Borgmester efterspørger national klimasikring: Borgernes hjem står for skud

Med kig til vandet. Gåafstand til stranden. Eller panoramaudsigt over fjorden.

Sådan har man i mange år præsenteret herlighedsværdien ved at bo ved vandet. Ikke mindst i ejendomsmarkedets boligannoncer, hvor billeder af havudsigt, havn eller strand længe har været garanti for et godt salg til en pris, der er omvendt proportional med antallet af meter til vandkanten. Men sådan bliver det næppe ved.

For vores klima forandrer sig, og selvom vi i de danske landområder ofte kan prale af en fantastisk kyst, kan selvsamme vandlinje også true med at rive gulvtæppet væk under os alle og koste både kommune og boligejere dyrt.

Selv en mindre stormflod kan let give alvorlige skader, klimasikring er ofte en kompliceret affære, og skulle man få lyst til at sælge – og nogen vil købe – er det langt fra sikkert, at banker og finansieringsselskaber har lyst til at lege med.

Rammer skævt

På Lolland er, ikke mindst Nakskov by, i fare for at blive ramt.

Allerede i 2011 blev Nakskov udpeget af EU som et af 13 risikoområder i landet. Formentlig er Nakskov den by i Danmark, der har den største akutte risiko for at blive oversvømmet.

I både 2017 og 2018 var det tæt på – så vi ved, at det haster – men en optimal stormflodssikring koster op mod 200 millioner kroner, og som det er nu, er der kun kommune og boligejere til at betale.

Det er en voldsom udgift, der rammer skævt og som gør det noget nær umuligt at nå i mål. Ikke bare hos os, men også på landsplan. Der er derfor behov for at se på problemet i et større og nationalt perspektiv.

Det bør være et fælles ansvar at sikre vores land og de danske kyster mod verdenssamfundets klimaforandringer. Ikke en lokal opgave alene.

Vi har derfor brug for at nytænke den samlede indsats og vurdere, hvordan vi som samfund og i fællesskab kan tilrettelægge, understøtte og især finansiere en effektiv klimasikring i de danske risikoområder generelt.

Høj pris

Et andet perspektiv, der bør ses på, er vores retningslinjer for at bygge nyt.

For i København og en række andre større danske byer er et væld af store lejlighedskomplekser og nye kontorpalæer i de seneste år lystigt skudt op på kanten af det lokale havnebassin med noget nær fri adgang til fodbad fra den nærmeste kontorstol. Ikke just det bedste valg. Eller det klogeste.

Vi ved, at det let kan få store konsekvenser, når man bygger på grunde, som man ikke bør bygge på, og den ihærdige byggelyst i vandkanten kan på sigt komme til at koste det danske samfund dyrt.

Den form for armbevægelser har man måske plads til andre steder. Især hvis det primært går ud over kontorbygninger, hvor de ansatte har en tør bolig at vende hjem til. Men i en by som Nakskov er det hverken kontorer eller sommerhuse, som vil stå for skud, men borgernes hjem.

De har ikke et andet sted at køre hen, og man er derfor nødt til at se problemet i en større kontekst – en oversvømmelse af Nakskov vil ikke blot få store økonomiske konsekvenser, det vil også koste på den menneskelige konto.

En pris, der kan være særdeles høj – og et samfundsmæssigt perspektiv, der i øjeblikket hverken er fokus på eller mulighed for at værdiansætte.