Afhøringerne er færdige: Her er fire punkter, der afgør Støjbergs skæbne i Rigsretten

De sidste vidner er afhørt, og de sidste beviser fremlagt i rigsretssagen mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Næste skridt er, at anklagerne og forsvarerne over flere dage skal procedere i Rigsretten, inden de 26 dommere skal finde frem til en afgørelse. Proceduren starter mandag den 22. november.

Altinget giver dig her en oversigt over fire af de temaer i sagen, som kan få betydning for, om Inger Støjberg ender med at blive dømt eller frifundet.

Ministernotatet 

Forsvaret lægger stor vægt på, at Inger Støjberg den 9. februar 2016 godkendte et ministernotat, der gav plads til undtagelser – modsat pressemeddelelsen.

Forsvaret og Støjberg henviser til, at ministernotatet er et afgørende juridisk dokument, som viser, at Inger Støjberg aldrig havde intention om at bryde loven.

Anklagerne vil derimod henholde sig til, at notatet mistede sin betydning på grund af Inger Støjbergs udtrykte ønsker til en undtagelsesfri ordning. Anklagerne hænger deres hat på, at en stribe embedsmænd i Rigsretten har forklaret, at notatet for dem hurtigt var “dødt og borte”, og at de “ingen erindring” havde om notatet. Omvendt har eksempelvis den tidligere departementschef Uffe Toudal bakket Inger Støjberg op og udtalt, at ministernotatet spillede “en meget klar rolle for mig”. 

Selv forklarede Inger Støjberg i Rigsretten, at hun ikke nævnte ministernotatet udadtil, fordi det ville svække hendes overordnede politiske budskab om at få adskilt asylparrene. Og de undtagelser, der kunne blive tale om, anså hun på det tidspunkt ”nærmest som hypotetiske”. 

Instrukskommissionen fejede ministernotatet af bordet og tillagde det ingen betydning. Men i en rigsret stilles der anderledes beviskrav. Spørgsmålet er, om det kan bevises, at Inger Støjberg blot godkendte notatet på skrømt, eller om det lige så godt kan være embedsmændene, der har overfortolket en minister, der – om end modstræbende – havde accepteret undtagelser. 

Pressemeddelelsen

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en undtagelsesfri pressemeddelelse, og i Rigsretten er det godtgjort, at det var Inger Støjberg, der pressede embedsværket til at fjerne et forbehold, der åbnede for mulige undtagelser.

Men kan en pressemeddelelse være en instruks?

Det mener anklagerne, og det styrker deres sag, at essensen i pressemeddelelsen senere blev gentaget i et formelt svar ved et samråd i Folketinget.

Inger Støjberg har heller ikke været udpræget klar i sin sondring mellem formelle notater i ministeriet og meddelelser til offentligheden som Facebook-opslag og pressemeddelelser. Således fremstillede hun under afhøringen i Rigsretten et Facebook-opslag, som noget der også var en besked til embedsværket. Det bakkede hun en smule på senere, men forsvaret har haft svært ved at tilbagevise, at såvel pressemeddelelse som Facebook-opslag er blevet set som instrukser af store dele af embedsværket.

En omstridt telefonsamtale

Den 10. februar 2016 fandt en central telefonsamtale sted mellem afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen og tidligere vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum.

Instrukskommissionen lagde til grund, at denne telefonsamtale udgjorde en del af den klart ulovlige instruks til Udlændingestyrelsen sammen med pressemeddelelsen og fremsendelsen af denne til styrelsen.

I Rigsretten har Lene Vejrum forklaret, at afdelingschefen i røret meget tydeligt sagde, at styrelsen skulle “administrere efter pressemeddelelsen”, at “alle skal adskilles”, og at styrelsen skal “gå i gang straks”. 

Flere skriftlige spor i sagen indikerer, at Udlændingestyrelsen i dagene efter den udsendte pressemeddelelse havde en opfattelse af, at der skulle ske adskillelse i alle sager. Allerede et par timer efter pressemeddelelsen var sendt ud, skrev styrelsen for eksempel et brev til operatørerne, hvor de informerede dem om den ændrede praksis.

Men telefonsamtalen er omstridt.

I Rigsretten har Line Skytte Mørk Hansen eksempelvis forklaret, at hun var blevet bedt om at ringe op til styrelsen og sige, at “uanset hvor hårdt pressemeddelelsen var endt med at blive trukket op, så ville der være undtagelser, hvor mindreårige ikke skulle adskilles”.

Her er det ikke alene afgørende, hvem Rigsretten tror mest på. Det er også et spørgsmål, om det er Inger Støjbergs ansvar, hvis en af hendes embedsmænd har givet en ulovlig ordre til Udlændingestyrelsen.