Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Engelbreth Larsen: Skovbrugsforskere vildleder om kulstof og urørt skov

KOMMENTAR: Der er ingen videnskabelig evidens for, at urørt skov er en trussel mod klimaet. Og når det gælder biodiversitetskrisen, er urørt skov indlysende bedre end tømmerproduktion, skriver Rune Engelbreth Larsen i replik til tre forskere.

Så lidt er vi villige til at dele med naturen: 97 procent tømmermarker til tømmerindustrien og 3 procent natur til skovnaturen, skriver Rune Engelbreth Larsen.
Så lidt er vi villige til at dele med naturen: 97 procent tømmermarker til tømmerindustrien og 3 procent natur til skovnaturen, skriver Rune Engelbreth Larsen.Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skovene dækker 626.000 hektar eller cirka 15,6 procent af Danmark. Heraf er kun cirka 12.000 hektar permanent skovnatur, der slipper for motorsavene (jf. Naturstyrelsens Fakta-ark 2016). Altså kun godt og vel 1,5 procent af skovarealet er såkaldt urørt skov (naturskov).

Og selv med regeringens nuværende planer om at øge andelen af urørt skov i fremtiden, bliver der kun tale om en fordobling i løbet af det næste halve århundrede.

Så lidt er vi villige til at dele med naturen: 97 procent tømmermarker til tømmerindustrien og 3 procent natur til skovnaturen, når vi i 2065 når "op" på cirka 22.000 hektar naturskov. Ønsker om at udvide disse mikro-tiltag til gavn for skovnaturen fører sågar til advarsler fra repræsentanter for tømmerindustrien og skovbrugsforskere til trods for den galopperende biodiversitetskrise, hvor naturen har det ringere end nogensinde før i verdenshistorien.

Og til trods for at vi har forøget tømmerarealet fra 531.000 hektar i 1990 til de nuværende 626.000 hektar og fået næsten 100.000 hektar NY produktionsskov på mindre end 30 år. Det er åbenbart ikke nok – grådigheden er næsten endeløs, og naturen betaler prisen igen-igen.

Fakta
Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det seneste forsøg på at komme "for meget" naturskov i forkøbet er at bruge klimakrisen til at kræve endnu flere tømmermarker, nu italesat som det nye sort i forhold til at opsuge CO2.

Den største årsag til biodiversitetskrisen er imidlertid, at naturen mangler plads til at udfolde sig SOM natur, og hvis man nu begynder at fylde ethvert potentiale for mere natur op med produktionsskove, løser vi aldrig biodiversitetskrisen, og så fortsætter den globale masseuddøen af arter.

Danmarks skove er næsten designet til kun at huse én art ud over monotoniens tømmertræer: motorsaven.

Rune Engelbreth Larsen

Tre forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturvidenskab (IGN), Thomas Nord-Larsen, Emil E. Thybring og Niclas Scott Bentsen, anfægter imidlertid i Altinget 12. april 2019 min pointe om, at naturskov gør stor gavn både i forhold til biodiversitetskrisen og klimakrisen – og stiller sig derved igen på tømmerindustriens side i kontrast til landets biodiversitetsforskere.

Jeg skriver "igen", for den samme plade hører vi ofte derfra. Samme uge advarer de samme IGN-forskere og professor Palle Madsen for eksempel imod mere statslig naturskov: Urørt skov "lukker den CO2, som blev optaget, da træerne voksede, tilbage ud i atmosfæren", skriver forskerne i Jyllands-Posten.

I samme indlæg skriver de: "Vi høster nemlig ikke skovens klimagevinster i særlig stor grad fra urørte skove."

Læs også

Samme tendentiøse grundindstilling er på spil i IGN-forskernes indlæg i Altinget, hvor urørt skovs biodiversitetsgavn først synes at anerkendes, hvorefter det alligevel skal hævdes, at "jo større arealer, der henlægges til urørt skov, jo større pres kommer der på andre ressourcer".

Med andre ord: Efter et århundrede, hvor vi har plantet enorme mængder produktionsskov og fordoblet tømmerarealet og kun allernådigst tildeler skovnaturen 3 procent i 2065, trækkes allerede et fiktivt ressourcekort som skræmmebillede.

IGN-forskernes tvetydigheder omkring urørt skov kommer også til udtryk i forkærligheden for produktionsskove, hvad angår biodiversitet: "Nye produktive skove vil desuden kunne bidrage til bevaring af biodiversiteten i de gamle skove. Enten ved en naturnær skovdrift, der tager mere hensyn til biodiversitet, eller ved at lade skove stå urørt."

