De skandinaviske hovedstæder er både årsag til og offer for klimaændringerne

København, Oslo og Stockholm har flere ting til fælles - også når det kommer til klimaet og til klimatilpasningen. Byerne er hver især årsag til klimaforandringerne, og de vil ligeledes selv blive ramt af klimaforandringerne.

Trenden for klimaet er for nedadgående, og dette er ikke overraskende. Vi er på vej mod dels et varmere klima, dels et klima i hastig forandring set over de seneste 2.000 år.

Vi vedbliver med at udskyde den globale klimahandling med undskyldninger såsom finanskrisen, COVID-krisen, forsyningskrisen, Ruslands invasion af Ukraine og så videre.

Hvis vi mennesker varmer jordens middeltemperatur op med to til tre grader i forhold til 1850, hvad sker er så, når de naturlige fysiske processer som tipping points og selvforstærkende processer melder deres ankomst? Og hvad betyder det for de urbane områder som i dag i gennemsnit allerede er varmere end det åbne og omkringliggende landskab?

Der er ingen tvivl om, at de urbane områder spiller en vigtig rolle i klimaregnskabet, men er også truede af klimaet fra flere sider.

Vi udleder som samfund, inklusive fra byerne, ikke ubetydelige drivhusgasser til atmosfæren – over tid er der tale om akkumulerede mængder af drivhusgasser, der påvirker klimasystemet. Når det kommer til globale CO2e-udledninger, så kommer emissionerne ifølge FN's Klimapanel (IPCC) fra forskellige sektorer.

I størrelsesordenen kommer 34 procent (cirka 20 gigatons CO2 ækvivalent, GtCO2e) af den samlede menneskeskabte nettoudledning af drivhusgasser fra energiforsyningssektoren, 24 procent (cirka 14 GtCO2e) fra industrien, 22 procent (cirka 13 GtCO2e) fra landbrug, skovbrug og andre arealanvendelse, 15 procent (cira 9 GtCO2e) fra transport og 6 procent (cirka 3 GtCO2-ækvivalenter) fra bygninger.

Stadig flere vil søge mod urbane områder i årtierne, der kommer, og dermed bidrage til tendensen af stigende udledninger fremover.

Sebastian Mernild

Vi kender altså makrokilderne.

Når det kommer til den globale andel af udledningerne, der geografisk kan henføres til for eksempel byerne, da har andelen fra byerne været stigende over tid. Tilbage i 2015 blev udledninger fra byerne bestemt til cirka 62 procent (cirka 25 GtCO2e) af den globale andel, hvor procentdelen i 2020 var højere, omkring 70 procent (cirka 29 GtCO2e).

Byområderne spiller derfor en betydelig rolle i emissionsregnskabet, og byerne vil ligeledes blive hårdt ramt af det ændrede klimasystem i form af kraftig nedbør og oversvømmelser og/eller af det stigende havniveau.

Samtidigt har en stigende andel af klodens befolkning over tid søgt mod netop byerne (byområderne rummer i dag mere end halvdelen af verdens befolkning). Og stadig flere vil søge mod urbane områder i årtierne, der kommer, og dermed bidrage til tendensen af stigende udledninger fremover.

Men omvendt giver byerne også en unik mulighed for at reducere anvendelsen af fossile brændstoffer. Dette kan ske på mange måder – for eksempel gennem en styring og optimering af energien, energiforsyningssektoren og transportsektoren - listen er utømmelig.

Byerne – dens borgere, myndigheder, virksomheder og vidensinstitutioner – er alle vigtige for klimaomstillingen, hvis emissionerne skal reduceres, og Parisaftalen skal overholdes. De 25 største mega-cities står alene for mere end halvdelen af klodens urbane drivhusgasudledninger.

Vi står med store samfundsmæssige udfordringer – også i et skandinavisk perspektiv med øje for de tre kystnære hovedstæder København, Oslo og Stockholm.

I København var planen, at hovedstaden skulle havde været verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Det sker ikke og viser et fejlslagent forsøg på at opfylde den ambitiøse målsætningen. For Oslo er målet at reducere drivhusgasudledningen med 95 procent i 2030 (sammenlignet med 2009-niveauet), og for Stockholm er planen at blive CO2-neutral i 2040.

En idé, der kan tænkes på tværs af Skandinavien, kunne være, at naturen selv hjælper os, inden vi rammes af havniveaustigningerne.

Sebastian Mernild

Vejene mod en reduktion i udledningerne er forskellige i de tre lande og synes lange. Hvis den menneskeskabte globale opvarmning skal begrænses til et bestemt niveau, kræver det at de akkumulerede CO2-udledninger reduceres, ikke mindst fra byerne.

For byerne står ikke på sikker grund.

Som følge af hidtidige udledninger vil havet fortsat opvarmes, og gletsjere fortsætte deres afsmeltning i årtier, ja op til århundreder. Iskapperne i Grønland og Antarktis vil fortsætte deres afsmeltning gennem hele dette århundrede. Det vil få betydelige konsekvenser for kystnære regioner og urbane områder.

Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau. Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede ved over halvdelen af de steder, hvor der observeres vandstand.

Havniveaustigninger bidrager til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder samt til kysterosion langs de fleste strande. Senest har FN’s generalsekretær António Guterres meldt ud i februar i år, at København kan ende som offer for højere vandstand. Det samme kan for den sagsskyld forventes at ske for såvel Oslo som Stockholm.