svarer 
Karsten Lauritzen

Skatteudvalget spørger skatteministeren, Karsten Lauritzen, om kommentar til henvendelsen af 15/2-19 fra Landbrug & Fødevarer om at indføre godtgørelse for afgiftsberigtigede varer på lager i forbindelse med afskaffelsen af afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 145, Spørgsmål 4
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. februar 2019 fra Landbrug & Fødevarer om at indføre godtgørelse for afgiftsberigtigede varer på lager i forbindelse med afskaffelsen af afgift af mineralsk fosfor i foderfosfat, jf. L 145 - bilag 4.

Svar fra torsdag den 28. februar 2019
Landbrug & Fødevarer anfører i henvendelse af 15. februar 2019, at det vil være hensigtsmæssigt med en godtgørelsesordning for allerede afgiftsberigtigede varer i forbindelse med afskaffelse af afgiften på mineralsk fosfor i foderfosfat.

Landbrug & Fødevarer anfører videre, at virksomhederne, der typisk har tre måneders foderbehov på lager den 1. juli, har afregnet en ikke ubetydelig afgift, som ikke kan viderefaktureres pga. udenlandske virksomheders mulighed for at sælge foder til en ny pris uden afgift. Endvidere har virksomhederne ikke mulighed for at tilpasse sig afskaffelsen af foderfosfatafgiften ved at reducere deres foderlagre, idet virksomhederne ikke kan ændre høsttidspunkter eller dyrenes foderbehov.

Der er tidligere – i særlige tilfælde – givet mulighed for, at virksomheder kunne få godtgørelse af betalt afgift for virksomhedernes lagerbeholdning. Dette har typisk været tilfældet, hvor afgiftsnedsættelser er trådt i kraft med meget kort varsel, og virksomhederne derfor har haft kort tid til at indrette sig på lovændringerne.

Eftersom afskaffelsen af foderfosfatafgiften foreslås at have virkning fra 1. juli 2019, vurderes tidshorisonten at gøre det muligt for virksomhederne at reducere deres lagerbeholdninger betydeligt, også selvom virksomhederne ikke kan påvirke høsttidspunkter eller dyrenes foderbehov.

Som tilkendegivet i forbindelse med høringen af lovforslaget vurderes afgiftslempelsen desuden ikke at stå mål med de administrative omkostninger, der vil være forbundet med en godtgørelsesordning.

På den baggrund er det fortsat min holdning, at der ikke skal indføres en godtgørelsesordning for afgift på mineralsk foderfosfat.

0:000:00