Tvangsægteskabet mellem miljø og fødevarer var skabt til møgsager

BAGGRUND: Minksagen kostede endnu en fødevareminister jobbet og rystede på ny tilliden til embedsværket. Men det er ikke tilfældigt, at det sker netop i Miljø- og Fødevareministeriet, vurderer flere iagttagere.

Henrik Studsgaard har i alle årene været departementschef i det sammenbragte Miljø- og Fødevareministeriet. Nu fortsætter han i Miljøministeriet.
Henrik Studsgaard har i alle årene været departementschef i det sammenbragte Miljø- og Fødevareministeriet. Nu fortsætter han i Miljøministeriet.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Da Jakob Ellemann-Jensen tiltrådte som ny miljø- og fødevareminister i 2018, glædede departementschefen sig i en munter vending over den nye ministers militærbaggrund.

“For på det her ressortområde er der sjældent våbenhvile længe ad gangen,” lød det fra Henrik Studsgaard, der nu er i centrum for den hidtil største politiske krise for S-regeringen om mink.

Man behøver alene nævne kvotekonger i fiskeriet, landbrugspakken, husdyr-MRSA, pesticider i drikkevandet og den seneste minksag for at få syn for sagn om, at Miljø- og Fødevareministeriet i den grad er en politisk stridsplads.

Flere gange har slagene givet det endelige nådestød til den siddende minister, senest med Mogens Jensens afgang som fødevareminister.

Vi rummer det hele. I Fakta siger man – det tager kun 5 minutter. Her siger vi: Miljø- og Fødevareministeriet – det tager kun 25 ministersager om dagen.

Henrik Studsgaard i en tale til Jakob Ellemann-Jensen i 2018
Departementschef, Miljøministeriet

Statsminister Mette Frederiksen har fået nok. Bruddet mellem det umage par, miljø og fødevarer, er en realitet, og efter fem års tumultarisk samliv går Miljø- og Fødevareministeriet nu hver til sit, som det var tilfældet før 2015.

Det er da heller ikke kun tilfældigheder, der gør, at Miljø- og Fødevareministeriet har måttet sige farvel til fem ministre på fem år, hvoraf flere har skudt med skarpt mod embedsværkets ministerbetjening, mener flere iagttagere.

Det vidner om et system, der er blevet for stort, og hvor det er svært som departementschef at sidde og have overblikket over det hele. Du skal betjene to ministre, som hiver og slider i hver deres retning. Det er virkelig hårdt for en organisation.

Noa Redington
Kommentator

Kompleksitet, stærke aktører og tæt regulering er blot et par af de ingredienser, der har overbelastet systemet og gjort miljø- og fødevareområdet til et svært politisk minefelt.

Et komplekst system
Miljø- og Fødevareministeriet var målt på milliarder og medarbejdere et af Slotsholmens helt tunge ministerier.

De omkring 4.700 medarbejdere sad samtidig med et af de største og bredeste lovmaskinerier, hvis ressort strakte sig lige fra forbrugerkemi i solcreme til ulvehegn i Vestjylland. Fra fødevareeksport i milliardklassen til urørt skov og beskyttelse af Danmarks bier, som departementschef Henrik Studsgaard selv har forklaret det.

“Vi rummer det hele. I Fakta siger man – det tager kun fem minutter. Her siger vi: Miljø- og Fødevareministeriet – det tager kun 25 ministersager om dagen,” lød det humoristisk fra Henrik Studsgaard tilbage i 2018.

Men meget tyder på, at Miljø- og Fødevareministeriet blev for stort og for komplekst, påpeger kommentator Noa Redington.

“Nogle af ministeriets udfordringer er strukturelt betinget, fordi du har et ministerium, som er vanvittigt komplekst, og som tydeligvis er overbelastet,” siger han.

Han peger på, at der er mange og stærke aktører med vidt forskellige dagsordener, ligesom der er mange forskere inden for feltet. Derfor er megen viden også “til forhandling” på området, siger Noa Redington.

“Der er meget store kommercielle interesser forbundet med det her område, og der er meget friktion. Samtidig er det super reguleret, og når du så lige hælder en ordentlig sjat EU-lovgivning oveni, så har du alle forudsætninger for, at det kan gå galt,” siger Noa Redington.

Også professor i offentlig forvaltning Robert Klemmensen peger på de mange stærke organisationer på området, der krydres med mange ubekvemme forskningsresultater.

“Som politiker er det meget svært at balancere i det her felt, hvor du både har en masse forskere og ekstremt stærke aktørinteresser. Der bliver meget hurtigt ballade,” siger Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet.

Både mennesker og erhverv
Forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, påpeger, at det komplicerede stofområde nok bedst afspejles i, "at Mogens Jensen desværre ikke er den første fødevareminister, der har måttet forlade ministeriet på baggrund af fejl,” skriver han på forbundets hjemmeside. 

