Virkeligheden indhenter den yderste højrefløj, så snart de kan dufte magten

‘flygtninge & indvandrere’ fyldte 20 procent af dagsordenen i 2019, mens det i 2022 var helt nede på fem procent. Det betød, at partierne på højrefløjen alle sammen talte mere om sundhed og ældrepleje, end de gjorde om flygtninge og indvandrere.

Kun Pernille Vermund fra Nye Borgerlige blev citeret mere i forbindelse med emnet 'flygtninge og indvandrere' end emnet 'sundhed'. Men til trods for på daværende tidspunkt at have været Danmarks tredjestørste parti, baseret på antal medlemmer, fik partiet skuffende 3,7 procent af stemmerne.

Partiets force – udlændingepolitik – blev partiets akilleshæl. De havde slået sig så hårdt op på ét politisk område, at de blev ude af stand til at sadle om og dermed overflødige, da verden forandrede sig. Og verden forandrer sig.

Det samme gjorde sig gældende for Dansk Folkeparti, der kun lige kom over spærregrænsen ved seneste folketingsvalg. Der var simpelthen ikke plads til dem under pandemien, hvor emnet ‘flygtninge & indvandrere’ næsten forsvandt fra dagsordenen.

Evnen til at være mere end udlændingepolitiske partier blev da også udstillet, da Socialdemokratiet strammede gevaldigt på området

Nima Zamani

Her blev det næsten pinligt desperat for den mere redelige indvandringskritiker, da blandt andre Pia Kjærsgaard forsøgte sig med at give muslimerne skylden for smitteudbredelsen. Dermed ikke sagt, at det udelukkende var disse samfundsændringer, der var årsagen til partiets nedgang.

Møgsager samt stiftelsen af Danmarks Demokraterne gjorde dem yderligere udsatte og overflødige. Men der er immervæk og unægteligt tale om en tendens, hvor troen på disse partiers formåen aftager, når håndteringen af andre mere presserende spørgsmål end spørgsmålet om flygtninge og indvandrere opstår.

Deres evne til at vise sig at være mere end udlændingepolitiske partier blev da også udstillet, da Socialdemokratiet strammede gevaldigt på området. De blev endnu engang overflødiggjort uden at have et politisk modtræk – herunder et andet ligeledes vigtigt politisk område at slå sig op på. 

Dernæst kommer Mette Thiesen og Mikkel Bjørns nylige skifte fra Nye Borgerlige til Dansk Folkeparti. Her bekræfter disse politikere og partier, at de ikke engang opfatter sig selv som værende garanter for andet end spørgsmålet om flygtninge og indvandrere.

Udover en nærliggende mistanke om at være levebrødspolitikere, er det jo desværre næsten grinagtigt, hvor lidt seriøst Bjørn og Thiesen tager sig selv som politikere, når de, så snart det ikke går godt i deres parti, skifter fra et ultra økonomisk liberalt parti til et økonomisk socialistisk parti.

Og lad os da bare være ærlige, man stemmer ej heller hverken på Thiesen eller Bjørn, fordi de har en økonomisk plan eller sågar bare en idé for Danmark.

Amatørismen gør sig selvsagt også gældende hos dele af Danmarks Demokraterne, eftersom flere DF'ere er skiftet dertil, men partiet er stadigt nyt, og i første omgang lurede en mere professionel Inger Støjberg, hvad Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke evnede ved seneste folketingsvalg.

Her var hun skarpsindig nok til at sadle om til 'Jylland versus de fine saloner i København', fordi hun havde opfanget, at debat-klimaet op til valget ikke kredsede sig om flygtninge og indvandrere.

Konkluderende betyder det altså, at såfremt man ligesom jeg – og i øvrigt langt størstedelen af den danske befolkning – står omkring den politiske midte, og således ikke ønsker magt til den ydre højrefløj, ja, så kan man tage det forholdsvist roligt.

Dét kan man, grundet denne fløjs små-amatørisme, herunder begrænsninger inden for de fleste politiske områder. Dette afstedkommer typisk, at disse partier groft sagt afvikler sig selv, når de kan dufte magten.