Debat

Aktører: Giv herbergerne en nøglerolle i indsatsen mod hjemløshed

DEBAT: Gennem hundrede år har herberger i hele landet opbygget viden, erfaring og ikke mindst relationer til beboerne. Og netop det bør danne basis for det arbejde, politikerne står overfor i kampen mod hjemløshed, skriver Helle Christiansen og Vibe Klarup.

Housing First er den bedste vej ud af hjemløshed og derfor bør boligen være omdrejningspunktet i en kommende reform, mener  Kirkens Korshær og Hjem til Alle. (Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)
Housing First er den bedste vej ud af hjemløshed og derfor bør boligen være omdrejningspunktet i en kommende reform, mener Kirkens Korshær og Hjem til Alle. (Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helle Christiansen og Vibe Klarup
Hhv. chef for Kirkens Korshær og direktør i Hjem til Alle

I et indlæg i Altinget bakker journalist på Hus Forbi Josefine Skjødt og næstformand i Sand Per K. Larsen op om, at adgangen til betalelige boliger er en vigtig del af at stoppe hjemløshed. 

Samtidig lufter de en bekymring for, at man i en kommende ny strategi for hjemløseområdet kommer til at høste, før man har sået - altså at man lukker herbergerne, før boligerne er der.

Det er en meget vigtig bekymring. Og vi vil gerne udfolde spørgsmålet lidt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi har nu i ti år arbejdet med Housing First-tilgangen i Danmark. Indtil nu er vi som samfund desværre ikke lykkedes. Kun fem procent i hjemløshed får tilbudt en fast base, hvor man får støtte og kan føle sig tryg på egne præmisser.

Ingen skal være hjemløs i Danmark. Vi ved, at Housing First er den bedste vej ud af hjemløshed, og derfor bør boligen være omdrejningspunktet i en kommende reform. 

Herbergerne kan bruge relationer og ekspertise til at sikre det, der er så afgørende for, at boligen bliver et hjem: Individuel støtte og givende fællesskaber

Helle Christiansen og Vibe Klarup

Det er helt elementært: Vi skal have boliger nok for at stoppe hjemløshed. Noget som også Kraka tidligere i år satte tal på for Hjem til Alle-alliancen.

Herbergernes rolle skal udvikles
Med flere faste boliger kan behovet for midlertidige akuttilbud, som herbergerne i dag rummer, blive mindre.

Det kræver, at vi samlet set bliver bedre til at forebygge hjemløshed og i særdeleshed til at sikre, at en bolig bliver til et hjem. Her kan herbergerne spille en afgørende rolle. 

Gennem hundrede år har herberger i hele landet opbygget viden, erfaring og ikke mindst relationer til beboerne. Og netop det bør danne basis for det arbejde, politikerne står overfor. 

Herbergerne kan bruge relationer og ekspertise til at sikre det, der er så afgørende for, at boligen bliver et hjem: Individuel støtte og givende fællesskaber. 

Men det betyder også, at herbergernes rolle og arbejde skal udvikles og have endnu flere dimensioner, end det har nu.

En kommende reform må ikke betyde, at den samfundsgevinst, som Kraka peger på, at der er at spare ved at gå all-in på Housing First-tilgangen, bliver puttet i den offentlige tegnebog og brugt til andre formål. 

De penge skal nemlig reinvesteres i at nå målet om at stoppe hjemløshed.

Læs også

Afgørende at bygge broer
Det er i overgangene, det ofte går galt. Når man går fra barn til voksen, fra kommune til region, fra en paragraf til en anden. 

Vi ser det igen og igen i det frivillige, sociale arbejde: Hvis ikke der bliver bygget bro over forhindringerne, hvis ikke relationerne er på plads, hvis ikke støtten er individuel og behovsstyret, så er risikoen, for at indsatsen ikke lykkes, stor. 

Når vi lykkes med det, selv med mennesker hvor det på papiret kan se nærmest umuligt ud, så er fællesnævneren netop det: Ressourcer til at give massiv støtte tilpasset den enkelte. 

Det er der både samfundskroner og samfundssind i og umådelig værdi for det enkelte menneske.

Samtidig bør en reform lægge op til et forpligtende samarbejde på tværs af civilsamfund, boligsektor, kommuner, fonde og erhvervsliv: Vi kan løse problemet med hjemløshed, hvis vi får lov i fællesskab, og der er politisk vilje til at gå forrest.

Målet er klart for os alle: Vi vil stoppe hjemløshed, ikke håndtere den. Ingen bør være marginaliseret, overladt til sig selv eller uden det allermest fundamentale: Et hjem, man kan kalde sit eget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Christiansen

Fhv. chef, Kirkens Korshær
cand.theol. (1984)

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

0:000:00