Virksomheder: Vi bliver ladt i stikken, når klimasyndere slipper for CO2-skat

Af Lars van Hauen, Rasmus Lildholdt Kjær, Henrik Pranov og Christian Niepoort
Hhv. innovationsdirektør E.ON, adm. direktør i Better Energy, adm. direktør i Heliac og adm. direktør i SustainSolutions

”Det er en professorattænkning.”

Sådan lød modtagelsen fra DI’s direktør, Lars Sandahl Sørensen, da en række af Danmarks bedste økonomer for nylig fremlagde et bud på en grøn afgiftsreform. ”Det chokerer mig, at så kloge mennesker kan komme med den slags forslag,” forklarede Sørensen.

Afgiftsreformen går i sin essens ud på at øge beskatningen på CO2-udledning og bruge de øgede skatteindtægter til at sænke energiafgifterne og indføre et bundfradrag på 80 procent af virksomhedernes historiske udledning. På den måde tages der hensyn til danske virksomheders konkurrenceevne og dermed lækageproblematikken.

Ud over det principielt fornuftige i at afgiftspålægge CO2-udledninger, så medfører afgiftsreformen to vigtige effekter. For det første tilskynder reformen til energibesparelser og investeringer i omkostningsminimerende grøn teknologi, og for det andet tilskyndes et ændret forbrugsmønster, da reformen primært ændrer på det relative forhold mellem sorte produkter og grønne produkter.

Skæve afgifter giver skæve resultater
Skal vi have en realistisk chance for at nå de klimamål, vi har sat for os selv, er der grundlæggende to måder at gå til udfordringen. Vi kan vælge at håndhæve forureneren-betaler-princippet og beskatte drivhusgasser, eller vi kan vælge mere planøkonomiske redskaber som tidskrævende tilskudsordninger og komplicerede særregler.

Hvis vi blev bedre til at håndhæve forureneren-betaler-princippet, ville vi kunne åbne sluserne for ny innovation og grøn teknologiudvikling og måske skabe grobunden for nye hæderkronede danske virksomheder.

Som kommercielle aktører er vi ikke i tvivl om, hvad der er mest effektivt. Blev vi bedre til at håndhæve forureneren-betaler-princippet, ville markedet klare en stor del af den grønne omstilling helt af sig selv.

Problemet er, at vi er dårlige til at håndhæve princippet. Både i Europa og i Danmark. Herhjemme yder vi ikke direkte statsstøtte til fossil energi, men vi yder i vid udstrækning indirekte støtte til fossil energi ved at undlade at håndhæve forureneren-betaler-princippet. Ifølge OECD har Danmark eksempelvis givet diesel en indirekte statsstøtte på 42 milliarder kroner det seneste årti. Logikken er, at tilskud og lempelige afgifter er to sider af samme mønt fra statskassens perspektiv.

Måske af samme grund er det særligt transportområdet, der står til at opleve de største ændringer med den foreslåede grønne afgiftsreform, som økonomerne Peter Birch Sørensen, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og Jørgen Søndergaard står bag. Den nuværende CO2-afgift på diesel er på 45 øre per liter. Den foreslår økonomerne gradvist hævet til 2,2 kroner per liter, hvilket er reformens mest vidtgående ændring. Til sammenligning har Klimarådet netop foreslået at hæve dieselprisen op til 4-5 kroner per liter.

I det omfang man ønsker en afgiftsstruktur, der også afspejler de fossile energikilders skadevirkninger, er det ikke nogen dårlig ide at øge afgiften på dem.

Danmark er et biomasseland
Et eksempel på, hvor stor effekt afgiftsstrukturen har på den grønne omstilling, er varmeområdet. Biomasse er i dag afgiftsfritaget, hvilket har haft den gavnlige effekt, at kul mange steder er blevet erstattet af biomasse. Afgiftsfritagelsen har dog også medført en eksplosion i importen af udenlandsk biomasse, og resultatet er, at vi i dag får dobbelt så meget energi fra biomasse end fra vindmøller.

Afgiftsfritagelsen har gjort biomasse betydeligt mere attraktiv end andre alternativer, for eksempel varmepumper, overskudsvarme og geotermi. Af samme årsag har Klimarådet tidligere påpeget, at biomassens afgiftsfritagelse ikke kan begrundes i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Uforløst potentiale
OECD undersøgte for nogle år tilbage effekten på landes konkurrenceevne, når strenge miljøkrav bliver indført. Dengang forklarede OECD’s cheføkonom Catherine L. Mann, at "regeringer bør stoppe med at arbejde ud fra en præmis om at hårdere miljøkrav vil skade deres eksportandel og fokusere på den konkurrencemæssige fordel, de kan få fra innovation". Den pointe er lige så relevant i dag.

Faktisk har miljøkrav været en medvirkende årsag til etableringen af hjemmemarkeder for Vestas, Grundfos, Velux og mange andre hæderkronede danske virksomheder. Virksomheder, der efterfølgende har opnået en førerposition på et voksende verdensmarked for grønne produkter.

Lige under overfladen befinder sig i dag en lang række af grønne iværksættere og virksomheder med klimavenlige produkter, der også venter på at ramme markedet. Hvis vi blev bedre til at håndhæve forureneren-betaler-princippet, ville vi kunne åbne sluserne for ny innovation og grøn teknologiudvikling og måske skabe grobunden for nye hæderkronede danske virksomheder.