DI: Sådan skal nærhedsreformen sikre et agilt velfærdssamfund

DEBAT: Borgeren i centrum, lokale tilpasninger, reel ledelse, kvalitet frem for proces og tillid er blandt de fem principper, vi bør udvilke velfærdsstaten efter, skriver Jakob Scharff.   

Af Jakob Scharff
Branchedirektør, DI

Regeringen har annonceret en nærhedsreform, der skal gøre op med minuttyranni, unødigt bureaukrati og regler. Det er et prisværdigt mål, som vi i DI kun kan bakke op om.

Det er dog stadig uklart, hvordan regeringen konkret vil nå dette mål. Jeg har forstået, at der ikke kommer et samlet udspil, men derimod nogle principper og et nyt værdisæt i udviklingen af den offentlige sektor – både lokalt og nationalt.

I DI er vi enige i, at der er brug for et nyt værdisæt for udviklingen af den offentlige sektor. Flere penge, nye regler og mere kontrol er ikke løsningen på de udfordringer, vi ser.

Den udbredte kompleksitet og detailstyring, de mange proceskrav, den manglende tillid og det begrænsede ledelsesrum med videre, der kendetegner store dele af den offentlige sektor, er svær at få gjort op med simple løsninger i et let kommunikerbart reformudspil.

Velfærd for borgerens skyld
Kommunaldirektørforeningens formand skriver i sit indlæg, at nærhedsreformen bør tage sit udgangspunkt i første række, der hvor borgerne møder medarbejderne, og medarbejderne møder borgerne. Det er jeg meget enig i. Et vigtigt princip bør derfor være, at den offentlige sektor er til for borgernes skyld – ikke omvendt.

Medarbejderne skal have det nødvendige albuerum, så de kan bringe deres fagligheder i spil for at hjælpe borgerne. Jeg kan ikke tro, at man er blevet SOSU eller pædagog for at udfylde skemaer og udøve mekanisk omsorg, men derimod på baggrund af et ønske om at bruge sin faglighed og medmenneskelighed til at give ældre pleje og omsorg eller understøtte børns udvikling og trivsel.

Velfærden bør i et moderne velfærdssamfund udvikles i et tæt samspil mellem medarbejderne og borgerne, så borgerne får den bedst mulige velfærd inden for de givne rammer.

Lokale tilpasninger og forskelle
Et princip om, at den offentlige sektor skal tjene borgeren, må følges op med et princip om, at der må –- og skal – være lokale forskelle.

Der skal være forskel, fordi vi er forskellige. Der er forskel på ønsker og behov på tværs af både landsdele, kommuner, bysamfund mv. Nogle har for eksempel behov for, at daginstitutionerne åbner tidligt, andre at de lukker sent – og andre igen, at der er pasningsmuligheder om aften. Hvis velfærdssamfundet skal behandle borgerne ens, kræver det med andre ord, at vi bliver behandlet forskelligt.

Som KL’s direktør skriver, skal rammerne være fleksible, og der skal være mulighed for at tilpasse indsatsen efter borgernes behov. Velfærden skal leveres, så den passer til de lokale forhold.

Borgerne er ikke en ensartet gruppe, der passer – eller skal passes – ind i en one-size-fits-all model. Vi skal gøre op med den institutionaliserede og ensartede velfærd og i stedet slippe velfærden og mangfoldigheden fri.

Ledere skal kunne lede – ikke bare administrere
Hvis de enkelte velfærdsleverandører skal kunne tilpasse sig lokale forhold og udvikle sig i samspil med borgerne, skal de lokale ledere have et øget ledelsesrum.

Lederne skal nemlig kunne lede og ikke bare administrere. Derfor skal der følges op på Ledelseskommissionens anbefalinger, herunder at der kommer klarere rollefordeling mellem politikerne og forvaltningens ledere.

Kun ved at slippe de lokale ledere fri og reelt give dem ansvaret, får vi et lokalt ejerskab for udviklingen af velfærden.

Fokus på kvalitet frem for proces
For at sikre, at ledere og medarbejderne får det nødvendige albue- og handlerum, skal de snærende proceskrav afvikles og erstattes af mål for kvaliteten.

Socialdemokratiet har allerede forslået noget lignende i deres udspil til en selvstyreform, og der er på ældreområdet allerede et arbejde i gang.

Ved at fokusere på resultatet, altså kvaliteten af den velfærd de enkelte velfærdsleverandører leverer, frem for processerne får medarbejderne og velfærdsleverandørerne bedre mulighed for at tænke nyt, eksperimentere og udvikle velfærden, så den i højere grad tilfredsstiller borgernes ønsker og behov.

De mange procesregler er udtryk for, at det har været svært at måle kvaliteten af velfærden. Svaret fra bureaukraterne og politikerne har derfor været et krav om, at opgaverne skal løses og velfærden leveres på en bestemt måde. Dette kan ikke fortsætte, hvis vi fremover skal styre efter ovennævnte principper.

