Hvordan understøtter man som kommune et aktivt civilsamfund? Det spørgsmål er der efterhånden brugt adskillige konsulentkroner, workshops og temadage på at besvare. Det er dog som om, at svarene ikke vinder indpas, og spørgsmålet vender tilbage som en boomerang.

Derfor er det måske overraskende for nogen, mens det er kendt viden for andre, når jeg nu skriver, at svaret er ganske simpelt og ligetil: prioriter frivilligheden økonomisk, byg samarbejdet op på et fundament af tillid, og gør det nemt at være frivillig.

Hvordan kan man så, som kommune gøre det nemt at være frivillig? På Frivilligcentret i Odense, hvorfra mine erfaringer udspringer, har vi ud fra vores kendskab og dialog med byens frivillige sociale foreninger tilladt os at formulere fem anbefalinger.

Det er nemt at være frivillig, når:

• der er lette og lige vilkår for alle frivillige foreninger, og det er let at søge midler og finde egnede lokaler til aktiviteterne.
• man ikke mødes af unødvendigt bureaukrati og kontrol, men et tillidsbaseret samarbejde, hvor det er nemt og hurtigt at komme i dialog med relevante kommunale medarbejdere.
• det frivillige arbejde ses som en væsentlig og særegen indsats på det sociale område – en indsats, der rummer en helt særlig fleksibilitet og ligeværdighed.
• der er gode og nære muligheder for kompetenceudvikling og hjælp til synlighed og foreningsdrift.
• man i samarbejdet med det offentlige mødes med respekt og anerkendelse for, at frivilligt arbejde drives af ulønnede ildsjæle. Ildsjæle, der ofte er travlt beskæftiget med almindeligt arbejde og eksempelvis ikke nødvendigvis kan deltage på møder med kommunen indenfor almindelig arbejdstid.

Der er grundlæggende set ikke meget nyt i disse anbefalinger, men på Frivilligcentret tror vi på, at hvis man efterlever disse og de bagvedliggende værdier om tillid, respekt, lighed og anerkendelse, så er man godt på vej.

Kan man samtidig i højere grad imødekomme de frivillige foreninger med de nødvendige ressourcer, så har man et sundt fundament for de rammer, der skaber et aktivt civilsamfund.

Frivilligheden skal prioriteres – også økonomisk

Som for alle andre områder gælder det nemlig også for frivilligheden, at hvis man vil styrke et område, så skal intentionen bakkes op med økonomiske midler.

Frivillighedens aktiviteter og indsatser er dog særdeles billige for kommunerne sammenlignet med offentlige/”professionelle” løsninger. Dette belejlige økonomiske faktum udgør dog en række potentielle faldgruber.

Kommunen skal alene stå klar med tilstrækkelige økonomiske midler til at gøre deres intentioner mulige og understøtte dem i deres arbejde på en måde, der gør det nemt at være frivillig.

Jess Kahr
Leder, Frivilligcenter Odense

Økonomien må nemlig ikke være argumentet for at ville styrke civilsamfundet, men må forblive en ekstra bonus. Et aktivt civilsamfund er helt essentielt for vores velfærd. De frivillige fællesskaber udgør et finmasket sikkerhedsnet af stærke, sunde fællesskaber for de mest sårbare og udsatte mennesker.

Det er vigtigt, at kommunerne forstår, trods frivillighedens billige karakter, at det er nødvendigt at prioritere frivilligheden – også økonomisk.

Hvis man vil skabe vækst i civilsamfundet, må man være villig til at investere. Sammenlignet med andre områder er der virkelig tale om håndører i de kommunale budgetter – håndører, som vel og mærke kan gøre en kæmpe forskel for byens udsatte og sårbare borgere og spare kommunen for mange sundhedsomkostninger.

Frivillighed koster relativt set ufatteligt lidt, men giver ufatteligt meget igen – 42 milliarder kroner på landsplan for at være præcis. Det er en businesscase, hvis det er dét, man leder efter.

Civilsamfundsaktører er ikke bare billige velfærdsleverandører

En anden faldgrube er, at civilsamfundsaktører ses som billige ”leverandører”, der kan bestilles til at løse en offentlig velfærdsopgave.

Denne (seneste) tendens i tilgangen til frivillighed kan måske i enkelte tilfælde syne effektiv, funktionel, dokumenterbar og kommunikerbar, men bidrager ikke gunstigt til et aktivt mangfoldigt civilsamfund i kommunen.

Denne professionelle leverancemodel kan ikke benyttes på størstedelen af de mange små og mellemstore frivillige foreninger, der hverken kan eller vil forpligte sig kontraktmæssigt på at levere varer til/løse opgaver for kommunen. Denne tilgang skaber ulighed i frivilligheden.

De frivillige foreninger er kort og godt sat i verden for at hjælpe sine medmennesker. Det er heri energien og motivationen ligger. Kommunen skal alene stå klar med tilstrækkelige økonomiske midler til at gøre deres intentioner mulige og understøtte dem i deres arbejde på en måde, der gør det nemt at være frivillig.