Debat

EL: Her brænder lokummet for etisk omgang med data

DEBAT: Vi skal have tillid til, at personlige oplysninger og privatliv bliver beskyttet, og en it-minister skal tage ansvar for, at det bliver gjort, skriver it-ordfører Eva Flyvholm (EL).

Christiansborg kan ikke følge med udviklingen. Der bør oprettes en it-minister og et it-udvalg til at tage ansvar for dataetik og -sikkerhed, mener Eva Flyvholm (EL). 
Christiansborg kan ikke følge med udviklingen. Der bør oprettes en it-minister og et it-udvalg til at tage ansvar for dataetik og -sikkerhed, mener Eva Flyvholm (EL). Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Flyvholm (EL)
IT-ordfører

Dataetik er hamrende vigtigt, fordi det handler om at beskytte vores private liv og personlige oplysninger. Og der er rum til forbedring. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at lokummet brænder på en del afgørende punkter.

For det første er der datasikkerheden hos offentlige aktører i staten og kommunerne. Vi skal kunne være trygge ved, at dybt personlige oplysninger om en svær skilsmisse eller ondsindet fodsvamp forbliver hemmelige og ikke lækker fra en database.

Men der er store problemer med datasikkerheden i landets kommuner, der er for få ressourcer til efteruddannelse af det allerede pressede personale.

Hele systemet med CPR-numre er en tikkende bombe under vores digitale identiteter. Alle ved godt, at det ikke er sikkert nok, men alligevel sker der ikke noget. Fra Enhedslistens side har vi presset på for et nyt system i årevis, men det møder modstand i ministerierne, fordi det er et stort, besværligt og dyrt projekt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Hele systemet med CPR-numre er en tikkende bombe under vores digitale identiteter.

Eva Flyvholm (EL)
IT-ordfører

Men det er totalt uansvarligt at ignorere så gabende stort et sikkerhedsproblem.

Overvågningstendenser
For det andet er der spørgsmålet om visse politikere og myndigheders store, og i mine øjne sygelige, interesse i at overvåge befolkningen og lagre og dele flere informationer om borgerne.

Arbejdet med området bliver enormt besværliggjort af, at der ikke er en ansvarlig minister eller styrelse at gå til.

Eva Flyvholm (EL)
IT-ordfører

Et af de mest krasse eksempler er forslaget om at overvåge kontanthjælpsmodtageres elforbrug for at se, om de nu også er hjemme, og der ikke snydes med midlerne. Det er så langt over grænsen for privatlivets fred, at jeg bliver helt dårlig.

Vi har også oplevet, at regeringen og Socialdemokratiet i forbindelse med den nye datasikkerhedslov, der ellers skulle forbedre området, faktisk lukkede op for, at flere myndigheder kan dele data uden at informere borgerne tilstrækkeligt.

Det skaber selvfølgelig utryghed, og det er simpelthen forkert at føre en politik, der betyder, at folk mister tilliden til vores fællesskab, der ellers burde være der for at hjælpe den enkelte borger.

Mangler ansvarlighed
For det tredje er der spørgsmålet, om Christiansborg kan følge med udviklingen og prioriterer it-politik og datasikkerhed højt nok.

Og der må jeg sige, at det er langtfra godt nok, og arbejdet med området bliver enormt besværliggjort af, at der ikke er en ansvarlig minister eller styrelse at gå til, og der ikke engang er et it-udvalg på Christiansborg.

Sager, diskussioner og it-ordførere tumler lidt forvildede rundt mellem retsudvalget, Moderniseringsstyrelsen og et par andre mere eller mindre oplagte udvalg og ministerier.

Så det vil da være et hjælpsomt redskab på vejen mod bedre beskyttelse og etisk omgang med vores data at få oprettet et it-ministerium og et udvalg i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

0:000:00