Forhenværende departementschef Jørgen Rosted skriver i sit indlæg, at der kunne opstilles politiske mål for brugertilfredsheden, mens leverandørerne selv har ansvaret for, at målene opfyldes. Det er jeg enig i, da det vil betyde, at ledelsen, medarbejdere og brugerne får en fælles opgave med at udvikle kvaliteten af den leverede velfærd.

Det er i øvrigt tankevækkende – ja, faktisk bekymrende – at vi her i 2020 ikke har indikatorer for kvaliteten af velfærden, der kan bruges som styringsredskab og pejlemærker for udviklingen af velfærden.

Kvalitet bliver stadig målt som mængden af skattekroner, der bruges eller antallet af ansatte. Men alle ved jo, at det er en ringe indikator, der ikke tager højde for eksempelvis brug af ny teknologi til at forbedre kvaliteten eller forskelle i for eksempel kultur og ledelse.

Den manglende fokus på kvaliteten og borgernes oplevelse giver hverken ledere eller medarbejdere systematisk feedback om styrker og svagheder, ligesom kvaliteten af velfærden er black box for både politikerne og borgere.

Gennemsigtighed i kvaliteten og brugertilfredsheden vil desuden give de enkelte leverandører – både private og kommunale – en viden om, hvem der gør det godt, og dermed også hvem der kan læres af. Dermed får vi løst en anden udfordring, der har eksisteret i mange år.

Men en effektiv og smidig læring på tværs af leverandører og kommuner kræver adgang til eksperter, der formår at identificere, hvorfor nogle leverandører gør det godt, hvordan andre leverandører kan lære af dem, og hvad andre leverandører konkret skal gøre for at opnå samme resultat.

Regeringens massive besparelser på eksterne konsulenter trækker i den anden retning og betyder, at det bliver sværere at få delt de gode erfaringer med eksempelvis arbejdstilrettelæggelse eller brug af nye teknologi og dernæst garanteret, at de rent faktisk kommer til at gøre en forskel andre steder. Derfor bør et unuanceret mål om besparelser på eksterne konsulter droppes.

Tillid til brugere og medarbejderne
Gennem årene har vi set for mange eksempler på, at uacceptabel kvalitet er gået under tilsynenes radar. Det er naivt at forestille sig et tilsyn, der fanger alle disse eksempler i tide, og derfor bør tilsynet med velfærdsleverandørerne tænkes bredere.

De forskellige tilsyn kan af gode grunde ikke være til stede hos alle leverandører hele tiden. Men det er brugerne. For det er jo brugerne, velfærdsleverandøren er til for. Vi bør derfor give brugerne bedre muligheder for at tilkendegive, om de er tilfredse med leverandøren og give brugerne muligheder for at sige fra uden at skulle lave skjulte optagelser.

Når brugerne af en velfærdsleverandør – uanset om det er daginstitution eller plejehjem – er tilfredse, bør vi som samfund have tillid til, at det også er tilfældet, og at kvaliteten er i orden.

Kontrol og mistillid er ikke vejen frem. Hvis der generelt er udfordringer med den leverede kvalitet og udbredt utilfredshed blandt brugerne, må politikerne holde leverandøren og ledelsen op på det i stedet for at indføre ensrettede procesregler, som det ofte sker i dag.

Politikerne skal have tillid til, at ledelsen og medarbejderne i samspil med brugerne kan sikre høj tilfredshed og kvalitet i velfærden. Vi skal have tillid til, at ledere og medarbejdere i både offentlige og private velfærdsleverandører rent faktisk ønsker borgerne det bedste og vil levere en velfærd af høj kvalitet.

Tillid til borgerne kan reducere bureaukrati og detailstyring
Hvis politikerne har tillid til brugerne og tør tage dem seriøst, er der gode muligheder for at erstatte bureaukrati, procesregler og detailstyring. Tillid til, at forældrene kan vurdere om børnene trives i daginstitutionerne. Tillid til, at pårørende til plejehjemsbeboere kan vurdere om pleje og omsorgen er i orden, og så videre.

Men det kræver, at brugerne reelt bliver hørt og ikke mindst, at de har muligheden for at stemme med fødderne og vælge en anden leverandør.

Forrige artikel Horten: Affaldsaftalens deltaljerede krav gør KL’s arbejde sværere end nødvendigt Horten: Affaldsaftalens deltaljerede krav gør KL’s arbejde sværere end nødvendigt Næste artikel Professor og konsulenter: OPP er meget andet end en vej uden om anlægsrammen Professor og konsulenter: OPP er meget andet end en vej uden om anlægsrammen
Podcast: Det ved vi om millionsvindelsagen fra København

Podcast: Det ved vi om millionsvindelsagen fra København

AJOUR: Teknik- og Miljøforvaltningen har opdaget, at der formentlig er svindlet for cirka 50 millioner kroner. Hvordan er det sket? Og hvad mangler vi at få svar på? Det forklarer Altingets hovedstadsredaktør mere om i dagens udsendelse.