Professorsønnen Lars Blinkenberg var godt nok født i Aarhus og blev første gang student fra Aarhus Katedralskole i 1949; men den fra faderen arvede kærlighed til Frankrig var allerede beseglet, da han tog fransk studentereksamen fra Lycée Saint Charles i Marseille året efter.
Jurist blev Lars Blinkenberg fra Aarhus Universitet i 1956, og så indledtes en lang karriere i udenrigstjenesten. Han var bl.a. ambassadesekretær i London 1960-63 og 1. ambassadesekretær i New Delhi 1964-68.
Ambassadør blev Lars Blinkenberg første gang i 1981-86 i Caracas, Venezuela m.fl. Blandt senere poster kan nævnes ambassadørposten i Syrien, Cypern, Jordan og Libanon 1996-99.
I opslagsværket Blå Bog skrev Lars Blinkenberg, hvad der motiverede ham:
"Som diplomat har jeg i min lange karriere lagt vægt på god indsigt i de pågældende landes sprog og kultur, og i mit otium har jeg sat mig meget ind i alle forhold i det moderne Spanien, hvor jeg tilbringer vinteren. Jeg indberetter regelmæssigt til Helsinki Komiteen om ikke mindst den politiske udvikling i Catalonien og delstatens komplicerede forhold til Madrid regeringen."
Blandt Lars Blinkenbergs tillidshverv kan nævnes, at han var næstformand for bestyrelsen for Nordisk Investeringsbank 1975-77 og var medlem af bestyrelsen for dansk-svenske, dansk-finske og dansk-islandske fonde 1973-76, ligesom han var medlem af den rådgivende komité i Den danske Helsinki komite for menneskerettigheder fra 2002.
I 1999 stiftede han en mindefond for sin far, professor, dr. phil. et litt. Andreas Blinkenberg (1893-1982).
Lars Blinkenberg, der var Ridder af første grad af Dannebrogsordenen, udgav sine erindringer i 2014 med titlen 'Mit Livs Ankerpladser'.
Han efterlader bl.a. sin anden kone, den 61-årige it-konsulent og projektleder Dorthe Blinkenberg samt sine børn.
Begravelsen finder sted fra Tved Kirke fredag 13. december 2024 kl. 13.
Artiklen var skrevet af
Indsigt
- I årevis har institut målt partilederes popularitet. Nu sætter formand bundrekord
- Bankfusion giver fagbevægelsen trecifret millionudbytte og polstrer formuerne: "En gylden mulighed"
- To ud af tre danskere vil gøre det sværere at blive valgt til Folketinget
- Franciska Rosenkilde: Vi drukner, når klima og svin topper dagsordenen. Men Alternativet er mere end det
- Nyvalgt var bange for at blive ensom på Borgen: "Som aktivist har fællesskaber styrket min trivsel"
















































