Trump kan paradoksalt nok give os troen på fremtiden tilbage

I 1980'erne var Margaret Thatcher eksempelvis eksponent for den såkaldte TINA-doktrin (there is no alternative), som understregede neoliberalismens totale ufravigelighed; I starten af 1990'erne indvarslede politologen Francis Fukuyama "the end of history" med nogenlunde samme pointe; Og i 2010'erne blev Angela Merkel kendt for udtrykket "alternativlos" i forbindelse med gældskrisen i EU.

Hele vejen igennem har budskabet været det samme: Politik styres af en særlig ophøjet nødvendighed, som gør alternative idéer urealistiske, useriøse eller ligefrem farlige.

At ophøje en særlig ideologisk retning til "nødvendig" indskrænker naturligvis det politiske handlerum betragteligt, og derfor har det historisk været en stærk retorisk strategi for magthavere på tværs af det politiske spektrum.

Strategien benyttes således også flittigt i dag, hvor politikere hyppigt retfærdiggør beslutninger med, at det er "det eneste rigtige at gøre", eller at en særlig reform er "bydende nødvendig".

Man skal som bekendt ikke lade en god krise gå til spilde.

Emil Husted
Lektor, CBS

Senest benyttede statsminister Mette Frederiksen (S) sig af strategien, da hun til et møde for stats- og regeringschefer i Ukraine forklarede behovet for militær oprustning med ordene: "Mit gæt er, at vi har et par måneder til at træffe de nødvendige beslutninger. Ellers er det for sent. Og for sent kan ikke være konklusionen".

Pointen er ikke, at det er forkert at opruste militært, eller at vi ikke bør støtte Ukraine. Overhovedet ikke.

Pointen er snarere, at nødvendighedsdiskursen reducerer "politik til teknik", som Pelle Dragsted engang skrev, og afmonterer enhver diskussion om alternativer. Til det kan tilføjes, at selve den politiske forestillingsevne – det vil sige evnen til at forestille sig en anden slags verden – udvandes og forsvinder, hvis nødvendighedsdiskursen bider sig fast.

Som filosoffen Slavoj Žižek engang skulle have sagt, er det i dag lettere at forestille sig verdens undergang end at forestille sig kapitalismens endeligt. Det er essensen af nødvendighedens politik.

Donald J. Trump blev indsat som USA's præsident 20. januar i år og har nu siddet bag skrivebordet i det Ovale Værelse i godt to måneder.

Mens hans første embedsperiode var karakteriseret af en lettere handlingslammet tilgang til præsidentgerningen, synes Trump denne gang at være indstillet på at få noget fra hånden.

Han har blandt andet indført tårnhøje toldmure, indstillet globale nødhjælpsprogrammer, trukket USA ud af WHO, fyret titusindvis af statsansatte, udvidet Guantánamo-lejren, omdøbt den Mexicanske Golf og meget andet.

Statsledere bliver som regel målt på, hvor meget de udretter i løbet af deres første 100 dage, og ofte er der ikke sket synderligt meget i den periode.

Typisk viser det sig nemlig sværere end som så at få gennemført de ændringer, som man under en valgkamp har foreslået. Man indser måske også, at verden er mere kompleks, end man lige havde forestillet sig – eller at visse politiske beslutninger simpelthen bare virker nødvendige.

Men måske kan vi lære noget af en demagog som Trump i relation til "nødvendighedens politik". Det virker givetvis som et bizart eller ligefrem uetisk forslag, når man tænker på alle de uhyrligheder, som Trump og hans administration de seneste par måneder har iværksat og italesat.

Men jeg tror ikke desto mindre, at vi kan lære noget vigtigt, som måske endda kan skabe lidt håb for alle os, der dagligt forfærdes af De Forenede Staters 47. præsident.

Jeg tror – sat lidt på spidsen – at vi kan lære, at intet er decideret "nødvendigt" rent politisk.

Eller rettere: At "nødvendighed" altid er en politisk konstruktion, som kan udfordres på godt og ondt. Kan man uden videre trække et land ud af store internationale aftaler? Ja, tilsyneladende. 

Kan man afskedige titusindvis af offentligt ansatte og give dem 15 minutter til at pakke deres ting? Ja, åbenbart.

Kan man seriøst foreslå at overtage eller opkøbe andre lande? Ja da.

Kan man bare omdøbe en hel havbugt efter forgodtbefindende? Ja, det ser sådan ud!

Og hvad kan vi så bruge det til? Jo, hvis Trump kan forestille sig en dystopisk MAGA-inspireret verden, så kan vi andre vel forestille os det diametralt modsatte.

Kan vi skabe en mere inkluderende og solidarisk verden? Kan vi styrke demokratiet og forbedre tilliden til samfundets institutioner? Kan vi sikre mere frihed for almindelige mennesker verden over? Kan vi gennemføre den grønne omstilling? Ja, det kan vi da!

Men vi skal kunne forestille os det først, og det kan vi kun i fraværet af nødvendighedens politik. Med en omskrivning af et lidt halvslidt Disney-slogan: "If you cannot dream it, you cannot do it".

Forstå mig ret: Jeg antyder på ingen måde, at Trumps politik er forbilledlig eller moralsk forsvarlig. Men man skal som bekendt ikke lade en god krise gå til spilde. Jeg vil derfor foreslå, at vi bruger den krise, som Trumps tilbagekomst repræsenterer, til noget produktivt.

Vi skal turde forestille os en radikalt bedre verden – og det kan Trump paradoksalt nok hjælpe os med.