Arbejdsmarked
Hvad adskiller kommunalpolitik fra folketingspolitik?
I kommunalpolitik er det hele lidt mere … menneskeligt og håndholdt. Her er færre embedsmænd, ingen departementer eller kontorchefer, der skal tages i ed – i hvert fald ikke i samme grad som i den politik, der vedtages af Folketinget. De kommunalpolitiske idéer formes ofte direkte af politikerne selv – mange af dem uden store sekretariater og analysekapacitet i ryggen, mens kommunaldirektøren og medarbejderne i kommunen har den utilfredsstillende opgave at fortælle enhver nyslået, idealistisk byrod, at riget – og især kommunerne – fattes penge, og regne ud, hvorfor gode idéer ikke kan lade sig gøre alligevel. Og selvom kandidaterne og lokalpartierne altid kan forsøge at trække på sekretariatet i moderpartiet, så kan ingen i 1240 K hjælpe kandidaten med, hvordan denne tackler lokalpolitik i Slagelse – det bliver højst til et forkølet kursuskatalog, et par kandidatsamlinger og en central valgkampshåndbog, og så er det ellers op til partierne og kandidaterne selv lokalt.
Det betyder: Kommunalpolitikerne og kandidaterne former i højere grad selv deres mærkesager. De er mere tilgængelige – og ofte mere sårbare. Her er indflydelse til salg – ikke kun for penge, hvis man som organisation vil gå ned ad den risikable vej, men for troværdige input og gennemarbejdede forslag.
Her er indflydelse til salg – ikke kun for penge, hvis man som organisation vil gå ned ad den risikable vej, men for troværdige input og gennemarbejdede forslag.
Cowboyland og konstitueringsmudder
Kommunalpolitikken er også kendt for at ende i kaos, når ”de lange knives nat” starter, efter at stemmerne er talt op. Der handles borgmesterposter, der købes og sælges udvalg, og her kan bare et enkelt mandat blive afgørende. Den aften er kommunalpolitik cowboyland/det vilde vesten – og netop derfor kan et lille parti eller en solokandidat ende med at få en magt, ingen havde regnet med. Den magt kan blive brugt på at gennemføre en mærkesag – måske din, hvis du er dygtig nok til at have gjort sagen spiselig, konkret og salgbar. I de fleste partier gennemføres der lige nu urafstemninger, hvor det afgøres, hvilken placering kandidaten får på listen. Det har allerede givet de første hovedbrud og interne kriser rundt i landet. De er konkurrenter, og derfor er de også parate, hver især, til at udvikle specifik politik, som deres partifælle ikke har på hylden.
Hvad laver kandidaten lige nu, mens du læser det her?
De sidder og skriver. De higer og søger – ikke i gamle bøger – men i alt, hvad de kan finde. Hovedparten af kandidaterne starter med deres egne visioner. De skal blive til mærkesager. Så skal de blive til ord, flyers og opslag på sociale medier. Kandidaten skal balancere mellem egne drømme og det, de tror, vælgerne gider høre på. De har brug for data, cases, konsekvensberegninger og argumenter. Det har organisationen. Organisationen kan blive kandidatens politiske tænketank – hvis den vil. Men det kræver f.eks., at organisationen har analyserne, der viser, hvor
Organisationen kan blive kandidatens politiske tænketank – hvis den vil.
meget organisationens mærkesager faktisk påvirker vælgerne lokalt, og hvordan det kan siges med menneskesprog, så vælgerne faktisk forstår det. Organisationerne kunne f.eks. rykke en artikel i de lokale blade med en overskrift à la: ”Hvad vil vi gerne have arbejdet ind i kommunal- og regionsvalget?” – og her åbent kommunikere de mærkesager. Mon ikke der sidder et par frustrerede kandidater lige nu, der forgæves leder efter inspirationen? En kommunalpolitisk kandidats største skræk er – udover at blive vejet og fundet for let af vælgerne, selvfølgelig – at de får foreslået noget, som alle andre griner af, fordi det er utopisk eller uigennemtænkt. Organisationerne kan blive kommunalkandidatens forsikring for, at det ikke sker – og de vil tage imod med kyshånd. Vi konsulenter, der rådgiver organisationer om, hvordan de kommer i kontakt med kandidaterne, burde give dem pengene tilbage – eller i det mindste bare have et PowerPoint-slide med teksten: ”Bare tag fat i dem”.
