Byrådsmedlem: Uddannelsen af nye byrødder er utilstrækkelig

DEBAT: Nye byrådsmedlemmer mangler et reelt uddannelsestilbud for at lære det politiske håndværk. Risikoen er, at kommunalpolitik til et embedsmandsvælde, skriver byrådsmedlem Dorthe La Cour (K).

Mange nyvalgte lokalpolitikere har gennem årene fået et grundlæggende introduktionskursus på den tidligere kommunale højskole i Grenå. Men klassisk mesterlære bør også være en del af uddannelsen, skriver byrådsmedlem Dorthe La Cour (K).Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorthe La Cour (K)
Medlem af kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune

Alle 2.432 kommunalpolitikere har en værktøjskasse, som står solidt på dansk forvaltningsret. Brugen af værktøjskassen forudsætter imidlertid mesterlære eller sidemandsoplæring.

Jeg forstår til fulde de nye byrødders frustation, der er blevet beskrevet i Altingets i spalter. Om end det er mange valgperioder, siden jeg var ny byrod, husker jeg tydeligt følelsen af at være ankommet til et ukendt land med et sprog, som godt nok mindede om dansk, men som ikke helt var det.

Efter min mening er det blevet glemt, at byrodens udøvelse af gerning forudsætter mesterlære. En kombination af teori og praksis. I vide kredse lider man af den vildfarelse, at man kan tage folk fra gaden og sætte dem på en taburet, og så kører det.

I nogle kommuner sørger mere erfarne partikolleger for fortløbende oplæringen, men den mulighed har alle langtfra.
Dorthe La Cour (K)
Medlem af kommunalbestyrelsen, Lyngby-Taarbæk Kommune

Ideologisk ja, i praktikken nej. Det kommunale sprog er en særlig disciplin, som byroden skal lære at beherske. Det kan ikke udelukkende læres i teorien. Det skal læres i praksis ligesom fransk.

Taber flyvehøjde
Alle valgte byrødder har en værktøjskasse, som de kan bruge i deres daglige arbejde. Men noget tyder på, at langt fra alle kender til den. Og hvis man skal drive politik, skal man vide, hvilket værktøj der skal bruges i den konkrete situation.

Uddannelsen af byrødder er ganske enkelt ikke tilstrækkelig. I nogle kommuner sørger mere erfarne partikolleger for fortløbende oplæringen, men den mulighed har alle langtfra.

En af konsekvenserne er som beskrevet i byrådsmedlem Anne-Marie Geisler Andersens (R) kronik i Altinget, at man som politiker føler sig sat udenfor indflydelse. Det er man ikke, men værktøjerne skal man kende og have mod til at bruge.

Den altoverskyggende udfordring er, at politikere ofte ikke er helt klar over, hvad de egentlig er valgt til. Hvad er det for et organ, som de sidder i, og hvad er rollefordelingen mellem politikere og forvaltning?

Det betyder, at der tabes flyvehøjde, arbejdes i detaljer, og at det ikke er politikerne, der styrer den kommunale dagsorden. Det er derfor afgørende at vide, hvilken kasket man har på i rollen som folkevalgt, hvilke rettigheder og hvilken kompetence man har, og hvad man kan stille af krav.

Læs også

Ny debat: Bestemmer forvaltningen eller politikerne i kommunerne?

Udvid mod, tag ansvar
Byrødderne har det endelige ansvar for de beslutninger, der træffes, og de skal stå på mål overfor borgere og virksomheder for beslutningerne. Derfor har de også en ret til at få den nødvendige indsigt i grundlaget for beslutningerne.

Officialprincippet i dansk forvaltningsret sikrer, at en sag skal være tilstrækkelig belyst, før der træffes afgørelse. Føler man som byrod ikke, at sagen er godt nok oplyst, så send sagen retur med spørgsmål.

Kan man ikke få adgang til information, så bed om aktindsigt i henhold til Styrelsesloven eller Offentlighedsloven. Kommer der en sag på et udvalgs dagsorden uden forudgående politisk bestilling, så afvis den og start forfra. Udvis mod. Tag ansvar.

Sig nej. Stil krav til forvaltningen, og brug de lovgivningsmæssige muligheder og forvaltningsretlige grundprincipper til at kvalificere beslutningsprocessen. Vi er verdenskendte for disse principper, og det er da en skam, hvis vi ikke selv bruger dem.

I alles interesse
Jeg er naturligvis ikke blind for, at kulturen i en kommunalbestyrelse og "sådan plejer vi ikke at gøre her" kan være svær at danse med. At man kan blive udsat for pres og skæve sideblikke, når man begynder at stille krav. Men vil man have indflydelse, må man åbne værktøjskassen og bruge redskaberne.

Om halvandet år starter en ny valgperiode. Tiden er derfor helt rigtig til allerede nu at komme med forslag til, hvordan de nye byrødder sammen med de gamle skal introduceres til det kommunalpolitiske arbejde.

Et reelt uddannelsestilbud til de kommende byrødder baseret på både grundige faglige introduktioner, mulighed for drøftelse af visioner og mål og ikke mindst læring i praksis.

Under alle omstændigheder er det vel i alles interesse, at byrødder er godt uddannede og formår at bruge hele palletten i værktøjskassen. At smide det blå stempel væk og gøre det, som vi er valgt til – nemlig at udstikke den politiske retning og træffe beslutninger om, hvilken kommune og udvikling vi ønsker.

Dokumentation

Temadebat: Hvem bestemmer i kommunerne – forvaltningen eller politikerne?

Nye byrådspolitikere oplever, at de stort set blåstempler forvaltningers politik.

En af politikerne, Anne Marie Geisler Andersen (R) fra Esbjerg Byråd, har i en kronik i Altinget beskrevet, at forvaltningen i høj grad sætter dagsordenen i kommunen. "Vi politikere er groft sagt reduceret til en bestyrelse, der påser, at tingene går rimeligt for sig inden for rammerne. Det er ikke os, der sætter retningen".

Problemstillingen med klemte lokalpolitikere har flere rundspørger belyst. Et forskningsprojekt viste i 2009, at embedsmændene i kommunerne havde fået mere indflydelse på bekostning af de folkevalgte, mens en undersøgelse om 12 kommuner i 2019 viste, at langt de fleste politikere og kommunaldirektører oplever et godt samarbejde mellem politikere og forvaltning, men også, at "der er politikere, som oplever, at forvaltningen enten fungerer som bremse på politiske beslutninger eller har for stor indflydelse på de politiske beslutninger".

Nu giver Altinget ordet til en række centrale aktører, som vil give et bud på, hvorvidt forvaltningen eller politikerne bestemmer i kommunerne.