DGI: Folkesundhedsloven kan blive den vigtigste lov for velfærdssamfundet, vi længe har set

Fra patient til medlem

I foreningernes fællesskaber er du ikke borger eller patient – du er medlem. 

Derfor er det vigtigt, at folkesundhedsloven forpligter kommuner, regioner og eventuelt de kommende folkesundhedsråd til at arbejde med folkesundhed og samtidig sikrer rammerne for, at civilsamfundet kan bidrage.

Folkesundhedsloven bør have høje nationale ambitioner for at øge folkesundheden, og det vil være oplagt, at der i loven er nogle få, forpligtende, overordnede nøgletal.

På nationalt plan skal vi kunne følge udviklingen, og det kan vi, når der er nogle nøgletal.

Tre eksempler på nøgletal, der følger udviklingen i Folkesundhed kunne være

1. Andel af børn og unge, der deltager i en frivillig forening, herunder børn og unge fra udsatte familier
2. Andel af raske voksne, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet
3. Andel af borgere, der guides fra sundhedsvæsenet til lokale aktive fællesskaber. 

Skal dække alle livets faser

Samtidig skal vi sikre, at der investeres i lokale muligheder for at designe løsninger og skabe samarbejde med forskellige aktører, der kan og vil bidrage. 

Loven skal både fokusere på øget livskvalitet i alle dele af befolkningen og på at forebygge ulighed i sundhed.

Det skal være en lov for hele folket uanset alder, livsfaser og livsvilkår. Og der er meget, vi i fællesskab kan tage fat på.  

Det kræver ressourcer og tillid, når vi skal arbejde sammen på tværs af sektorer og mellem frivillige og medarbejdere.

Charlotte Bach Thomassen
Landsformand, DGI

Folkesundhed er vigtigt for børnene, og en tidlig indsats blandt børn og unge i daginstitutioner og skoler er en investering, der rækker langt ind i fremtiden.

Der skal mere fysisk aktivitet og bevægelsesglæde i børn og unges liv, og vi skal gøre en langt større indsats for at sikre, at alle børn og unge har en fritidsaktivitet sammen med andre – hvilket også er blandt Trivselskommissionens anbefalinger.

Det betyder samtidig, at vi skal sætte gang i langt mere samarbejde mellem skoler og det lokale foreningsliv, blandt andet med det mål at styrke unges tilknytning til fritids- og foreningslivet.  

Der er også et stort potentiale i at samarbejde mere om voksne – og måske især seniorerne – med kroniske sygdomme eller andre skavanker.

Idrætsaktiviteter i foreningen kombineret med en kop kaffe kan være med til at forebygge, at ensomhed vokser, at sygdom udvikler sig eller, at faldskaderne bliver alvorlige. Alt det, der er godt for folkesundheden.  

Og seniorerne ser selv et stort potentiale i mere samarbejde.

I en Voxmeter-undersøgelse foretaget for DGI svarer 72 procent af seniorerne, at kommuner og idrætsforeninger skal samarbejde om motion- og idrætsfællesskaber.  

Aktivitet i fællesskab er afgørende

Det kræver ressourcer og tillid, når vi skal arbejde sammen på tværs af sektorer og mellem frivillige og medarbejdere.

Og ledere på alle niveauer skal have et stort fokus på, hvad der motiverer og mobiliserer udvikling af nye aktiviteter og samarbejdsformer. 

Vi har netop offentliggjort, at der er rekordmange medlemmer i idrætsforeningerne.

I DGI og DIF's foreninger er der over 2,4 millioner medlemmer, og for alle aldersgrupper gælder det, at der er kommet flere medlemmer.

Men der er plads til flere, og vi ved, det kræver samarbejde på tværs af sektorer for at nå ud til dem, der måske ikke af sig selv finder vej til foreningerne.  

Det er afgørende for en bedre folkesundhed, at flere bliver aktive sammen med andre, for aktive fællesskaber styrker den fysiske, mentale og sociale trivsel.

I Sundhedsreformen er der lagt vægt på, at der skal være flere digitale løsninger i fremtiden.

I det lys bliver det endnu mere vigtigt at sikre, at der er fællesskaber omkring børn, unge og voksne, hvor menneskelige relationer motiverer til sund adfærd.  

Når vi er en del af et fællesskab, oplever vi et tilhørsforhold. Det har stor indflydelse på vores livskvalitet og på vores overskud til tage ansvar for os selv og andre.

Derfor er fællesskaber afgørende for folkesundheden, og derfor kan folkesundhedsloven blive afgørende i velfærdssamfundet.