V-profiler efter landsmøde: Ellemann sender hele blå blok i graven, hvis han siger ja til at æde skovsnegle i Mettes hule

Venstre ved du, hvor du har. Sådan lyder et gammelt partislogan – og sådan skulle det også gerne være. Men efter Jakob Ellemanns tale til Venstres landsmøde i Herning i weekenden, kan man godt blive en smule i tvivl.

For vi har ærligt talt svært ved at se, hvordan man både kan slå sig op på at være et borgerligt liberalt parti, der ikke stoler på Mette Frederiksen, mens man fra den absolutte top i Venstre alligevel sender lange blikke efter ministerbiler i en regering ledet af selv samme skikkelse.

Venstre fik ikke noget godt valg. At påstå andet vil simpelthen være en fornægtelse af den vælgerflugt, vi så ved folketingsvalget 1. november.

Det gjorde ondt, men var også forventeligt efter en valgkamp præget af manglende samling i den blå familie, nye partier med tidligere Venstre-folk i spidsen og usikkerhed omkring vores politik.

Hvordan skal vi kunne forklare vores vælgere, at vi har begået et løftebrud af så grov karakter?

Camilla Søe (V) og Cille Hald Egholm (V)
Hhv. partimedlem og medlem af Borgerrepræsentationen i København

Flere vælgere har givet udtryk for, at de ikke vidste, hvad de fik i det borgerlige projekt. Det forstår vi godt. Den blå opposition kan vist bedre defineres som en slags dysfunktionel familie, der ikke engang kan blive enige om, hvem der skal lægge hus til juleaften – hvis man da overhovedet vil være sammen juleaften.

At tro på, at man kan vinde de mange tabte vælgere hjem igen ved at gå i regering med Socialdemokratiet er i bedste fald en fejl, der giver samme halvlunkne valgresultat igen om fire år. I værste fald vil det være at sende den samlede blå blok og Venstres troværdighed i graven.

For hvordan skal vi kunne forklare vores vælgere, at vi har begået et løftebrud af så grov karakter?

Vi forstår godt dem, der siger, at det borgerlige projekt er dødsdømt, og at man skal overveje at kigge andre steder hen. Der er mange vælgere, som har stemt på partier, der har talt for en regering over midten, og Socialdemokratiets bejlen til Venstre er da heller ikke til at tage fejl af.

Der er brug for en reformparat regering, for hvis ikke vi får lavet reformer, der øger arbejdsudbuddet, styrker økonomien og fremtidssikrer vores sundhedsvæsen, beskæftigelsessystem og forsvar, så ser det skidt ud for vores lille land. Det er tydeligt for enhver.

Selvfølgelig lytter Jakob Ellemann til de forslag, som den fungerende regering tager med ind til bordet. Hvad nu hvis, Mette Frederiksen rent faktisk mener, at hun gerne vil gennemføre reformer, som er borgerligt-liberale og økonomisk ansvarlige?

Indflydelse på de politiske aftaler, forlig og reformer er ikke betinget af, at man er minister

Camilla Søe (V) og Cille Hald Egholm (V)
Hhv. partimedlem og medlem af Borgerrepræsentationen i København

Vi må dog bare konstatere, at Mette Frederiksen ikke just har vist sig som en, man kan stole på.

De seneste tre år med den socialdemokratiske et-partiregering har båret præg af en enorm magtcentralisering i Statsministeriet, en øget politisering af embedsværket, flere skandaler, grundlovsbrud og lukkethed om sig selv.

Dertil har der så også været alt det politiske: tvangsfordeling af gymnasieelever, et øget skattetryk, der gør, at vi nu har det højeste i verden, økonomisk uansvarlighed og dårligere forhold for de danske virksomheder. Det i sig selv bør være grund nok til, at vi selvfølgelig ikke kan gå i regering med Socialdemokratiet. Der er for mange ting, der skiller os ad.

Indflydelse på de politiske aftaler, forlig og reformer, som skal falde på plads i løbet af den kommende periode, er ikke betinget af, at man er minister. Man kan sagtens opnå indflydelse i en blå og konstruktiv opposition.

Mette Frederiksen vil være nødt til at søge brede aftaler, hvor Venstre er fint i stand til at trække hende i en borgerlig retning. Særligt med tanke på, at hun blev genvalgt på et så smalt rødt flertal, at kun én enkelt skal skifte side for at vælte læsset.

Går vi i regering med Socialdemokratiet, skal vi også stå på mål for de beslutninger dets ministre træffer, som vi ikke kan se os selv i. Står vi udenfor – men som ansvarlig oppositionsleder – kan vi få indflydelse og trække Danmark i den rigtige retning, uden at skulle æde de mange skovsnegle, som der er i Mettes hule.