For det første er det bizart i lyset af, at de samme forskere i Jyllands-Posten få dage forinden problematiserede mere urørt statsskov.

For det andet er det absurd at slutte ud i det blå, at flere produktionsskove resulterer i mere urørt skov. For eksempel blev skovarealet forøget fra 323.000 hektar i 1923 til 531.000 hektar i 1990 uden én promille urørt statsskov.

For det tredje er "naturnær" tømmer ikke løsningen på at bevare skovens biodiversitet i nævneværdig grad – derimod er for megen tømmerskov en del af problemet.

For det fjerde er det tendentiøst i relation til klimadebatten. Der er ingen videnskabelig evidens for, at urørt skov er en trussel mod klimaet, hvorimod en del tyder på, at træpillefyrede kraftværker bidrager til klimaforandringerne.

Klimaet vender jeg tilbage til, for det er væsentligt ikke at tabe blikket for, hvor altafgørende netop urørt skov er for at bevare de truede skovarter – næsten totredjedele af samtlige truede arter i Danmark er knyttet til skovene, og 44 procent af samtlige truede arter lever KUN i skovene. Så længe det varer.

Urørt skov giver ifølge biodiversitetsforskere størst sikkerhed for skovarternes bevarelse på langt sigt (Petersen m.fl. 2016), og der er almindelig konsensus om, at urørt skov med naturlig græsning er det bedste virkemiddel for at gavne skovarterne (Johannsen m.fl. 2013).

Det er ikke så underligt – for hvad var samtlige planetens skove, før der dukkede mennesker op med økser og motorsave? De var urørte med naturlig græsning. Skovene var med andre ord ligesom hovedparten af al anden landnatur hjemsted for en stor tæthed af store planteædere – på vore breddegrader blandt andet vildheste, elge, vildsvin, urokser og krondyr.

Det er simpelthen de rammer, som skovens arter er udviklet i gennem millioner af år, og som de selvfølgelig derfor trives bedst i. Men skovgræsning er reduceret massivt, skovsøer og moser er drænet og tilplantet, døde træer og gamle træer er en sjældenhed, fordi modne træer fældes og fjernes. Alt sammen til gavn for tømmerproduktionen, men til gennemgribende skade for skovnaturen.

Derfor er det heller ikke så underligt, at næsten alle de sommerfuglearter, der er uddøde i Danmark de seneste 50-60 år, især var tilknyttet skovlysninger, som er forsvundet på grund af tilplantning, afvanding og manglende skovgræsning (Heilmann-Clausen m.fl. 2014).

Skovlysninger er jo pengespild i produktionsskoven, hvorfor de stort set er afskaffet – og så forsvinder blomsterne fra skovbunden, og så uddør skovsommerfugle og mange andre arter.

I en stor status over biodiversitetens udvikling og trusler herhjemme konstateres det lige ud: "Den største trussel mod skovenes biodiversitet er tab af levesteder på grund af især afvanding, tilplantning, hugst og opdyrkning." (Ejrnæs m.fl. 2011). Kort sagt: tømmerproduktion.

Danmarks skove er næsten designet til kun at huse én art ud over monotoniens tømmertræer: motorsaven. Når vi fælder og fjerner træer, fjerner vi den vigtigste del af træernes livscyklus, for træernes naturlige død er forudsætningen for skovens naturlige liv – naturligt dødt træmateriale (dødt ved) er én af de største fødekilder i dette vores rigeste økosystem.

Derfor er omfanget af dødt ved en god målestok for skovnaturens tilstand, for jo mere (og desto mere forskelligt) dødt ved, desto bedre tilgodeses skovens naturlige mangfoldighed af arter.

Herhjemme er der for eksempel registreret 60-186 kubikmeter dødt ved pr. hektar i urørt skov (Johannsen m.fl. 2015). I de urørte dele af Polens navnkundige gamle skov, Bialowieza-skoven, er der i gennemsnit registreret cirka 140 kubikmeter dødt ved pr. hektar.

Forskere har vist, at tærskelværdierne for bevarelse af biodiversiteten i europæisk skov sammenligneligt med danske forhold svinger mellem 10 og 80 kubikmeter dødt ved pr. hektar, alt efter hvor mange arter skoven skal rumme (Müller & Bütler 2010). Minimumsværdien for en række arter estimeres til 20-50 kubikmeter dødt ved pr. hektar.

