Altinget-chefredaktør efter kritik: Jeg har et spørgsmål til jer, der vil af med kandidattestene

Valgtest er ikke en opskrift

Vi hilser al debat om testene velkommen. For ud over at det hjælper medier som Altinget til at blive endnu bedre, gør det flere vælgere opmærksomme på, hvad testene kan og ikke kan.

En valgtest er ikke en opskrift på, hvem man som vælger skal stemme på. Den viser, hvilke kandidater i ens kommune eller region man er mest enig med i 20-30 politiske spørgsmål, som er nøje udvalgt.

Mit spørgsmål til Thorstein Theilgaard og andre, der ønsker sig tilbage til tiden før kandidattest, er derfor: Hvad er for jer den rigtige måde at finde ud af, hvad eller hvem man skal stemme på?

Men der er jo hundredvis af andre spørgsmål, man også kunne have stillet. Og hvis man går mest op i, hvad kandidaterne har bedrevet i de seneste fire år, hvor stort netværk de har i lokalområdet, eller hvor gode de er til at få deres vilje igennem, kan man ikke bruge testen til så meget.

Derfor er valgtest bare en enkelt af de brikker, man kan bruge, når man gør op med sig selv, hvem man vil give sin stemme.

Vi er på Altinget ligesom andre medier blevet mere bevidste om, hvordan vi kommunikerer om dette til vælgerne.

I valgtestenes tidlige år var det ikke ualmindeligt at se formuleringer som: “Hvem skal du stemme på? Tag testen”.

I dag præsenterer vi den som det, den retteligt er: En indgang til at se, hvem man deler holdninger med i en række udvalgte spørgsmål. Kritikken er en vigtig påmindelse til os medier om, hvor vigtigt et budskab det er.

Spørg om én ting ad gangen

Thorstein Theilgaard kritiserer mediernes kandidattest for generelt at være vildledende, og han nævner et eksempel fra Altingets test til kommunalvalget, nemlig udsagnet:

“Københavns Kommune skal sikre brugbare beskyttelsesrum, selvom det kan betyde færre penge til andre områder.”

Theilgaard mener, at det burde indgå i formuleringen, om det er børnepasning, ældrepleje eller klimasikring, der skal have færre penge. Der burde også stå, hvor mange færre penge.

Og der burde være mulighed for at svare “hverken/eller” eller “ved ikke”, frem for at man som bruger skal matches med kandidater på baggrund af en formulering, som er svær at forholde sig til, lyder indvendingerne.

Det er dog helt bevidst og på anbefaling fra landets fremmeste eksperter, at vi ikke gør, som Theilgaard foreslår.

Hvis vi ændrede formuleringen til “Københavns Kommune skal sikre brugbare beskyttelsesrum, selvom det kan betyde ti millioner kroner mindre til børnepasning”, ville der opstå flere problemer: Sætningens sidste del om at spare på børnepasning ville fjerne fokus fra dét, vi ønsker at spørge til, nemlig prioriteringen af beskyttelsesrum.

Det ville også give stor risiko for, at politikere og vælgere fortolkede udsagnet forskelligt og svarede på forskellige ting.

Nogle ville svare ud fra deres holdning til beskyttelsesrum, mens andre ville lægge vægt på børnepasningen. Dermed ville man ikke vide, om kandidat og vælger reelt var enige eller ej.

Forskere fraråder det 

Og så er der det med at sætte beløb på. Det gør udsagnet mere komplekst, og dermed bliver det både sværere at afkode og øger risikoen for, at vælgere og politikere lægger vægt på noget forskelligt, når de svarer.

Eller slet ikke ved, hvad de skal svare, fordi de måske er enige i noget af udsagnet, men uenig i noget andet.

Vi har heller ikke noget grundlag for at sætte et bestemt beløb på. Det må politikerne gøre.

De valgforskere, som hjælper os med at udforme spørgsmålene, fraråder derfor formuleringer som den, Thorstein Theilgaard foreslår. Den kunne netop gøre testen vildledende.

Jeg erkender, at det er svært; måske umuligt at finde perfekte formuleringer.

Nogle af de i alt cirka 400 spørgsmål, der indgår i testen (fordi den er tilpasset de enkelte kommuner og regioner) kunne sikkert have været endnu bedre.

Men testen er designet til at finde gode matches over et sæt af mange spørgsmål, så eventuelle uperfektheder i det enkelte spørgsmål bliver udjævnet i det samlede billede.

Ligesom når man inden for forskning måler ting med en samling af spørgsmål, der måske ikke er perfekte hver især, men fungerer godt samlet set.

