hvad der kan være svært at forklare, er svært at forstå.

Under alle omstændigheder vil den grøn trepart sætte sig spor i dansk politik hurtigere end skovrejsningerne på Fyn.