Kommer vi derunder, nærmer vi os en biologisk ørken i stedet for en naturlig og artsrig skov. Men netop tømmermarkernes mangel på dødt ved er én af de mest iøjnefaldende konsekvenser af produktionsskov, fordi tømmer jo netop er dødt ved, der er fjernet.

Men hvad foreslår IGN-forskerne? Mere tømmerproduktion!

Godaw mand, økseskaft? Stort set. IGN-forskerne nævner den tømmerproduktion, der går under etiketten "naturnær skovdrift". Hvad er det?

Naturnær skovdrift er den type tømmerproduktion, der ifølge Naturstyrelsen er gennemført overalt i statens skove (som næsten dækker en femtedel af de danske skovlandskaber), og som blev vedtaget med Danmarks Nationale Skovprogram i 2002 og indført i 2005, angiveligt for at give natur og biodiversitet bedre betingelser i produktionsskoven.

Det handler blandt andet om naturlig foryngelse i produktionsskovene, og der er krav om, at 3-5 træer får lov til undslippe motorsaven og dø naturligt (for at få mere dødt ved). Det er lidt bedre end tidligere. Ligesom det er lidt bedre at falde ned fra et 97 meter højt tårn end fra et 100 meter højt tårn. Men der er stadig ikke ret mange knogler, der undgår at blive knust.

Daværende miljøminister Connie Hedegaard fastslog ellers, at naturnær skovdrift skulle sikre udpegede skovtyper "gunstig bevaringsstatus". (Jyllands-Posten, 4.3.2007).

Nu er vi næsten femten års erfaringer klogere med naturnær skovdrift – afspejler denne produktionsform sig så i biodiversitetsfremskridt? I bedste fald marginalt.

Bevaringsstatus for de ti oprindelige danske skovtyper, der er beskyttet i henhold til EU's habitatdirektiv, er således ikke "gunstig", sådan som det var hele idéen ifølge Hedegaard, men tværtimod 100 procent "stærkt ugunstig" ifølge den seneste indrapportering til EU (Fredshavn m.fl. 2014). Hundrede procent. Stærkt ugunstig.

Ser vi på andelen af dødt ved, får vi en del af forklaringen på, hvorfor det står så grumt til.

Gennemsnittet af dødt ved i danske skove er forsvindende lille – endog FALDENDE. I 2014 nåede kurven for første gang lige over 5 kubikmeter pr. hektar, men ifølge de seneste tal fra 2017 er den nu helt nede på 3,9 kubikmeter pr. hektar (Nord-Larsen m.fl. 2018).

Langt, langt under det omfang, der er nødvendigt som minimum, hvis skov skal bevares som et blot nogenlunde naturligt levested.

Det går kort fortalt ad helvede til for dansk skovnatur. Måske vil der være marginale fremskridt at spore på national skala efter flere årtiers naturnære skovdrift på statsarealer, men i mellemtiden uddør flere og flere arter i skovene, og som et middel til at løfte dansk skovnatur ud af biodiversitetskrisen er det under alle omstændigheder pauvert.

Eller som biodiversitetsforsker Hans Henrik Bruun konstaterede for år tilbage: "Det er stadig en driftsform, som har til formål at producere tømmer. Navnet lyder meget godt, men det er ikke ret venligt over for biodiversiteten." (Altinget.dk, 13.8.2013).

En anden biodiversitetsforsker, Carsten Rahbek, udtalte ved samme lejlighed om skovdriften: "Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét."

Naturnær skovdrift forslår med andre ord som en skrædder i helvede, hvis vi skal gøre noget ved biodiversitetskrisen. Dét, der er brug for, er store naturarealer fuldkommen fri for al produktion. Urørt skov, lysåben natur, mosaiknatur med genudsætning af nøglearter som for eksempel heste, bisoner, kreaturer og elge, der integreres som en del af naturen året rundt på naturens vilkår. Vildere og mere selvbærende naturlandskaber.

Så vidt IGN-forskernes vildledende forkærlighed for tømmerskoves naturgavn.

Deres hovedpointe er imidlertid, at produktionsskovenes biomasse er fremragende for klimaet, hvorfor vi åbenbart skal advares mod for meget urørt skov; eller som de udtrykker det i Jyllands-Posten: "Vi høster nemlig ikke skovens klimagevinster i særlig stor grad fra urørte skove." (JP, 7.4.2019).

Jo, vi gør. Vi høster klimagevinster i stor grad i urørt skov – skønt ordet "høster" er både sigende for IGN-forskerne og misvisende om urørt skov, hvor intet høstes, men kommer af sig selv.

