Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Unge mennesker lever ikke for at tilfredsstille politiske ambitioner

De unge er bange for fremtiden og føler sig uelskede og utilstrækkelige. Måske handler de unges usikkerhed også om den barndom og det livsgrundlag, vi byder dem?

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den unge mand stod længe foran den store lyserøde skulptur af et Kristusansigt, der så ud som om, det var brudt gennem jorden. Det var på Ungdommens Folkemøde i september. Et usædvanligt syn.

Thorvaldsen formede ansigtet for mange år siden. Det er kendt jorden rundt. Lyserød har han vist aldrig været før og slet ikke med forgyldte pletter i ansigtet som her i Jim Lyngvilds fortolkning.

Før den unge mand kom helt hen til ansigtet, lå der nogle bunker af lyserøde sten. De symboliserede byrder, man kunne lægge for foden af skulpturen for derefter at gå derfra og være lettet eller lettere.

Han stod der så længe, at én af præsterne på stedet gik hen til ham og spurgte, om han ikke vidste, hvad han skulle gøre? "Jo", svarede han, "det ved jeg godt, men jeg kan ikke finde en sten, der er stor nok!"

Han stod der en tid endnu. Fandt en sten. Lagde den. Gik. Han nåede at sende et stille smil. Ikke mere snak den dag.

Gad dog vide, hvad han tænkte på? Tænkte han på samfundets evige messen om, at han jo har alle muligheder og derfor bare kan vælge? Eller stod han der med al den "moral", som vi skriver på t-shirts’ene: Shine! Never look back. Stay Wild!

Måske lader han bare "de voksnes" opmuntrende analyse gå henover sig: Aldrig har de unge været så skamløse, så egoistiske, så kriminelle, så dovne, så historieløse og uden fornemmelse for pligt.

Jeg vil vove at påstå, at det kan føles som en befrielse og en skøn opgave altid at være på vej.

Peter Skov-Jakobsen

Hvorfor vi siger det, aner jeg ikke. Det passer nemlig ikke, hvis vi ser på statistikkerne.

Vi taler om tilværelsen på en måde, der fremmer en følelse af utilstrækkelighed hos unge. Vores "venlige" påbud fremmer en følelse af, at her i tilværelsen har enhver alle muligheder. Man kan blive helt outstanding, hvis bare man følger påbuddene.

Alle, der kommer ind i klasseværelset, kommer med et 12-tal. Ender man på et firetal, er det kun, fordi man ikke fulgte påbuddene.

Vi, der er forældre nu (og på vej som bedsteforældre) er kommet til at skabe en stemning, som får unge til at føle sig aldeles utilstrækkelige.

Vi ved, at de er bange for fremtiden. Nogle tør ikke tage et valg, for hvad nu hvis det er forkert? De tænker på klimaet, frygter krigene, og over dem hænger denne frygtelige følelse af utilstrækkelighed.

Vi skal tilstræbe at være ambitiøse på vores unges vegne, men jeg håber, at vi i fremtiden tør se mere nuanceret på tilværelsen og huske på, at vi ikke bare skal tilfredsstille Danmarks Statistik eller bestemte politiske ambitioner om effektivitet og læreplaner.

Måske handler unges usikkerhed også om den barndom og det livsgrundlag, vi byder dem?

Jeg tror hele tiden, vi er nødt til at medtænke i vores politiske debatter, at børn har brug for deres forældre og tid sammen med dem. At de får en basis af tryghed med hjemmefra. At de får rødder og livsglad dannelse med sig, der gør, at de altid står åbent over for det uoverkommelige liv.

Lige meget, hvad de giver sig i kast med; lige meget, hvilken uddannelse eller hvilket erhverv de vælger, vil der melde sig en naturlig fornemmelse af, at de er gået i gang med det uoverkommelige og føler sig utilstrækkelige.

Jeg vil vove at påstå, at det kan føles som en befrielse og en skøn opgave altid at være på vej; men man skal vide, at man altid allerede er elsket (Peter Bastian).

Vi taler om tilværelsen på en måde, der fremmer en følelse af utilstrækkelighed hos unge. 

Peter Skov-Jakobsen

I familien, i skolen, i løbet af uddannelsen er livsmestring den allervigtigste læring. For det hører til at være menneske, at man kan blive overrumplet af ondt humør, dårlige oplevelser, måske ligefrem ondskab. Men der er ikke nogen, der skal give indtryk af, at det har du selv valgt, eller, hvis du havde valgt anderledes, ville du ikke være endt i den situation.

Vores børn og unge står med kæmpe udfordringer med hensyn til klima, verdensøkonomi, flygtningekriser. De har ikke brug for, at vi efterlader dem med tanken om, at hele misèren skyldes mangler hos dem.

De har snarere brug for, at vi giver dem en følelse af, at ja, verden er uoverkommelig, men vi har mod og håb på tilværelsen, og der er smerte, uvished og savn. Det skyldes ikke deres forkerte valg. Det er nu bare sådan, det er, hvis man ellers tør leve med håb i den uoverkommelige tilværelse.

Og hvis vi som forældre eller bedsteforældre hævder noget andet, så smil overbærende til os med et skarpt blik, der får os til at lede efter sandheden, for der er vist noget, vi enten har fortegnet eller glemt!

(Jeg anbefaler varmt at læse: Christian Hjortkjær: De utilstrækkelige. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge)

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion