Ungarns regering til Kofod: I bruger retsstatsprincippet som politisk våben

REPLIK: Den danske udenrigsminister forholder sig ikke til fakta, når han påstår, at Ungarn underminerer de europæiske værdier, skriver Ungarns talsmand i en replik til Jeppe Kofod.

* Indlægget er blevet ændret 24. september kl. 13.38 (se nederst)

Af Zoltán Kovács
Talsmand for den ungarske regering

Indlægget er oversat fra engelsk.

I et debatindlæg af den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), der er offentliggjort på Altinget under overskriften "Polen og Ungarn kan underminere fundamentet under EU", beskylder Danmarks topdiplomat Ungarn og Polen for at "trampe på" demokratiske værdier.

"[Det er] et problem, når vi i enkelte EU-lande som Polen og Ungarn ser eksempler på, at domstolenes uafhængighed undermineres, og mediernes frihed udfordres," påstår Kofod.

Mens man kunne forvente, at en sådan kontant påstand ville blive fulgt op af hård, understøttende fakta, undlader den danske udenrigsminister dette.

Manglen på fakta bør imidlertid ikke overraske taget i betragtning af, at uklare bekymringer om "retsstatsprincippet" i størstedelen af det sidste årti er blevet misbrugt i EU’s institutioner som politisk motiverede våben mod medlemsstater såsom Ungarn og Polen, der har vovet at vælge alternative politiske veje i de vigtigste spørgsmål, der berører vores hverdag: migration, forsvar mod coronavirus, økonomisk politik - for at nævne nogle få.

Et udhulet begreb
Samtidig forholder Kofod sig tavs om den åbne hemmelighed, at han repræsenterer en isoleret holdning til emnet, selv i sin egen regering.

Modsat udenrigsminister Kofods påstand om, at retsstatsprincippet "kan lyde abstrakt, men det er i virkeligheden utroligt konkret", er det største problem med at bruge retsstatsprincippet som målestok for tildeling af EU-midler til medlemslandene netop denne alt for tvetydige brug af begrebet.

Det er simpelthen ikke rigtigt at gøre finansieringen afhængig af et begreb, der endnu ikke er ordentligt defineret på EU-plan.

I løbet af det seneste årti har EU's liberale mainstream effektivt udhulet begrebet om retsstatsprincipper. Selv om det engang spillede en vigtig rolle for EU-familiens virke, er det siden blevet forvandlet til et våben mod medlemsstater med konservative, kristendemokratiske regeringer. Men det hører man selvfølgelig ikke fra udenrigsminister Kofod.

Politik, ikke fakta
Men det, ministeren derimod siger, er, at Danmarks bekymringer om vores retsvæsen handler om, at 52 procent af den danske eksport går til det fælles EU-marked. Danske virksomheder vil vide sig sikre på, at de kan stole på stabiliteten i disse markeder, og at de vil blive behandlet lige for loven i andre EU-lande.

Igen nævner han ingen eksempler på, at danske virksomheder har problemer i denne henseende. Men lige så vigtigt er det, at Ungarn ikke behøver at blive mindet om betydningen af EU-markedet. Omkring 79 procent af vores eksport går til EU's medlemsstater, så Ungarn er afhængig af robust handel inden for det indre marked.

Derfor prioriterer vi at opretholde og styrke europæiske normer og værdier – herunder retsstatsprincippet, men også store bekymringer såsom opretholdelse af grænsesikkerhed for at sikre et velfungerende Schengen-område, vende vores demografiske tilbagegang og bevare vores kulturelle identitet. Det er også en af grundene til, at vi tror så inderligt på et stærkt EU, som er baseret på stærke nationalstater.

Ungarn har ingen interesse i at bringe disse ting i fare ved at underminere retsstatsprincippet, begrænse domstolenes uafhængighed eller give kritiske medier mundkurv på. Udenrigsminister Kofods argumenter ligner så mange, vi har set før – der er masser af politik, men ikke meget fakta.

*Den ungarnske talsmand Zoltán Kovács hævder i en tidligere version af indlægget, at udenrigsminister Jeppe Kofod står isoleret med sin holdning i den danske regering. Det er der ingen dækning for at skrive. Altinget har derfor fjernet sætningen.

Forrige artikel Dansk Journalistforbund: En besparelse på DR er en forringelse af den demokratiske infrastruktur Dansk Journalistforbund: En besparelse på DR er en forringelse af den demokratiske infrastruktur Næste artikel Bo Smith: Knud Aarups forslag vil føre til lynjustits i embedsværket Bo Smith: Knud Aarups forslag vil føre til lynjustits i embedsværket
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.