Valgkampen har ingen retning – her er tre grunde

Vi har glemt, hvordan man skændes

En forklaring kan være, at de mere end tre år med SVM-regeringen simpelthen har udvisket de politiske forskelle.

Den borgerlige tænker og forfatter Christian Egander Skov mener i hvert fald, at det er ”ånden fra Marienborg”, der hjemsøger ”nå-valget”, som han kalder det:

”Selvom midterregeringen er væk, suger den stadig energien ud af dansk politik. Vi har glemt, hvordan vi skal skændes, og at der helst skal være noget at vælge mellem,” skriver Egander Skov.

Kan vælgerne ikke se forskel på politikken, forstår man jo udmærket, at debatten hurtigt mister energien og bevæger sig videre i håbet om en nærende konflikt.  

Jeppe Højberg Sørensen
Debatredaktør

Med andre ord har SVM-regeringen arbejdet så tæt sammen i tre og et halvt år, at partiernes politik under valgkampen også er blevet kogt på samme fond.

En analyse, der konkret har lydt i forbindelse med partiernes folkeskoleudspil og pensionsudspil - blandt andre af Altingets egen chefredaktør, Jakob Nielsen, som i et afsnit af podcasten #dkpol sagde:

”Her kommer der et pensionsudspil fra Socialdemokraterne og et andet fra Moderaterne. Og igen, havde man byttet rundt på de to udspil, havde det været omtrent lige så godt.”

Kan vælgerne ikke se forskel på politikken, forstår man jo udmærket, at debatten hurtigt mister energien og bevæger sig videre i håbet om en nærende konflikt.

3F’s forbundsformand, Henning Overgaard, mener dog, at hans medlemmer godt kan finde forskellene i S og M’s pensionsforslag, men tilbage står, at det bestemt ikke er blevet et pensionsvalg.

Kampagnemaskinernes tøffen

Det har været en valgkamp med meget få forskydninger i meningsmålingerne, hvilket kun bestyrker det fragmentariske indtryk.

Mest iøjnefaldende er det nok, at særligt Socialdemokratiet og Venstre ikke har formået at sætte scenen under forestillingen. Det lykkedes S i første uge, hvor de red på ryggen af udspillet om lilleskolen og formueskatten, men derefter tabte partiet pusten.

At netop Venstre og Socialdemokratiets kampagnemaskiner ikke har virket under valgkampen, som min kollega Erik Holstein skriver om i denne anbefalelsesværdige analyse, kan altså ses som en anden forklaring på valgkampens flygtighed.

De store partier kommer ikke længere bare tromlende gennem det politiske landskab og overdøver alle andre. Valgkampen anno 2026 bliver dermed endnu et søm i de store folkepartiers kiste.

Og nu hvor vi er ved kommunikationen, så dyk ned i det her indlæg, hvor rådgiver Eva Svavars skriver, at partierne begår den samme fejl hver eneste gang, de har fundet på et fedt slogan.

De prøver nemlig i al hast at finde på endnu et.  

Blå bloks manglende positive vision

I kølvandet på statsministerduellen mellem Troels Lund Poulsen (V) og Mette Frederiksen (S) søndag aften på DR efterspurgte Weekendavisens journalist Hans Mortensen, at Alex Vanopslag (LA) havde sluttet sig til debatten.

Ifølge Mortensen ”er Vanopslagh den blå partileder, der bedst formår at tegne en fremtidsvision, der handler om mere, end at Mette Frederiksen ikke skal være statsminister, eller at man godt kunne tænke sig, at Danmark så ud, som det gjorde engang.”

Vanopslagh har haft andet end blåt politisk stof at se til i den forgangne uge, og Mortensen er da heller ikke den eneste, der savner et positivt blåt projekt.

Det gør vores velskrivende kommentarskribent på Altinget Peter Bitsch Hjortshøj også, og han giver samtidig sit bud på en blå fortælling, der kan slå Socialdemokratiet.

Ifølge Bitsch Hjortshøj skal de blå partier nemlig forfølge forslag, ”der melder dem ind i kampen for at genskabe samfundets bærende søjler som familien, foreningslivet og ikke mindst den danske forsvarsevne.”

Måske det er den slags rodfæstede dagsordener, der kunne have modvirket den hvirvlende valgkamp.

Hold på hat og briller i valgkampens sidste dage.