Om  
Kira Marie Peter-Hansen

SF-stemmesluger modtager Tingprisen: "Valgkampen har rykket mig utrolig meget"

Som den første EU-politiker har Kira Marie Peter-Hansen modtaget Altingets Tingpris. Hun får prisen for sin evne til at forklare vælgerne, hvad hun mener og tror på. 

Tingprisen gives til en politiker, der med sin kommunikation har været med til at fremme danskernes forståelse af dansk eller europæisk politik
Tingprisen gives til en politiker, der med sin kommunikation har været med til at fremme danskernes forståelse af dansk eller europæisk politikFoto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Oskar Hammer Sylvestersen

Det var en "meget, meget rørt" Kira Marie Peter-Hansen (SF), der onsdag kunne tage imod Altingets Tingpris for sin evne til at kommunikere om dansk og europæisk politik. 

"Det er dejligt at blive anerkendt for, at jeg har rykket mig rigtig meget, og det er godt at vide, at Europa-Parlamentet er kommet ind i Altingets gård," sagde SF'eren til de fremmødte, efter hun havde modtaget prisen. 

Det er andet år i træk, at Kira Marie Peter-Hansen er nomineret til Tingprisen. Sidste år gik prisen dog til Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh. Men Kira Marie Peter-Hansen har et bud på, hvorfor hun nu i år har gjort sig fortjent til prisen. 

"Særligt valgkampen har rykket mig utrolig meget, tror jeg. Man får en meget, meget intensiv periode, hvor der både er kriser, politiske angreb og meldinger, paneldebatter og konstant kontakt med pressen. Og det har jeg lært meget af."

Læs også

Det var ifølge Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, også på grund af Kira Marie Peter-Hansens indsats i valgkampen, at hun løber med prisen. 

"Ved valget i juni var de unge, og mange andre vælgere, ikke i tvivl om, at der her var en politiker, der kunne forklare dem, hvad hun tror på. Én, som de turde tro på, og én, de derfor godt ville betro en lille andel af magten i Europa-Parlamentet. For den indsats modtager Kira Marie Peter-Hansen Tingprisen."

Kira Marie Peter-Hansen har også haft fokus på at kommunikere sit arbejde i EU, som for mange danskere kan virke fjernt.

"Det, jeg prøver, er at være oprigtig og ærlig i min kommunikation. Jeg vil gerne forklare de nuancer og overvejelser, der ligger bag beslutningerne."

Udover Kira Marie Peter-Hansen var også Mona Juul (K) og Monika Rubin (M) nomineret til prisen.  

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

"Mænd, mænd, mænd, mænd, og så mig"

Inden Tingprisen blev uddelt, var Pia Kjærsgaard (DF) inviteret ind som særlig gæst. Som den længst siddende nuværende folketingspolitiker satte hun ord på, hvordan politisk kommunikation har ændret sig gennem tiden. 

"Det er en anden måde, vi kommunikerer på i dag. Jeg er fra en tid, hvor man mødtes med borgerne rundt omkring i forsamlingshuse og kroer, hvor folk spiste wienerbrød og drak kaffe. Det var super hyggeligt," sagde Pia Kjærsgaard. 

Og hun opfordrede derfor sine yngre kollegaer til at huske, at mødet med borgerne også kan foregå fysisk og ikke kun igennem en skærm.

Læs også

Det blev også bemærket, at de nominerede i år kun bestod af kvinder. 

"Det gør noget anderledes, at der er flere kvinder i front. Jeg synes, der skal være en balance. Jeg har mange gange siddet i partileder-debatter, hvor der kun var mænd. Det var mænd, mænd, mænd, mænd, og så mig," sagde Pia Kjærsgaard. 

Med Tingprisen følger en bronzeskulptur lavet specielt til prismodtageren af kunstneren Hans Pauli Olsen.

Juryen bag årets uddeling af Tingprisen bestod af:

  • Jakob Nielsen, chefredaktør for Altinget
  • Anna Ebbesen, bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver samt tidligere rådgiver for henholdsvis Venstre og Radikale på Christiansborg 
  • John Wagner, bestyrelsesmedlem og politisk kommentator samt tidligere administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd, generalsekretær i Det Konservative Folkeparti og Christiansborg-journalist

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kira Marie Peter-Hansen

MEP (SF) 2019-
Bachelorstuderende i international relations (Vesalius College, Belgien) 2020-

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024