Hvilke kanaler skal man møde kandidaten i?
Kommunalkandidaten er langt mere tilgængelig, og det kræver ikke samme audiens som på Christiansborg. De er til gengæld overalt – men ikke tilfældigt. Man skal finde den kanal, hvor man kan medvirke bedst. Det fysiske kaffemøde er stadig guld, og det overholder det væsentligste succeskriterium, når man interessevaretager, nemlig at man kan være hinandens fortrolige, uden at det skal portrætteres på hverken Instagram eller X. Men ellers er der utallige veje – nogle organisationer har lavet deres egne politikercaféer, hvor de inviterer politikerne til en snak.
En tillidsrepræsentant i BUPL Nordsjælland har for nylig skrevet noget nær det perfekte bekymringsbrev til kommunalbestyrelsen i Helsingør (https://bupl.dk/lokalt/nordsjaelland/nyheder/naar-medlemmerne-goer-forskellen) og redegjort for, hvad konsekvenserne ville være af en besparelse, de næsten havde vedtaget. Ikke en brokmail, men en invitation til samarbejde. Hun medvirker. Hun har forstået det. Gør som hende. Sæt det i system. Skriv kandidaten en mail, et brev, og vent med at hoppe ind i kandidatens kommentarfelter, medmindre du kan finde ud af at skrive: ”Kæmpe respekt for, at du stiller op – måske kan du bruge vores analyser til noget – læs vores mærkesager her, og ræk ud til mig, hvis vi skal tale sammen”. Skulle man alligevel ende i en situation, hvor politikerne ikke vil høre, så må de jo føle – og de føler det pres, som en organisation kan lægge, hvis organisationens folk skriver i kommentarfeltet og i en tone, der er lidt mere insisterende. Det er dér, vi går fra at medvirke til at påvirke.
Hvad skal organisationen – og hvad skal græsrødderne?
Organisationen skal være strategen. Mærkesagerne skal være tydelige, prioriterede, dokumenterede og klar til servering. Forpersonen i organisationen besøger borgmester og borgmesterkandidater. Det er baglandet, der skal ud og tale med alle kandidater. Alle partier. Alle steder. Fodtusserne skal være klar – hvis de vel at mærke kan gøre som superkvinden fra Helsingør: henvende sig i en ordentlig tone, servere fakta på den rigtige måde, anskueliggøre konsekvenser og først og fremmest henvende sig, som om der er tale om et samarbejde og ikke en preskampagne.
Det handler ikke om at påvirke – det handler om at medvirke.
Pas på tonen
Det handler ikke om at påvirke – det handler om at medvirke. Politikerne er ikke dumme, selvom nogle interesseorganisationer og deres fodtusser har en tendens til både at tro og udtrykke det. I Danmark har vi en række organisationer, der har lært, at det er fuldkommen ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den fanger mus. Og så er der de organisationer, der bliver ved med at tro, at henholdsvis ”de blå” eller ”de røde” ikke er OK. Får de lagt deres politiske bias fra sig, kan de samtidig droppe preskampagnerne. De kan lære af ”kartoffelmanden”, der har været så klog at hælde kartofler ud over Storebæltsbroen på vej til lastbilblokade uden for Christiansborg – og til DR nu undrer sig over, at ”folk kunne være så dumme ikke at stoppe, men bare fortsætte hen over kartoflerne”. (https://www.dr.dk/nyheder/indland/rene-skabte-kartoffel-kaos-paa-storebaeltsbroen-i-dag-begynder-retssagen-mod-ham). Hvis nogen skulle være i tvivl her, kan de lære, at preskampagner, der løber løbsk, ikke kan anbefales.
Hvis du vil noget politisk i kommunerne, så skal du tale, som du taler med en ny kollega, du gerne vil have et godt og langt samarbejde med.
Hvis lokale tillidsrepræsentanter forstår, at politikere og kandidater for det meste er ildsjæle som dem selv, og at de sætter sig selv på spil ved at stille op, så kan vi begynde at udveksle politik, som kan arbejdes helt ind i kommunen.
Hvis du vil noget politisk i kommunerne, så skal du tale, som du taler med en ny kollega, du gerne vil have et godt og langt samarbejde med. Det vil sige med respekt, indsigt – og evnen til at lytte. Det burde være så banalt og selvfølgeligt.
