Peter Skaarup
 svarer 
Nick Hækkerup

Peter Skaarup (DF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, hvor det af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fremgår, at man ikke kan afskaffe strafrabatter

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 52, Spørgsmål 1
Vil ministeren, i forlængelse af 1. behandling af forslaget præcisere, hvor det af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fremgår, at man ikke kan afskaffe strafrabatter, og vil ministeren præcisere om det fremgår af andre international konventioner eller forpligtelser?

Svar fra mandag den 15. februar 2021
Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) rtikel 6, stk. 1, at enhver har ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig tid i bl.a. straffesager. Det følger desuden af EMRK artikel 13, at enhver, hvis rettigheder og friheder efter EMRK er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, der skal forhindre eller standse krænkelsen eller tilkende passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave, 2020, side 1262.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstateres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen. Det vil derfor ikke være muligt inden for rammerne af EMRK at afskaffe brugen af strafnedsættelse som kompensation for lang sagsbehandlingstid, hvis der ikke i stedet indføres en anden form for kompensation, f.eks. en økonomisk godtgørelse.

Afslutningsvis kan det oplyses, at retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist tillige er beskyttet af bl.a. EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, der finder anvendelse i sager omfattet af EU-retten.

Side
0:000:00