Derfor kan man ikke svare “ved ikke”

Der er også gode grunde til, at man ikke kan svare “hverken/eller” eller “ved ikke” i testen.

For det første kan et neutralt svar tolkes på mange måder. For nogle betyder det “ingen holdning” eller “ved ikke”, mens det for andre kan betyde “status quo”, “både/og”, “hverken/eller”, “midt imellem”, “det afhænger af” eller noget ottende.

Derfor er det ikke nødvendigvis et svar, man kan bruge til at matche vælgere med kandidater. For det andet kan det neutrale svar bruges strategisk af politikerne til at blive matchet med flere vælgere.

Det midterste svar giver nemlig større mulighed for at komme tættere på alle andre svar, fordi det så at sige minimerer den maksimale afstand til andre svar (matematisk interesserede kan læse mere om beregningsmetoden bag testen her).

Jeg forstår godt, at man gerne vil kunne svare neutralt, men de store ulemper ved det har fået os til at fravælge den mulighed. I stedet kan man vælge at springe spørgsmålet over.

Alternativet til valgtest er nok ikke, at den samlede befolkning går til vælgermøder og læser debatindlæg i tre uger i træk og ender som fuldt oplyste.

Vi får også kritik for, at vi til kandidattesten helst vælger spørgsmål, som politikerne er uenige om.

Hvis vi primært valgte spørgsmål, som alle politikere var enige om, ville det dog nok være svært for vælgerne at bruge testen til at orientere sig efter. Et valg er jo netop et valg mellem forskellige personer, partier og holdninger.

Jeg kan forsikre om, at vi også har andre overvejelser med i udvælgelsen af spørgsmål. Nemlig om det er relevant for vælgerne, om lokalpolitikerne har indflydelse på spørgsmålet, og om vi samlet set rammer en balance og bredde i emner.

Her er mit spørgsmål til kritikerne

Endelig mener Thorstein Theilgaard, at det er et selvstændigt problem, hvis valgtestene påvirker vælgerne, i en grad så det flytter stemmer.

Det vil jeg sætte et stort, nysgerrigt spørgsmålstegn ved.

Er det virkelig et problem, hvis en mindre gruppe af vælgerne efter at have overvejet og taget stilling til en lang række politiske spørgsmål, som er nøje udvalgt og formuleret af dygtige journalister og forskere, finder ud af, at de vil stemme på noget andet, end de troede, før de tog testen?

Det kan man vel kun mene, hvis man antager, at vælgeren først havde fundet sit “sande” valg og derefter blev forstyrret af testen til at træffe et “forkert” valg.

Mit spørgsmål til Thorstein Theilgaard og andre, der ønsker sig tilbage til tiden før kandidattests, er derfor: Hvad er for jer den rigtige måde at finde ud af, hvad eller hvem man skal stemme på?

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan kritikerne drømmer om, at vælgerne skal træffe deres beslutning. Og hvordan de forestiller sig, at det sker i praksis.

Alternativet til valgtest er nok ikke, at den samlede befolkning går til vælgermøder og læser debatindlæg i tre uger i træk og ender som fuldt oplyste.

For nogle er alternativet måske, at de spørger deres ven til råds, stemmer automatisk på det samme som sidst, bliver hjemme på sofaen eller bare vælger den på stemmesedlen med det fedeste navn (som jeg kender én, der gjorde).

Den foreløbige forskning peger ifølge Jyllands-Posten på, at især tvivlere og folk, der ikke går op i politik, kan finde på at følge anbefalingen fra en valgtest. Mens folk, der følger tæt med i politik, sjældent lader sig rykke.

Samtidig tyder international forskning ifølge samme avis på, at valgtest kan få flere til at stemme, fordi det bliver mere overskueligt at træffe et valg frem for at blive hjemme på sofaen.

Bruger test til at bekræfte deres valg

Når det er sagt, mener jeg, at forskningens foreløbige konklusioner om testenes magt bliver trukket lovlig hårdt op.

Thorstein Theilgaard nævner for eksempel tal fra den store valgundersøgelse 2022, der viste, at 62 procent af vælgerne tog en kandidattest op til valget i 2022, og at cirka 45 procent af disse stemte på det samme parti eller samme kandidat, som testen anbefalede.

Her er det værd at bemærke, at mange af dem formentlig havde stemt på det samme uanset testen, for ifølge forskeren bag undersøgelsen bruger mange vælgere formentlig testen til at blive bekræftet i deres oprindelige valg.