Dansk Erhverv: Frivillige er meget mere end krymmel på velfærdslagkagen

REPLIK: Camilla Schwalbe opstiller en falsk modsætning mellem frivillige og ansatte i velfærdsinstitutioner. For selvfølgelig kan frivillige ikke erstatte fagprofessionelle, men de kan være med til at gøre velfærden bedre, skriver Rasmus Kjærhus Nørgaard fra Dansk Erhverv.

Af Rasmus Kjærhus Nørgaard
Politisk konsulent i Dansk Erhverv

Vi måtte læse Camilla Schwalbes indlæg to gange. For var vi ikke kommet ud over den diskussion, den kunstige modsætning mellem frivillige og ansatte i vores alles højt værdsatte velfærdsinstitutioner? Åbenbart ikke.

Schwalbe trækker fronterne hårdt op i sin klumme. Men hun går desværre galt i byen ved at gøre det.

Der er netop ikke tale om et nulsumsspil.  

Samspillet mellem frivillige og ansatte handler om meget mere. Det handler om dels at gøre velfærden bedre og dels at gøre værdien af den offentlige sektors velfærdsydelser brede. Både når den leveres af kommunerne og regionerne, og når det er private, der, som eksempelvis på social- og ældreområdet, leverer.

Inddragelsen af frivillige kan udvide, ikke indskrænke, velfærd. Frivillige kan meget i sig selv og har deres egen værdi.

Men civilsamfundet, og ikke mindst deres organisationer, kan mere strategisk åbne op og bygge bro – også til kommunernes ydelser og de ansatte, som vi er helt enige med Camilla Schwalbe løser en vigtig opgave.

Stjæler ikke opgaver
Samspillet gør ganske enkelt velfærden bedre og mere effektiv, ikke mindre.

Bare et eksempel, nemlig erfaringerne fra projektet "På vej", der er et offentlig-privat samarbejde mellem Københavns Kommune, Mødrehjælpen og SydhavnsCompagniet for unge mødre i Københavns Sydhavn. I projektet er en tydelig adskillelse mellem, hvornår borgeren møder Mødrehjælpen, og hvornår det er kommunen. En tilsvarende adskillelse finder man i andre projekter landet over, der bygger på et partnerskabsprincip, ikke modsætninger.

Derfor er det både ukorrekt og også en anelse arrogant, når Schwalbe gentager den gamle traver om, at de frivillige kommer og stjæler de fagprofessionelles opgaver.

En traver, som vi tidligere også har hørt fremført af Dansk Socialrådgiverforening. Bekymringen er, at frivillighed risikerer at blive en erstatning for fagprofessionelle, og at man dermed går på kompromis med fagligheden. Vrøvl.

Det er simpelthen en falsk modsætning, hvor nogle tilsyneladende har en interesse i at puste til en frygt hos borgerne for, at velfærden beskæres. Der er heller ikke belæg for denne udlægning.

Professor og centerleder for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet Bjarne Ibsen sidder med aktuel forskning på området, og han har tidligere i Altinget understreget, at ”forestillingen om, at kommunerne ønsker decideret at lade de frivillige overtage arbejdet fra offentlige ansatte, er vildt overdrevet”.

Ibsen har også andre steder manet til besindighed og udtalt, at ”hvis man går og tror, at frivillige tager arbejdet fra kommunalt ansatte, skal man nok lige tage den med ro”.

Mindre ”dem og os”
Spørger man dem, der rent faktisk arbejder sammen med de frivillige, er der stor tilfredshed.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viste, at to ud af tre kommunale institutioner samarbejder med frivillige og foreninger. Langt de fleste ledere, der er interviewet i undersøgelsen, er positivt indstillet over for samarbejdet med frivillige og foreninger. De oplever blandt andet, at samarbejdet giver faglig inspiration, større variation i institutionens tilbud og aktiviteter, ekstra ressourcer og bedre kontakt til lokalsamfund og omgivelser.

Ok, nu er debatten poppet op igen. Skal den fortsætte, så gerne på et lidt mindre ”dem og os” – og lidt mere ”vi”.

I sidste ende tror vi, det styrker velfærden, de fagprofessionelle og ikke mindst de borgere, der hele handler om.

Forrige artikel Aktører: Gennem fodbolden kan vi få skoleglade børn Aktører: Gennem fodbolden kan vi få skoleglade børn Næste artikel Kofoeds Skole: Frivillighed kan være en forudsætning for faglighed Kofoeds Skole: Frivillighed kan være en forudsætning for faglighed