Heine Andersen: Vil Jens Oddershede afskaffe fri forskning?

Af Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Det er et vigtigt spørgsmål, som Altinget har taget op de sidste par uger: Har vi for meget eller for lidt fri forskning i Danmark?

Men debatten er desværre allerede på nippet til at blive afsporet og tabe højde.

Det sker med Jens Odderhedes indlæg fra 22. november. Her bliver læserne skolemesteragtigt ført igennem en begrebseksercits.

Fri forskning er en af grundpillerne i moderne oplyste demokratier og skal være et bolværk mod fundamentalisme og dogmatisme, hos den enkelte, i uddannelser, i kulturliv, i medier og offentligheder og i politik.

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Det viser sig, at øvelsen tilsyneladende skal aflive begrebet ”fri forskning”: Begrebet er angiveligt først dukket op med en lovændring i 2004, det er uklart, og det skaber forvirring.

Et af de rigtig hårde stød på vejen til likvidering kommer med sætningen: ”I international sammenhæng er der ikke tradition for at anvende begrebet ”independent” research, som ”fri” forskning bliver oversat med”! SIC.

Forskningsfrihed er under stærkt pres. Penge og magt har i stigende omfang fortrængt forskningens iboende styringsform, der baserer sig på konkurrence om anerkendelse for at nå de mest originale og banebrydende resultater. 

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Jeg måtte læse sætningen flere gange for at være sikker på, at det faktisk var, hvad Oddershede skrev. Men det står der.

Oddershede får talt ”fri forskning” ud af banen som et uklart begreb, der hele tiden skaber forvirring. Det er da så opløftende, at Jens Henrik Thulesen Dahl heldigvis giver langt mere positive signaler.

Afsenderen er en af de tunge
Der er grund til at dvæle lidt ved, hvem det er, der taler. Oddershede er en af de virkelig tunge drenge, helt centralt placeret i dansk universitets- og forskningspolitik gennem mange år.

Han er for tiden formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, han var indtil 2015 formand for Rektorkollegiet og er med i en imponerende række virksomhedsbestyrelser, råd og nævn.

I Anton Grau Larsens og Christoph Ellersgaards elitestudium (2015) var Oddershede nummer 16 ud af de 423 personer, der udgør landets absolutte magtelite, og man skal et godt stykke ned på listen, før man igen finder en fra et universitet.

Min pointe er er, at hans indlæg må opfattes som en eksponent for udbredte og toneangivende opfattelser i toppen af det forskningspolitiske system i Danmark. Ellers ville han med de holdninger ikke kunne have den position, han har.

Anledningen til, at debatten kommer op nu, er de årlige forhandlinger om forskningsreserven. Det er småpenge i det store billede og får langt større opmærksomhed end berettiget. Men lad det ligge. Vi skal se på det samlede billede, og det er godt at få diskuteret vilkår for fri forskning.

Fri forskning eller forskningsfrihed
Da der nu er rejst tvivl, må vi for en sikkerheds skyld finde ud af, om der overhovedet er nogen ud over formanden for Danmarks Frie Forskningsfond, Peter Munk Christiansen, der mener, at vi skal have et begreb om fri forskning, og om det har nogen historisk og international forankring.

Hvad hvis vi i stedet for ”fri forskning” siger ”forskningsfrihed”? I Universitetslovens § 2, stk. 2 står, at universitetet skal værne om forskningsfriheden. Hvis der skal være forskningsfrihed, må der vel også være fri forskning?

I Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder står i artikel 13: ”Der er frihed for kunst og videnskabelig forskning” (engelsk: ”The arts and scientific research shall be free of constraint”).

UNESCO udsendte i 1997 en rapport med detaljerede udredninger og anbefalinger om akademisk frihed. I 1986 underskrev 388 universitetsrektorer fra europæiske lande et Magna Charta Universitatum, der fastnaglede principperne for akademisk frihed. Det var i anledning af 900-års jubilæet for universitetet i Bologna. Tilslutningen nu er oppe i nærheden af 900 underskrivere.

Nogen forankring, også internationalt, har dette ”forvirrende” og ”uklare” begreb dog så alligevel, kære Oddershede.

Begrebet fri forskning tales ned
Mange i den store verden har ment, at vi har brug for det, ser det ud til. Det ved Oddershede nu også godt. Men hvorfor taler han så begrebet ned og tømmer det for indhold, særkende og betydning? Er det hans råd til politikerne?

Det er desværre ikke helt utænkeligt. I det danske forskningspolitiske miljø er det ikke et outreret, idiosynkratisk særstandpunkt. Synspunktet harmonerer desværre alt for godt med mere systematiske observationer i forskningens ledelseslag. Her kan jeg først nævne Terrence Karrans med fleres komparative undersøgelser af akademisk frihed i europæiske lande.

Danmark fik en placering nær bunden, som nummer 24 ud af 28.[1] Jeg genkender det også fra mine egne undersøgelser af forskningsfrihed og dens tilstand i Danmark[2].

Oddershede var formand for rektorkollegiet dengang i 2014, da jeg spurgte i rektorkollegiet, hvordan danske universiteter forholdt sig til problemer med forskningsfrihed og bad om ”materiale i form af høringssvar, politiknotater, mødereferater og debatindlæg” fra danske universiteter, der kunne belyse deres holdninger.

Der havde trods alt været nogen debat om emnet gennem årene, jævnsides de mange reformer siden 1970’erne med angreb på forskningsfriheden.

