Debat

Dansk Erhverv: Den digitale revolution er et kapløb om viden og kompetencer

DEBAT: Disruptionsrådet bør være startskuddet til en række reformer, der gør Danmark til det mest digitalt kompetente samfund i verden, mener Stine Pilegaard Jespersen. Hvis Danmark skal vinde kapløbet, er vi nødt til at tænke digitalisering ind i hele uddannelsessystemet.

Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Pilegaard Jespersen
Underdirektør, Dansk Erhverv

Højere faglighed i folkeskolen. Flere erhvervsuddannede. Flere ingeniører. Humanister ingen adgang. Det har i karikeret form været budskaberne i en menneskealder, når der tales om uddannelsespolitik fra erhvervslivets side.

Men når algoritmer og andre robotter overtager en mængde arbejdsfunktioner, så er der behov for et mere nuanceret syn på fremtidens kompetencer – og her har Disruptionrådet en central rolle.

Fremtidens medarbejder
Sociale kompetencer er i højsædet, når man læser både danske og internationale undersøgelser om fremtidens kompetencer. Det er stadig meget svært for en robot at aflæse kropssprog, skabe tillid og samarbejde med mennesker.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Anderledes ser det ud for både fysiske og kognitive rutineopgaver. Det betyder, at også mange opgaver med højt matematisk indhold eller juridisk research bliver overtaget af maskiner, som er langt hurtigere og mere systematiske end mennesker. Det betyder igen, at de førnævnte overskrifter skal nuanceres.

Der skal ikke herske tvivl om, at dansk erhvervsliv mangler kandidater med it-kompetencer, men både nu og i fremtiden er det afgørende, at kandidaterne ikke alene skal have dyb indsigt i teknologierne, de skal også kunne forklare deres kollegaer, hvad koderne går ud på, og hvorfor de giver sorte tal på bundlinjen.

Den digitale revolution er først og fremmest et kapløb om viden og kompetencer, der skal omsættes både i industri, serviceerhverv og offentlig sektor. Det samfund, der formår at sætte baren højest her, vil vinde i det lange løb.  

Stine Pilegaard Jespersen

Det betyder således, at det ikke er nok at sige ”send flere ingeniører”. Det skal også være anderledes ingeniører, der både kan kommunikere og samarbejde, samtidig med at de bevarer deres dybe ingeniørfaglighed.

Digitale kompetencer på alle uddannelser
Vi er nødt til at tænke digitalisering ind i hele uddannelsessystemet. Vi er overbeviste om, at det, der kaldes "21. century skills" såsom samarbejde, kritisk tænkning og kreativitet, er nøgleord for fremtidens medarbejdere og dermed vigtige pejlemærker for vores uddannelser.

På mange måder viser folkeskolereformen gode takter, hvor eksempelvis ønsket om at åbne skolen for erhvervslivet er helt rigtigt tænkt. Eleverne skal se, føle og forstå virkelighedens problemer og samarbejde om at udvikle kreative løsninger. I den anden ende af uddannelsessystemet er erhvervskandidatordningen på universiteterne en eksemplarisk måde at tænke teori og praksis sammen.

Men vi er langt fra i mål. Vi skal have digitale kompetencer ind i hele uddannelsessystemet. I Dansk Erhverv har vi foreslået, at der oprettes et kreativt it-fag i folkeskolen, og vi bakker varmt op om universitetsudvalgets forslag om, at digitale kompetencer skal indarbejdes på alle uddannelser.

Vi har behov for, at alle uddannelsesinstitutioner på alle niveauer overvejer, hvad den digitale revolution betyder for dem. Dertil har vi behov for større ambitioner på forskningsområdet så forskning i blandt andet it og digital omstilling bliver opprioriteret.

Den digitale revolution er først og fremmest et kapløb om viden og kompetencer, der skal omsættes både i industri, serviceerhverv og offentlig sektor. Det samfund, der formår at sætte baren højest her, vil vinde i det lange løb.

Disruptionsrådet bør derfor være startskud til en række reformer, der gør Danmark til det mest kompetente samfund i verden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Pilegaard Jespersen

Underdirektør, Dansk Erhverv, medlem, Beskæftigelsesrådet
cand.scient.pol. (Aarhus Universitet, 1998)

0:000:00