Lolland-borgmester: Vi mangler redskaber i kampen mod private bolighajer

Af Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

De store almennyttige boligområder trænger til et løft, ingen tvivl om det. Jeg under derfor områderne den opmærksomhed, som de får i disse måneder.

Jeg under dem til gengæld ikke hele pakken af tiltag, som foreslås i den såkaldte indsats mod parallelsamfund. Jeg under bestemt heller ikke boligområderne den stigmatiserende ghetto-betegnelse, som graver flere grøfter, end den løser problemer.

Og så venter jeg stadig på en indsats udenfor de 57 bebyggelser, der betegnes som udsatte boligområder, og som er i fokus i den aktuelle plan. Faktum er jo, som jeg tidligere har skrevet, at desværre kan man jo komme i social ulykke overalt i landet og ikke kun i Vollsmose eller Gellerupparken.

Hvad med dem, der bor i faldefærdige rønner i provinskommuner som Lolland? Det er ofte faldefærdige og sundhedsskadelige ejerboliger, som for længst burde være revet ned, men som i stedet er opkøbt og udlejet af ejere.

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Tvunget til at sige ja til hvad som helst
Hvad med dem, der bor i almene boliger, hvor udfordringerne er de samme som i de 57 områder, men hvor boligforeningen ikke er stor nok til at falde ind under definitionen?

Hvad med dem, der bor i faldefærdige rønner i provinskommuner som Lolland? Det er ofte faldefærdige og sundhedsskadelige ejerboliger, som for længst burde være revet ned, men som i stedet er opkøbt og udlejet af ejere. Ejere, som lukrerer på, at mange mennesker er i en så desperat boligsituation, at de er tvunget til at sige ja til hvad som helst, bare det er billigt.

I dag har vi i kommunerne ganske enkelt ikke de nødvendige værktøjer, der skal til for at dæmme op for på den ene side nogle private boligejeres kynisme og på den anden side desperationen hos de borgere, der skal have et sted at bo.

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester i Lolland Kommune

Pr. 26. oktober havde vi i Lolland Kommune noteret mere end 250 sådanne lejemål, som er ejet af personer eller selskaber, som vi kender fra tidligere sager. Et løft til de almene boliger er tiltrængt, men det er en stakket frist, hvis du blot skubber de mest udsatte herfra ud i kløerne på udlejere af private boliger, der kan slippe afsted med at leje hvad som helst ud.

Boligsocial indsats skal længere ud
Vi taler om boliger med ulovlige elinstallationer, skimmelsvamp og hul i taget. Boliger, der på alle måder uegnede som menneskeboliger. For at tage et konkret eksempel, så besøgte jeg sammen med formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen tilbage i maj en bolig her på Lolland.

Det var en bolig, som Lolland Kommune havde købt på tvangsauktion for at rive ned, men hvor der indtil kort tid forinden havde boet en mor med to børn. Lugten af urin og mug hang tungt i stuen, hvor tapetet hang i laser, og den ene væg var ved at smuldre.

I køkkenet havde der formentlig været en stald til dyr, og ovenpå var badeværelset undermineret af skidt. Der var store bunker støv alle vegne, og flere steder var gulvet beskadiget af vand. En boligsocial indsats i den almene boligsektor er helt berettiget, men det vil ikke have den store effekt, hvis vi ikke følger det op af med en indsats udenfor de 57 boligområder.

Kommuner mangler værktøjer
Sandheden i dag er, at du i virkeligheden er bedre stillet som beboer i selv de mest udsatte, men regulerede, almene boligområder, end du er som lejer i udtjente aftægtsboliger på et privat boligmarked, som er det rene vilde vesten.

I dag har vi i kommunerne ganske enkelt ikke de nødvendige værktøjer, der skal til for at dæmme op for på den ene side nogle private boligejeres kynisme og på den anden side desperationen hos de borgere, der skal have et sted at bo. Derfor har vi også fra Lolland Kommunes side stillet forslag om, at vi som kommuner kan kræve at skulle syne og godkende professionelle udlejeres lejemål i henhold til reglerne i byfornyelsesloven, inden der kan ske lovlig udlejning.

Det forslag er et urimeligt indgreb i boligejernes rettigheder, vil nogle måske sige. Måske nok, men sådan siger kun dem, der bor trygt og godt, vil jeg sige. Alle har ret til en ordentlig bolig, og vi har som samfund et særligt ansvar for at holde hånden under de medborgere, som har mest brug for det.