Svar (ved direktøren for Rektorkollegiet, Susanne Bjerregaard):

"Forskningsfrihed er et begreb og en realitet, der optager alle universiteterne. Heldigvis er det også et begreb, politikere og administratorer er ret glade for. Og da Rektorkollegiet og Danske Universiteter som brancheorganisation fortrinsvis bruger tiden på at drøfte, hvordan rammevilkårene for sektorens aktiviteter burde blive bedre, popper forskningsfrihed kun sporadisk op som fælles emne.

Rent lavpraktisk: Vi har naturligvis offentlighed i forvaltningen, og du er velkommen til at komme og kigge i de mapper, vi har liggende.

Vi har ikke haft en arbejdsgruppe eller lignende om emnet. Så det kan blive lidt af en stifinderopgaver.[3]"

Det taler for sig selv. Forskningsfrihed er noget, der kun ”sporadisk” ”popper op”, når landets rektorer mødes for at diskutere fælles problemer.

Og åbenbart popper det ikke op, når man diskuterer, ”hvordan rammevilkårene … burde blive bedre”. Jeg afstod fra at komme forbi og gå i gang med stifinderopgaven gennem arkivet.

Jeg spurgte også på de enkelte universiteter, om man der havde dokumenter med definitioner af forskningsfrihed og med beskrivelse af strategier for at leve op til universitetslovens krav om at værne om forskningsfriheden. Det var der ingen, der havde.

Hvad fri forskning er
I sit indlæg får Oddershede heller aldrig sagt bare en sætning om, hvad fri forskning er.

Dermed bliver det jo svært for læsere at vurdere, hvorfor det skulle være værd at bruge penge på. Så derfor vil jeg bruge nogle linjer på det:

Forskningsfrihed forudsætter frihed på tre niveauer: individuelt, kollektivt (kollegialt) og institutionelt. Den enkelte forsker skal have frihed i alle faser: fra emnevalg til resultatvurdering og frem til publicering. Der skal være kollegialt selvstyre i forskersamfundet. Og der skal være institutionel frihed, det vil sige armslængde til politiske myndigheder og andre bevillingsgivere.

Forskningsfrihed er et moderne begreb, kæmpet frem gennem århundreder i forbindelse med udvidelse af oplysning, tanke-, menings- og ytringsfrihed, menneskerettigheder og demokrati. Fri forskning er en forudsætning for ny original viden, der får maksimal troværdighed, fordi den hele tiden kan sættes på prøve i fuld offentlighed.

Fri forskning er en af grundpillerne i moderne oplyste demokratier og skal være et bolværk mod fundamentalisme og dogmatisme hos den enkelte, i uddannelser, i kulturliv, i medier og offentligheder og i politik.

Forskningsfrihed er under stærkt pres. Penge og magt har i stigende omfang fortrængt forskningens iboende styringsform, der baserer sig på konkurrence om anerkendelse for at nå de mest originale og banebrydende resultater. Universiteterne er blevet forretninger, der styres efter jagt på penge.

Det kollegiale selvstyre er afskaffet og erstattet en ledelse, der ikke er valgt og ikke skal stå til regnskab for, hvad de gør for forskningsfrihed[4].

Ministeren spiller aktører ud mod hinanden
Det er taktisk smart af ministeren og hans rådgivere at pille en lille klump af forskningsbudgettet ud og så spille forskellige aktører i forskningen ud mod hinanden i kampen om disse smuler.

Danmarks Frie Forskningsfond kan her komme til at stå alene som fortaler for fri forskning, fordi den som eneste institution ikke har andre interesser at varetage end fri forskning.

Universiteterne har mange andre interesser og ønsker måske (i al hemmelighed) fondens midler overført til universiteterne. Som nævnt har jeg gennem mit årelange projekt forsøgt at finde ud af, hvad universiteternes ledelse egentlig mener om forskningsfrihed, og hvad de vil gøre.

Det er svært at komme ud over skåltalernes almindeligheder, og når man endelig hører noget, kommer det ofte til at lyde. som om forskningsfrihed i rektorernes hoveder betyder mere magt til rektorerne.

Det ville være velgørende, hvis nogle af landets universitetsrektorer, herunder gerne nuværende formand for rektorkollegiet, Anders Bjarklev, ville rykke ud og offentligt sige, hvad de mener om de økonomiske vilkår for fri forskning i Danmark.

Er de enige eller eventuelt uenige med Oddershede, for at være konkret. Er fri forskning et forældet og forvirrende begreb?

De kunne også sige, hvad de synes om, at en del af Frie Forskningsfonds midler nu faktisk er øremærkede til særlige formål, i år for eksempel (formuleret med høj bullshit-faktor) til ”fri forskning i digitale teknologier”.

Er det til gavn for fri forskning at båndlægge til politisk udpegede formål? Hvad mener landets universitetsrektorer?

_____________________

Henvisninger:
[1] Karran, Terrence m.fl. 2017. ”Measuring academic freedom in Europe: a criterion referenced approach. Policy Reviews in Higher Education. Vol 1, issue 2, s. 209-239.
[2] Heine Andersen: Forskningsfrihed. Ideal og Virkelighed. Hans Reitzels Forlag 2018.
[3] Mail fra direktør Susanne Bjerregaard af 25.08.2014.
[4] Heine Andersen 2018: Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed. Hans Reitzels Forlag.