svarer 
Lea Wermelin

Miljø- og Fødevareudvalget spørger miljøministeren, Lea Wermelin, om kommentar til præsentation fra Dansk Akvakulturs foretræde for udvalget den 11/11-20

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 55, Spørgsmål 8
Vil ministeren kommentere præsentationen fra Dansk Akvakulturs foretræde for udvalget den 11/11-20, jf. L 55 - bilag 6?

Svar fra mandag den 16. november 2020
Det er vigtigt at slå fast, at L 55 ikke påvirker den eksisterende havbrugsdrift. L55 fjerner derimod mulighederne for at producere og høste tang og/eller muslinger som kompensation for udledning af næringsstoffer i forbindelse med nyetablering af havbrug eller udvidelse af eksisterende produktion.

Regeringen ønsker ikke at fremme en potentiel negativ påvirkning af vores vandmiljø gennem øgede urensede udledninger fra havbrug direkte til havet. Direkte udledninger, som ud over næringsstoffer, inkluderer medicin, biocider og organisk materiale. En påvirkning af naturen, og i særdeleshed af vand- og havmiljøet, vil altid medføre et element af usikkerhed, og denne risiko ønsker regeringen ikke at løbe over for vores vandmiljø, som i forvejen er presset. Det bemærkes, at Socialdemokratiet inden valget i marts 2019 udtrådte af den nævnte stemmeaftale.

Antagelserne, der lå til grund for Fødevare- og landbrugspakken holdt ikke stik, og der er ikke sket det forventede fald i kvælstofudledningen. I februar måned i år kom afrapporteringen af kvælstofudvalgets arbejde. Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var blandt andet, at der i starten af 2019 kom opmærksomhed på, at kvælstofudledningen ikke var faldet som forudsat. Den samlede vurdering var, at man ikke kunne forvente at opnå den i vandplanerne forudsatte kvælstofreduktion i 2021, hvis der ikke blev iværksat yderligere tiltag.

Regeringen prioriterer miljø- og klimabæredygtig fødevareproduktion højt. Når EU anbefaler vækst i marine fødevarer, er det ikke modstridende med, at der kan være lokale forhold, der medfører, at marin fødevareproduktion ikke er oplagt alle steder.

Jeg vil afslutningsvis kvittere for Dansk Akvakulturs forslag til innovation og udvikling, som de også har fremsendt direkte til mig med henblik på en bilateral drøftelse.

Lea Wermelin / www.mfvm.dk
0:000:00