Andreas Steenberg
 svarer 
Karsten Lauritzen

Andreas Steenberg (R) spørger skatteministeren, Karsten Lauritzen, hvilke detaljer investeringsselskaberne skal oplyse Skatteforvaltningen omkring for at blive anset som værende aktiebaseret

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 114, Spørgsmål 3
Kan ministeren oplyse, hvilke detaljer investeringsselskaberne skal oplyse Skatteforvaltningen omkring for at blive anset som værende aktiebaseret?

Svar fra tirsdag den 8. januar 2019
Efter de foreslåede regler skal et investeringsselskab indsende en meddelelse til Skatteforvaltningen om, at investeringsselskabet er at anse for aktiebaseret. Meddelelsen skal indsendes inden den 1. november i kalenderåret før det kalenderår, hvor det ønskes, at beskatningen af investor skal ske på grundlag af, at der er tale om en investering i et aktiebaseret investeringsselskab.

Skatteforvaltningen skal ved modtagelse af en sådan meddelelse foretage en bedømmelse af, hvorvidt der er tale om et investeringsselskab, og om man er enig i, at investeringsselskabet opfylder betingelserne i den foreslåede bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 2, vedrørende placeringen af aktivmasse, og dermed om man er enig i, at investeringsselskabet kan anses for aktiebaseret. Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse, er det et krav for, at investeringsselskabet er aktiebaseret, at 50 pct. eller mere af selskabets aktivmasse i løbet af hvert kalenderår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, idet der dog ses bort fra aktier m.v. i obligationsbaserede investeringsselskaber og investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning.

Skatteforvaltningen skal have et grundlag at foretage denne bedømmelse ud fra. Det er derfor foreslået, at Skatteforvaltningen kan fastsætte regler om indholdet af den meddelelse, som investeringsselskabet skal indsende. Det konkrete indhold er endnu ikke fastlagt. I lovbemærkningerne til den pågældende bestemmelse er angivet en række eksempler på, hvilke oplysninger og bilag der kunne være relevante. Det drejer sig bl.a. om oplysninger til identifikation af investeringsselskabet og investeringsselskabets vedtægter. Den nærmere udformning af reglerne vil ske i en dialog med relevante interessenter, og et udkast til bekendtgørelse vil i overensstemmelse med normal praksis blive sendt i offentlig høring.

Efter anerkendelsen som aktiebaseret vil investeringsselskabet årligt skulle indsende oplysninger til Skatteforvaltningen til vurdering af, om betingelserne vedrørende placeringen af aktivmassen fortsat er opfyldt. Disse oplysninger skal indsendes senest den 1. juli året efter det år, som de vedrører.

Efter forslaget kan Skatteforvaltningen fastsætte regler om de oplysninger, der skal indsendes. Det konkrete indhold heraf er endnu ikke fastlagt. I lovbemærkningerne til den pågældende bestemmelse er angivet en række eksempler på, hvilke oplysninger der kunne være relevante. Det drejer sig bl.a. om investeringsselskabets regnskab og en opgørelse over fordelingen af aktivmassen. Også her er det hensigten, at den nærmere udformning af reglerne skal ske i en dialog med relevante interessenter, og at et udkast til bekendtgørelse i overensstemmelse med normal praksis vil blive sendt i offentlig høring.

0:000:00