Vi har reelt sænket den kriminelle lavalder til ti år

I snart tre år har Danmark haft et såkaldt Ungdomskriminalitetsnævn.

Det skal sikre, at børn og unge oplever en mærkbar og hurtig konsekvens, når de begår kriminalitet, men uden at de ryger i fængsler fyldt med hærdede kriminelle.

Det er selvfølgelig vigtigt, at samfundet skrider tidligt ind, så børn og unge ikke ender i en kriminel løbebane. Men er Ungdomskriminalitetsnævnets sammenblanding af strafferetlige og sociale indsatser den rigtige løsning?

Ungdomskriminalitetsnævnet, der består af en dommer, en politiansat og en kommunalt ansat, kan træffe afgørelser over for børn på ti til 14 år, der er mistænkt for alvorlig kriminalitet, og unge på 15 til 17 år, der er dømt for alvorlig kriminalitet.

Afgørelserne kan spænde fra alt mellem at blive sat til at vaske brandbiler, over udgangsforbud efter et vist klokkeslæt til tvangsfjernelse fra hjemmet.

Justitsministeriet mener ikke, at nævnets sagsbehandling kan anses for at være en "strafferetlig proces", og derfor behøver processen ikke at leve op til menneskerettighedskonventionens retssikkerhedsgarantier. Men meget tyder alligevel på, at man med Ungdomskriminalitetsnævnet reelt har sænket den kriminelle lavalder til ti år.

Selvom barnet eller den unge ikke har ret til bevisførelse eller ubetinget ret til advokatbistand, så minder processen på flere måder om en straffesag; møderne foregår i lokaler hos byretten, og to af Ungdomskriminalitetsnævnets tre medlemmer er personer, som man normalt forbinder med strafferetssystemet (politi og domstole).

Desuden træffer nævnet afgørelser om reaktioner i umiddelbar forlængelse af et kriminelt eller et formodet kriminelt forhold, og nogle af reaktionerne minder til forveksling om straf, for eksempel samfundstjeneste.

Særligt problematisk er retssikkerheden for de ti- til 14-årige, som alene bliver henvist til nævnet på politiets mistanke om alvorlig kriminalitet

Birgitte Arent Eiriksson
Kommentarskribent

Særligt problematisk er retssikkerheden for de ti- til 14-årige, som alene bliver henvist til nævnet på politiets mistanke om alvorlig kriminalitet.

Nævnet skal officielt ikke tage stilling til barnets skyld, men kan efter en "helhedsvurdering" alligevel fastsætte reaktioner. Også selvom barnet eller den unge nægter sig skyldig.

Nævnet kan også træffe afgørelse om andre vidtgående konsekvenser som for eksempel tvangsanbringelse. Denne beslutning træffes normalt af kommunens børne- og ungeudvalg, der består af en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalpolitikere, der alle har stemmeret.

Men når Ungdomskriminalitetsnævnet skal tage stilling til tvangsanbringelse, skal det blot bistås af en børnesagkyndig uden stemmeret.

Samtidig er der begrænset tid til at fortage den ungefaglige undersøgelse, som skal danne grundlag for nævnets beslutning, da der i disse tilfælde er fastsat meget kortere frister for sagsbehandlingen.

Dette er ikke betryggende henset til, at tvangsanbringelser er en af de mest indgribende afgørelser, som kan træffes over for forældre og børn.

Den første af de i alt seks evalueringer, som blev aftalt i den politiske aftale bag Ungdomskriminalitetsnævnet, udkom i maj 2021. Den giver på flere punkter anledning til yderligere bekymringer.

For eksempel har over en tredjedel af de adspurgte dommere og halvdelen af de politiansatte nævnsmedlemmer oplyst, at de mangler socialretlig indsigt og viden om at indgå i dialog med børn.

Evalueringen har for nylig givet regeringen anledning til at foreslå, at nævnet skal have mulighed for at pålægge flere børn og unge at gøre en forvoldt skade – for eksempel hærværk – god igen, fordi nævnet indtil videre kun har truffet ganske få af disse afgørelser.

Det er dog noget tidligt at udvide nævnets muligheder for at pålægge børn og unge konsekvenser, når den præventive effekt af nævnets afgørelser endnu ikke er undersøgt, og der fortsat kan sættes alvorlige spørgsmålstegn ved, hvilke retsgarantier der bør gælde for processen i Ungdomskriminalitetsnævnet.