Formanden for Danske Mælkeproducenter mener, at det kan spille ind på de mange politiske sværdslag, at et fødevareministerium både regulerer mennesker og erhverv, hvilket stiller krav til embedsværkets og departementschefens evner.

“Det drejer sig ikke kun om penge som i Skatteministeriet eller om udenrigspolitik eller forskning, som ikke rigtigt tager brødet fra nogen i Danmark. Det gør Fødevareministeriet, og derfor er det nødvendigt med en klar hjerne og en loyal betjening,” skriver Kjartan Poulsen i et nyhedsbrev, hvor han appellerer den nye fødevareminister til at få bragt orden og ordentlighed ind i ministeriet.

De stærke aktører og kommercielle interesser skal holdes op imod, at ministeriet beskæftiger sig med områder, som fylder meget i alle danskeres hverdag, påpeger Robert Klemmensen.

“Det er områder, som ganske almindelige vælgere i stigende grad går op i. Flere tager miljøet mere alvorligt og tænker over, hvad det er, de putter i munden. Derfor er det også en meget synlig politisk kampplads," siger professoren.

Brud på kommandolinjen
De mange møgsager i Miljø- og Fødevareministeriet har også skabt gnidninger på de indre linjer, hvor flere ministre har kritiseret embedsværket for dårlig ministerbetjening med svigtende kommunikation og kommandolinje.

Sidste år langede Lea Wermelin ud efter Miljøstyrelsen, efter det kom frem, at der siden 2013 var givet 65 dispensationer til danske vandværker, som har fundet rester af pesticider i vandet – stik imod EU-regler og med gentagne henvendelser fra EU herom.

“Det er jo både dybt uacceptabelt, men også helt ubegribeligt, at de ikke har gjort departementet eller skiftende ministre opmærksomme på den her fejl,” lød det fra miljøminister Lea Wermelin til DR, som efterlyste oprydning.

I 2017 rettede tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen pegefingeren mod embedsværket i skandalesagen om fiskekvoter, hvor han til DR bemærkede, at man som minister var nødt til at kende til forhold, der er foregået, for som minister at kunne handle på det.

Og i 2016 påpegede han, at det var mangelfuld rådgivning fra embedsværket, der var skyld i, at han besluttede at nedtone den planlagte indsats overfor det frygtede antibiotika, tetracyklin, som et politisk flertal ville udfase hurtigst muligt, fordi det var formodet, at det spillede en rolle i udviklingen af husdyr-MRSA.

“Det ryster mig, når jeg ikke får forelagt alt i en sag,” sagde Esben Lunde i et samråd, der understregede, at sagen bekymrede ham:

“Jeg er meget glad for mit job som miljø- og fødevareminister. Jeg vil meget nødigt ryge på en sag, hvor der er ting, der ikke er forelagt mig korrekt,” fortalte han Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Senest har Mogens Jensen kritiseret sit embedsværk for, at han som minister ikke blev gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel i minksagen, straks da det blev afklaret.

“Min departementschef har beklaget forløbet overfor mig,” lød det fra Mogens Jensen som optakt til sin redegørelse om forløbet.

Ministre er medskyldige
Noa Redington mener, at sagerne illustrerer udfordringen med det sammenbragte ministerium.

“Det vidner om et system, der er blevet for stort, og hvor det er svært som departementschef at sidde og have overblikket over det hele. Du skal betjene to ministre, som hiver og slider i hver deres retning. Det er virkeligt hårdt for en organisation," siger han.

Han påpeger, at ministerbetjening er meget krævende, men at det for eksempel i Udenrigsministeriet er nemmere at betjene flere ministre, fordi de grundlæggende har den samme dagsorden.

Selv om ministerbetjeningen falder tilbage på systemet, så mener Noa Redington, at sagerne også vidner om ministre, der ikke formår at sætte sig igennem overfor deres system. 

“Som minister har du et ansvar for at kunne sætte dig i respekt hos dine embedsmænd i kraft af din faglighed og din ledelse. Det kan ikke være sådan, at politikere på nogle dage optræder med alle mulige portrætter om, hvor flittige de er, og hvordan de læser sagerne, og så den næste dag, når det går galt, så er det bare, fordi de har haft nogle uduelige embedsmænd,” siger Noa Redington.

Han påpeger, at ministre også er nødt til at kunne deres stof og gå fuldblods ind i området. Derfor finder han det også tankevækkende i den seneste minkredegørelse, at der står meget lidt om Mogens Jensens ageren i forløbet.

