Uffe Elbæk stiller ikke op ved næste valg
FOLKETINGSVALG: Tidligere leder for Alternativet Uffe Elbæk har meddelt, at han ikke ønsker at stille op til næste folketingsvalg. Hans tid i politik er dog på ingen måde slut, siger han.
Jon Michelsen
RedaktionsassistentFolketingsmedlem Uffe Elbæk, der tidligere var leder i Alternativet, har efter Frie Grønnes pressemøde mandag formiddag meddelt, at han ikke vil genopstille til næste folketingsvalg.
Det skriver Ritzau ifølge Politiken.
I 2013 var Uffe Elbæk med til at stifte Alternativet, der ved folketingsvalget i 2015 opnåede stor succes. I marts måned i år meldte han sig ud af partiet i forbindelse med udnævnelsen af Josephine Fock som ny partileder.
Siden da har han været løsgænger i Folketinget, men søndag aften kom det frem, at han var en af medstifterne til det nye venstrefløjsparti ’Frie Grønne’.
Efter pressemødet mandag formiddag meddelte Uffe Elbæk, at han ikke vil genopstille ved næste folketingsvalg. Et valg, der ifølge Elbæk ikke vil påvirke hans politiske engagement:
”Jeg bliver ved med at være et politisk menneske og politisk engageret i Frie Grønne, men jeg er 66 år nu, og ved næste valg er jeg tæt på 70, så jeg synes at det ville klæde mig at sige ’okay Uffe, nu skal du noget andet,’” udtaler han ifølge Ritzau.
Uffe Elbæk er fortsat folketingsmedlem for Frie Grønne, indtil der udskrives valg.