Marie Bjerre
 svarer 
Astrid Krag

Marie Bjerre (V) spørger social- og indenrigsministeren, Astrid Krag, hvad det har af omkostningsmæssige konsekvenser, hvis ændringsforslag nr. 1 og 5, og nr. 3 og 4 vedtages

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 91, Spørgsmål 8
Vil ministeren svare på, hvad det har af omkostningsmæssige konsekvenser, hvis henholdsvis ændringsforslag nr. 1 og 5 om mulighed for, at privatpersoner uden et CVR-nummer kan ansætte en borger med et socialt frikort vedtages, og hvis ændringsforslag nr.

3 og 4 om fordobling af den skattefri indkomst på det sociale frikort i 2021 og 2022 vedtages? Der henvises til 2. udkast til betænkning over lovforslaget.

Svar fra mandag den 14. december 2020
”Vil ministeren svare på, hvad det har af omkostningsmæssige konsekvenser, hvis henholdsvis ændringsforslag nr. 1 og 5 om mulighed for, at privatpersoner uden et CVR-nummer kan ansætte en borger med et socialt frikort vedtages, og hvis ændringsforslag nr. 3 og 4 om fordobling af den skattefri indkomst på det sociale frikort i 2021 og 2022 vedtages? Der henvises til 2. udkast til betænkning over lovforslaget.” Svar:

Det er ikke muligt inden for den tidsmæssige ramme at udarbejde en præcis omkostningsberegning af ændringsforslagene om hhv. muligheden for, at privatpersoner uden et CVR-nummer kan ansætte en borger med et socialt frikort og forslaget om fordobling af skattefri indkomst på det sociale frikort.

Forslaget om at hæve loftet for skattefri indkomst på det sociale frikort til 40.000 kr. vil forventes at medføre, at den gennemsigtlige udbetalte løn på et socialt frikort vil stige. Som angivet i svar til spørgsmål 7 kan det fremhæves, at hvis det lægges til grund, at ændringer vil øge den gennemsnitlige udbetalte løn under det sociale frikort med 50 pct., så vurderes udgifterne forbundet med skattemæssigt mindre provenu ikke at kunne holdes inden for en ramme på 1 mio. kr. Dertil kommer øgede udgifter forbundet med mindre modregning i offentlig ydelser, som med betydelig usikkerhed skønnes at udgøre ca. 2 mio. kr., hvis samme antagelse lægges til grund.

Forslaget om, at privatpersoner uden et CVR-nummer kan ansætte en borger med et socialt frikort, er ikke en simpel øvelse og kræver, at det nærmere afklares, hvordan ændringen kan håndteres hensigtsmæssigt i forhold til snitfladerne til f.eks. lovgivning på beskæftigelsesområdet og skatteområdet. Samtidig skal der, jf. svar på spørgsmål 7, findes en løsning på, hvordan indtægt på baggrund af et socialt frikort kan registreres, når ansættelsen er ved privatpersoner. It-understøttelsen af det sociale frikort er i dag udarbejdet med udgangspunkt i, at arbejdsgivere skal have et CVR-nummer for at kunne tilgå it-løsningen, Socialtfrikort.dk, som de skal anvende til at indberette frijobberens lønindtægt til kommunen. Forslaget indebærer dermed, at der vil skulle foretages større justeringer i it-løsningen, hvilket der vil være udgifter forbundet med. Det vil desuden ikke være muligt at have en justering af it-løsningen klar til at kunne træde i kraft 1. januar 2021.

Jeg vil således gøre opmærksom på, at ændringsforslag nr. 3 og nr. 4 om fordobling af den skattefri indkomst på det sociale frikort i 2021 og 2022 forventes at medføre udgifter til det offentlige, som ikke vurderes at kunne holdes inden for den økonomiske ramme, som er afsat i Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024. Ift. ændringsforslag nr. 1 og nr. 5 om mulighed for at privatpersoner uden et CVR-nummer kan ansætte en borger med et socialt frikort, er det ikke muligt inden for de tidsmæssige rammer at vurdere konsekvenserne af dette forslag og dermed heller ikke de omkostningsmæssige konsekvenser forbundet hermed.

Jeg vil afslutningsvis bemærke, at jeg ikke synes, at vi har et tilstrækkeligt solidt grundlag til at træffe beslutning om, hvorvidt ændringsforslag om beløbsgrænse på 40.000 kr. og ansættelse ved private er de rigtige ændringer at foretage, hvis vi skal åbne op for at justere i præmisserne for ordningen. Det bør derfor være spørgsmål, vi behandler ifm. forhandlingerne om forlængelse og evt. justering af ordningen i 2022.
0:000:00