I 2018 påpegede Karsten Thomsen fra Verdens Skove for eksempel: "I den 250 år gamle urørte løvskov Hainich i Midttyskland optog skoven 4,9 ton C/ha/år. Det er højere end det gennemsnit på 3,5 ton C/ha/år, man vurderer for danske skove.« (Altinget.dk, 13.11.2018).

Skove som Hainich og Suserup ved Sorø har efter et par hundrede år ikke sluppet en masse CO2 fri, men tværtimod ophobet dobbelt så meget CO2 som almindelige danske skove.

Biodiversitetsforsker Hans Henrik Bruun gjorde allerede i 2011 opmærksom på, at flere studier viser, hvordan gamle skove kan forøge deres kulstofpulje i århundreder, mens tømmerproduktionens CO2-regnskab omvendt ofte glemmer den afledte CO2-udledning:

"Mange nyere undersøgelser har vist, at gammel urørt skov er mindst lige så effektiv til at binde og langtidslagre CO2 som samme areal med plantagedrift. (…) Selve hugsten accelererer nedbrydning og frigivelse af CO2. Desuden må man naturligvis medregne CO2-udledningen fra fældning, transport og forarbejdning af tømmeret."

I 2008 fandt forskere for eksempel, at skove mellem 15 og 800 år sædvanligvis bidrager positivt til klimaregnskabet ved fortsat at optage CO2. "Vores resultater demonstrerer, at gamle skove kan fortsætte med at akkumulere kulstof, modsat en sejlivet opfattelse af, at de er kulstofneutrale." (Luyssaert m.fl. 2008).

Flere forskere har gentagne gange kritiseret forkærligheden for biomasse fra træ ved at påpege klimaproblemet, blandt andet Jørgen E. Olesen: "Det er et stort bluffnummer at kalde biomasse for CO2-fri energi. Når vi brænder træ som biomasse (…), går der minimum 15-20 år, inden nye træer har optaget den samme CO2. I Skandinavien, hvor træerne vokser langsomt, går der måske 40, 50 eller helt op til 100 år, inden den samme CO2 er optaget igen." (Jyllands-Posten, 5.12.2014).

I 2016 konstaterede forskere i Science, at 250 års produktionsskove i Europa samlet set har udledt mere CO2, end de har optaget. (Naudts m.fl. 2016).

Udviklingen i hugsten er næppe heller godt nyt for klimaet eller biodiversiteten fremadrettet. Hugsten i danske skove er således fordoblet siden 1990'erne, og i 1990 gik hovedparten til gavntræ (bygningsmaterialer, møbler og gulve osv.), der i det mindste lagrer CO2 i vekslende tidsrum. Men det har ændret sig med en eksplosiv vækst i flisproduktionen det seneste tiår.

I 2017 går langt størstedelen af hugsten til flis og brænde – det vil sige, at vi i dag fyrer masser af CO2 af fra produktionsskovene, hvilket forværrer klimaforandringerne her og nu.

Den internationale naturorganisation FERN, der blandt andet monitorerer EU's skovudvikling, kritiserer skovrige europæiske landes intensiverede tømmerhugst, fordi den "vil nedbringe skovenes evne til at lagre CO2", og man advarer af samme grund imod EU-støtten til den massive forøgelse af tømmermængder, der går op i røg i energisektoren (FERN, 12.4.2019).

Summa summarum: Hovedårsagen til biodiversitetskrisen er manglen på PLADS, hvor naturen kan udfolde sig SOM natur. Men plads er ikke let at finde i Danmark.

Når man så alligevel har en ambition om at forøge skovarealet fra de nuværende 626.000 hektar til omkring en million hektar i løbet af indeværende århundrede (jf. Danmarks nationale skovprogram 2018), skal der findes masser af plads. Hvis al denne skovplads går til tømmermarker, får vi klimagevinster af diskutabelt omfang, men afgjort ingen løsning på biodiversitetskrisen!

Derfor: Lad os gør en positiv forskel i forhold til begge kriser – mere natur på mere naturlige præmisser. Det hindrer ikke tømmerproduktion, end ikke at denne kan øges! Men det indebærer, at vores FØRSTE prioritet skal være vildere og mere selvbærende natur.

-----

Kildehenvisninger kan findes her: https://www.naturzonen.dk/litteraturliste

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Engelbreth Larsen

Medlem af Repræsentantskabet og Naturfagligt Udvalg, Danmarks Naturfredningsforening, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00