Anders Beich til lægeorganisationer: Hvad blev der af mit fags kerneværdier og hensynet til de svage patienter?

Det smitter af på borgernes forventninger, også til sundhedsvæsenet, især i områder, hvor mange har forsikring eller likviditet til mere end de trænger til, endda til ydelser der er potentielt skadelige.

Med sundhedsreformen skal væsenet have forstærket dets fundament (blandt andet flere læger på langt sigt) — og lægerne klapper.

Samtidig vil man på kortere sigt omsider tage hul på en faglig prioritering og fordeling af sundhedsressourcerne og altså regulere antal patienter per lægekapacitet i almen praksis efter patienternes objektive behov for lægehjælp — og lægerne bekymres i kor ved udsigten til, at læger med mange sunde, stærke og nogle gange krævende borgere ud af de obligatoriske 1.600 på listen skulle kunne tage nogle flere patienter ind.

Hvis patientantallet øges uden aftale med de praktiserende læger, frygter PLO, at "flere læger vil forlade faget eller vælge at gå tidligere på pension."

Lægerne i disse områder har på ingen måde oplevet opbakning eller solidaritet, men fordres nu at stå last og brast med kolleger, der betjener de sundeste og mest sundhedskompetente borgere i den anden ende af spektret.  

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

PLO er en brancheorganisation, der varetager flertallet af de praktiserende lægers interesser. Her har man ikke haft den store interesse for vilkårene for det mindretal, som praktiserer der, hvor multisygdom og lave sundhedskompetencer præger alt for mange på patientlisten (udkanten og fattige områder i byerne), og hvor borgerne har vænnet sig til vikarklinikker og nødløsninger uden lægelig kontinuitet, fordi lægehusene lukkede.

I disse lægemangelområder har rammevilkårene længe været inkongruente med arbejdet (for stor arbejdsbelastning og ringe økonomi). Og det har de sidste par årtier helt paradoksalt affødt patientantal over normen (for økonomisk overlevelse på et fast honorar per patient), for lange ventetider og lukninger af praksis på grund af manglende rekruttering og ingen mulighed for generationsskifte.

Hvilke nye læger vil udgøre fundamentet i sundhedsvæsenet, når undergrunden ikke kan bære? Lægerne i disse områder har på ingen måde oplevet opbakning eller solidaritet, men fordres nu at stå last og brast med kolleger, der betjener de sundeste og mest sundhedskompetente borgere i den anden ende af spektret.

Havde man håbet på nogle faglige og værdimæssige refleksioner om patienterne og deres behov, og om det almenmedicinske fags principper for udøvelse og fordeling af vores faglighed i et retfærdigt sundhedsvæsen, så hører man desværre i stedet bare et ekko af den bekymrede PLO-branchevinkel fra det almenmedicinske fags lægevidenskabelige repræsentanter:

"Intet lægehus bør kunne pålægges en længere liste, end lægerne vurderer, at de kan overkomme," siger Dansk Selskab for Almen Medicin. 

" ….vi frygter, at dette kan hæmme rekrutteringen og presse praktiserende læger ud af faget," lyder det fra Forum for Yngre Almenmedicinere.

Hvad blev der af mit fags kerneværdier og -principper i diskussionen af sundhedsreformens fordelingsintentioner?

"Vi giver mest til dem, som har størst behov" og "Vi finder og behandler de syge og lader de raske være raske."

Hvad blev der af svage og komplekse patienters objektive behov uanset geografi og værdien af lægelig kontinuitet for netop disse patienter?

Og hvad er det for opgaver, vi har travlt med der, hvor de stærke, raske, sunde patienter fylder på listen, der hvor mere aldrig er nok, og hvor sundhedsmarkedet gnaver sig ind i egen læges virke?

Patienters opskruede forventninger om medicinsk aktivitet er dokumenteret at afføde defensiv medicin, som igen bidrager til yderligere forventninger, og er en stress- og udbrændingskilde i sig selv. 

En fagligt assertiv prioritering midt i den accelererende ulighed i sundhedsvæsenet, hvor "the silver tsunami" møder "medikaliseringstsunamien", ville flugte med fagets vedtagne værdier og principper.

DSAM gjorde faktisk for få år siden en betydelig indsats for at vedtage faglige kerneværdier og principper med fokus på patienten (som det trods alt handler om) og retfærdig fordeling af sundhedsvæsen.

Vi gjorde endda fælles nordisk, faglig front og tog værdierne og principperne til europæisk niveau.

Faglige kerneværdier og principper burde jo komme før det organisatoriske og forretningsmæssige i vores fag, derfor benævnt pejlemærker for faget.

Nu bekymrer man sig unisont med vores brancheforening, som lidt kynisk indtager det synspunkt, at hvis vi i 2035 bliver 5.000 almenmedicinske speciallæger, der faktisk gerne vil almen praksis, så vil der nok være nogen, der presses ud i lægemangelområderne for at kunne udøve deres fag.

Vi behøver ikke frygte for fastholdelse af praktiserende læger i velstillede områder med stærke borgere og mindre sygelighed ved udsigt til lidt flere på listen.

Anders Beich
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge

Vi behøver ikke frygte for fastholdelse af praktiserende læger i velstillede områder med stærke borgere og mindre sygelighed ved udsigt til lidt flere på listen.

Udligning af mængden af det lægeligt komplekse arbejde ved differentiering af patientantallet vil udligne lidt på  attraktionsværdien af praksis i de forskellige områder. Lægerne i de områder, hvor lægerne sagtens kan overdrage nu, vil blive og vente på yderligere goodwill-stigning i sælgers marked de kommende år, og ellers kan de jo sagtens generationsskifte allerede nu til en vældig god pris. På den måde kan faget få friske kræfter, som godt kan passe og "opdrage" flere end 1.600 borgere, når langt de fleste er friske.

Beslutningstagerne må imidlertid have opgivet at få lægerne til at tage fælles ansvar for at udvikle og tilpasse faget og være med til at fordele aktiviteterne efter behov, så måske er det sidste udkald.

Politikerne varsler nu, med åbne øjne og en kynisme, der matcher de lægelige organisationers, at ville producere et overskud af læger — mindst 10.000 i 2035 — så det bliver arbejdsudbyders marked, også i forhold til almen praksis.

Dermed kommer kommende generationer af læger i kamp om jobs og med ledighed, uendelig mobilitet og opskruet goodwill til at betale prisen for nuværende kollegers manglende vilje til, i andet end ord, at ville bidrage til samfundets behov for at imødegå både ulighed i sundhedsvæsen og medicinsk overaktivitet.