S om budgetlov: Udgiftsstyringen skal have et flerårigt fokus

Af Benny Engelbrecht (S)
Finansordfører

I et tidligere indlæg her på Altinget har jeg beskrevet, hvorfor jeg mener, at budgetloven overordnet er en succes. Mit hovedargument er, at vi med budgetloven har sikret en langt bedre styring af de offentlige udgifter. Og uanset hvilket politisk udgangspunkt man måtte have, kan der efter min mening ikke herske tvivl om, at det må være et mål, at vi kan planlægge, hvor mange penge vi ønsker at bruge.

Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at de offentlige budgetter skrider år for år. Så langt, så godt. Men det betyder naturligvis ikke, at budgetloven er fejlfri.

Mange har peget på, at underskudsgrænsen på 0,5 procent af bnp er for snæver. Mens andre mener, at sanktionsmekanismerne over for blandt andet kommunerne er for hårde. Jeg vil ikke på forhånd udelukke, at vi skal kigge nærmere på de to elementer. Men for at være ærlig er det ikke der, at jeg ønsker at lægge hovedfokus i en tid, hvor der er stigende kapacitetspres i økonomien.

Selv om det er besnærende blot at overføre uforbrugte midler til kommende års budgetter, ville sådan en løsning på kort sigt øge det offentlige forbrug betragteligt.

Benny Engelbrecht (S)
Finansordfører

I de kommende år er det ganske enkelt mindre relevant, om underskudsgrænsen i budgetloven er 0,5 eller 0,75, fordi vi under alle omstændigheder vil tilrettelægge en finanspolitik, der er væsentligt mere kontraktiv end begge disse underskudsgrænser.

Lofterne fungerer som isolerede rammer
Derimod er det afgørende at få justeret på det flerårige fokus i budgetloven. Vi er nemlig langt fra nået i mål, når det handler om denne del af loven. I lovens formålsbeskrivelse hedder det, at loven har til formålet at sikre "... en hensigtsmæssig udgiftsstyring i stat, kommuner og regioner."

I de kommende år er det ganske enkelt mindre relevant, om underskudsgrænsen i budgetloven er 0,5 eller 0,75, fordi vi under alle omstændigheder vil tilrettelægge en finanspolitik, der er væsentlig mere kontraktiv.

Benny Engelbrecht (S)
Finansordfører

Ifølge Socialdemokratiet forudsætter en sådan hensigtsmæssig styring, at såvel kommuner, regioner som enkeltinstitutioner kan planlægge langsigtet. Det stiller krav til, at hver enkelt offentlige enhed har en vis grad af klarhed over, hvad der er den økonomiske ramme i årene fremover.

Principielt kunne de lovfastsatte udgiftslofter for stat, kommuner og regioner give sådan en klarhed. Men i praksis fungerer lofterne desværre som isolerede rammer uden egentlig sammenhæng, ligesom de i vid udstrækning fungerer som forhandlingselementer.

Eksempelvis antager Finansministeriet, at det kommunale udgiftsloft vil falde med en halv milliard kroner i hvert af årene frem mod 2022. Det sker, vel vidende at udgiftslofterne med al sandsynlighed vil stige i årene fremover, fordi udgiftsbehovet er stigende på grund af flere ældre og flere børn.

Men da udgiftslofterne er til forhandling i de årlige kommuneforhandlinger, sættes de lavt af forhandlingstaktiske årsager. Det giver selvsagt meget lidt mulighed for, at kommunerne reelt kan planlægge, hvad de har at gøre godt med på den anden side af næste finansår.

Budgetloven forstærker problem med benzinafbrænding
Men hovedproblemet med det nuværende styringssetup er, at uforbrugte midler inden for et fastsat udgiftsloft ikke kan anvendes i de efterfølgende år. Dermed er har budgetloven ikke fjernet, men måske snarere forstærket problemerne med manglende langsigtede investeringer og "benzinafbrænding".

Jeg kan ikke få øje på en enkelt løsning på problemet. For selv om det er besnærende blot at overføre uforbrugte midler til kommende års budgetter, ville sådan en løsning på kort sigt øge det offentlige forbrug betragteligt. Det er ikke en holdbar løsning midt i en højkonjunktur.

I stedet må vi i forbindelse med den kommende revision af budgetloven afsøge muligheden for en gradvis overgang til et flerårigt fokus i udgiftsstyringen.

Her er det afgørende, at alle parter forpligter sig til konstruktive drøftelser. For en ændring i retning af en flerårig planlægningshorisont vil have konsekvenser for hele måden, hvorpå den økonomiske politik tilrettelægges – både politisk og administrativt.