Trekløver-regeringen vil sætte langsigtede naturmål 

NY REGERING: VLAK-regeringen lægger op til at sætte mål for naturen frem mod 2020 og 2030. Og så skal en ny naturkanon åbne danskernes øjne for naturen.

Der skal opstilles målsætninger på naturområdet.

Det mener den nye blå trekløver-regering.

Af det netop offentliggjorte regeringsgrundlag fremgår det, at der skal opstilles ”ambitiøse naturmål”.

”Regeringen vil i forlængelse af EU’s biodiversitetsstrategi formulere en række ambitioner på naturområdet frem mod henholdsvis 2020 og 2030,” skriver partierne. 

Konservative har i forbindelse med forhandlingerne meldt ud, at man netop ønsker mere konkrete mål for naturen.

Vil åbne danskernes øjne
Derudover lægger VLAK-regeringen op til at opdatere den danske naturkanon, som blev offentliggjort i 2009, og så skal der ske naturgenopretning af Ekkodalen på Bornholm og ved Søborg Sø i Nordsjælland. 

Og formand for Konservative Søren Pape Poulsen lagde under præsentationen af regeringsgrundlaget netop vægt på naturen.

”Vi får lagt en langsigtet plan for, hvordan vi får genoprettet og udviklet den danske naturarv. En ny naturkanon skal åbne danskernes øjne for vores skønne og smukke natur,” sagde Søren Pape Poulsen på et pressemøde på Marienborg.

Behov skal kortlægges
Det står ikke klart, hvordan naturmålene helt konkret skal føres ud i livet. Ifølge regeringsgrundlaget skal målene være pejlemærker for regeringens naturpolitik og for den indsats, som kommuner og regioner har ansvaret for.

”Det kan fx være en særlig indsats for beskyttelse af ferske enge eller overdrev. De konkrete mål vil blive formuleret på baggrund af et arbejde, der skal kortlægge behovet på naturområdet,” skriver partierne. 

Med regeringsgrundlaget står en række store aftaler på miljøområdet også fast. Aftalen om Planloven, Naturpakken og Fødevare- og Landbrugspakken bliver genbekræftet af de tre partier. Det samme gør ambitionen om Grønt Danmarkskort.

Få overblik over det grønne område i regeringsgrundlaget her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer sin nye VLAK-regering for dronningen mandag kl 11.00. 

Forrige artikel Regeringen: Endnu flere statslige arbejdspladser skal udflyttes Regeringen: Endnu flere statslige arbejdspladser skal udflyttes Næste artikel Holstein: LA tabte topskatte-kampen Holstein: LA tabte topskatte-kampen
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

ÆLDREVELFÆRD: Ældreområdet har indtil nu ligget lavt prioriteret hos regeringen, men mediestorm om dårlige forhold på plejehjem giver støttepartier blod på tanden forud for efterårets finanslovsforhandlinger.