“Det er, som om Mogens Jensen er gået til et møde, hvor de har besluttet, at alle mink skulle slås ihjel, og så ved vi ikke, hvad fødevareministeren har lavet resten af tiden. Der er ikke nogen beskrivelse af, at han har haft et hastemøde med sin departementschef eller Fødevarestyrelsens direktør om, hvordan de skal håndtere det her. Hvad lavede han i de dage? Hvorfor gik han ikke op i, hvordan denne her kæmpestore beslutning blev meldt ud til minkavlerne? Det forstår jeg simpelthen ikke,” siger Noa Redington og uddyber:

“Det er svært at være minister, og der er ingen tvivl om, at det, der har foregået i det ministerium, ikke har været okay. Det kan selv en blind jo se. Men ministre er altså også politiske ledere for en organisation, og det stiller nogle krav og giver et kæmpe ansvar for at følge tingene til dørs,” siger Noa Redington.

Udfordringer med tilliden 
De mange problemfyldte sager har ramt Miljø- og Fødevareministeriets omdømme og troværdighed. Noget som departementschef Henrik Studsgaard selv italesatte i en besked på intranettet til sine medarbejdere i 2017.

“Ja, det knirker med troværdigheden, fordi mange har den opfattelse, at det er da vist ikke alt, der er gået lige godt i vores ministerium,” skrev han.

Henrik Studsgaard understregede overfor ministeriets embedsmænd, at det var vigtigt at gøre sig “umage med fagligheden” og “agere som professionelle embedsmænd”.

Kort forinden havde Miljø- og Fødevareministeriet også lanceret et nyt strategisk grundlag, hvor troværdighed var et af fire fokusområder. 

De største skår i ministeriets selvforståelse kom formentlig i 2017, da ministeriet fik frataget sit ansvar for fiskeriet, som røg over i Udenrigsministeriet.

Forvaltningen af fiskeriet er da også blevet kaldt for en “bekymrende og usædvanlig administrationskultur” af statsrevisorerne, ligesom rapporter påpegede mangler i departementets organisatoriske ledelse på fiskeriområdet.

Blandt flere andre ting blev der peget på, at der manglede ledelsesfokus, og at man havde et svagt fagligt tilsyn med Fiskeristyrelsen, som dog har fundet tilbage til Miljø- og Fødevareministeriet igen.

Et andet kritikpunkt gik på, at embedsværket var for tæt sammenvævet med erhvervet. En kritik der også fra visse kanter var fremme, da Eva Kjer Hansen (V) i 2016 måtte gå af som miljø- og fødevareminister, efter regeringen var blevet beskyldt for at sminke beregningerne i regeringens landbrugspakke, så den fremstod grønnere, end den var.

Flere af regeringens støttepartier glæder sig da også over, at Miljø- og Fødevareministeriet nu bliver til to selvstændige ministerier.

”Det er helt centralt for os, fordi Miljø- og Fødevareministeriet er dybt præget af landbrugets interesser. Det er min opfattelse, at Axelborg altid skal spørges, inden der bliver truffet væsentlige beslutninger. Derfor har vi brug for et rent Miljøministerium, der kan fokusere på det grønne,” lød det fra SF’s miljøordfører, Carl Valentin.

Miljø- og Fødevareministeriet blev under store protester fra særligt miljøstemmer lagt sammen tilbage i 2015. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønskede at komme væk fra skyttegravskrigen mellem landbruget på den ene side og miljøet på den anden. Nu skulle der være “ét rum og én kultur”.

Sammenlægningen skulle vise sig at blive startskuddet til en kavalkade af organisationsændringer, der skabte bekymring for fagligheden – ikke mindst på miljøområdet. Blandt andet med udflytningen af Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen og opsplitningen af Naturstyrelsen.

Farvel og goddag til ny minister
Nu skal ministeriet og dets embedsværk så igen finde flyttekasser frem.

Departementschef Henrik Studsgaard fortsætter i Miljøministeriet, mens en ny departementschef skal få fod på Fødevareministeriet sammen med regeringens nye fødevareminister Rasmus Prehn.

I sektoren fornemmer man en vis træthed over de mange nye ministre.

“Hver eneste gang der kommer en ny minister til, går hele systemet i stå, og politikudviklingen starter forfra. Derfor er det også – for at sige det lidt populært – skide træls, at vi igen skal sige farvel til en fødevareminister og velkommen til en ny,” lød det fra forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

Han kalder dog samtidig Rasmus Prehn for et godt valg, som han er tryg ved kan løfte opgaven. 

Men selv med et mindre ministerium, venter der Rasmus Prehn en stor opgave, påpeger Noa Redington.

“Det er ikke tilfældigt, at der er så mange fødevareministre, der kommer i klemme. Det er øretævernes holdeplads, og ligesom med udlændingepolitik er der mange politiske miner på vejen. Man skal være en virkelig ferm politiker for at sidde der."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

Henrik Studsgaard

Kommunaldirektør, Furesø Kommune, fhv. departementschef, Miljøministeriet og afdelingschef, Folketinget
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), HD i finansiering og kreditvæsen, CBS

Noa Redington

Kommentator og rådgiver, fhv. særlig rådgiver for daværende statsminister, partiformand Helle Thorning-Schmidt (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni.), Master (Columbia Uni. 1996)

0:000:00