Det foreslås med lovforslaget, at kommunalbestyrelsens afgørelser om bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering eller af den løbende månedlige reintegrationsbistand ikke – modsat kommunalbestyrelsens afgørelser efter repatrieringsloven i øvrigt – kan indbringes for Ankestyrelsen.

Som angivet i de almindelige bemærkninger til lovforslaget findes det ubetænkeligt at afskære adgang til administrativ rekurs til Ankestyrelsen i sådanne sager navnlig henset til, at vurderingen af, om et forhold efter sin karakter omfattes af udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, i hovedsagen baserer sig på en række mere objektivt prægede forhold, herunder om alvorlig kriminalitet mv. begået efter afgørelsen om hjælp til repatriering eller afgørelsen om reintegrationsbistand ville kunne medføre udvisning ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24 som følge af straffens karakter og længde, hvis forholdet var begået her i landet. Der er herved tale om spørgsmål, som sædvanligvis vurderes af domstolene (i sager om udvisning ved dom) eller indgår som del af en udtalelse fra Rigsadvokaten til udlændingemyndighederne (i inddragelsessager og sager om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse), og som ikke ligger inden for Ankestyrelsens sædvanlige ansvarsområde i forbindelse med klagesager. Det vil i sager om bortfald af ydelsen således være op til Rigsadvokaten at vurdere, hvilken straf den pågældende ville have modtaget, hvis kriminaliteten var begået her i landet, og om karakteren af kriminaliteten i sig selv kunne føre til udvisning. Indførelse af en klageadgang til Ankestyrelsen ville således skabe en helt ny retsstilling derved, at Ankestyrelsens prøvelse i princippet vil kunne omfatte Rigsadvokatens vurdering. Endvidere bemærkes det særligt, at der ikke vil skulle foretages en vurdering 8. januar 2021 Udlændinge- og Integrationsministeriet Akt-id 6198 4000 [email protected] www.uim.dk 36977191 2020 - 24286 1490054 af, om udlændingelovens § 26, der indeholder et vidt skøn, vil være til hinder for udvisning, hvilket i sig selv – og set i sammenhæng med de øvrige elementer – taler for, at afskæring af klageadgangen er ubetænkelig. Tilsvarende baserer kommunalbestyrelsens vurdering af, om det begåede forhold opfylder de tidsmæssige betingelser, sig i hovedsagen på mere objektivt prægede forhold i relation til, hvornår forholdet er begået. Hertil kommer, at der i disse sager findes at være behov for en forholdsvis hurtig afklaring, ligesom det er indgået i vurderingen, at der med afgørelser om at yde støtte er tale om begunstigende forvaltningsakter, og at kommuner ikke står i et almindeligt underordnelsesforhold til andre myndigheder, hvorfor deres afgørelser ikke kan påklages efter den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning om rekurs.

På baggrund af ovenstående finder jeg ikke, at kommunalbestyrelsens afgørelser om bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering eller af den løbende månedlige reintegrationsbistand bør kunne indbringes for Ankestyrelsen eller anden administrativ rekursmyndighed.

I forlængelse heraf bemærkes det, at en tilkendegivelse over for den repatrierede person om, at den resterende del af hjælp til repatriering eller yderligere udbetalinger af den løbende månedlige reintegrationsbistand tilbageholdes, indtil der efter omstændighederne træffes afgørelse om bortfald af støtten, ikke er en afgørelse, hvorfor der bl.a. ikke kan klages over denne tilkendegivelse. Det er i den forbindelse indgået i overvejelserne om ordningens udformning, at der med ordningen skal kunne foretages en forholdsvis hurtig vurdering af adgangen til at tilbageholde repatrieringsstøtten, så formålet med den foreslåede ordning ikke i realiteten forspildes, hvis tilbagebetaling måtte vise sig udsigtsløs i sager, hvor der efterfølgende træffes afgørelse om bortfald af støtten.

Mattias Tesfaye / Jesper Gori Side