Debat

FOA: Tab nu ikke sikkerheden på gulvet

DEBAT: Debatten om, hvordan vi her og nu sætter ind mod den vold, som er eskaleret de seneste år på de psykiatriske bosteder, og som indtil nu har kostet fem ansatte livet, er ved at ryge helt af sporet, skriver Dennis Kristensen.

Foto: FOA
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dennis Kristensen
Formand FOA

Regeringen reagerede på det seneste drab i påsken på bostedet Lindegården ved Roskilde ved at nedsætte en embedsmandsgruppe, som har fremlagt 8 anbefalinger til forebyggelse af vold på bostederne.

Det er de anbefalinger, der nu er til politisk forhandling. FOA støtter anbefalingerne, selvom der stadig udestår en mere detaljeret afdækning af det konkrete indhold.

Til gengæld bliver anbefalingerne angrebet fra mange sider.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Eller rettere den anbefaling, som lægger op til en her-og-nu-løsning med en ny såkaldt tilbudsform for en mindre gruppe. Gruppen er karakteriseret som at have en alvorlig psykisk sygdom, er misbrugende, og som har en problematisk adfærd, der ikke bare går ud over dem selv, men også har alvorlige konsekvenser for de omgivelser, de befinder sig i.

Når denne persongruppe befinder sig på et bosted, hvor der ikke er mulighed for at tilbyde den rette behandling og de rette rammer med videre, går det ud over dem selv, men også over deres medbeboere og ansatte.

Der vil fortsat være brug for flere hænder på bostederne og flere senge i behandlingspsykiatrien, men som her-og-nu-sikring af de øvrige beboeres og de ansattes sikkerhed er anbefalingerne et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.

Dennis Kristensen, formand for FOA

Det betyder helt konkret, at angste medbeboere låser sig inde på deres værelser, fordi de ikke tør gå ud på toilettet på fællesarealerne. Det betyder, at de ansatte, der har været alt for tålmodige alt for længe, må gå på arbejde med frygt for deres helbred og liv. Og det betyder, at beboere, som ikke havde et misbrug, bliver påtvunget et misbrug med alt, hvad det medfører for helbred, gældsstiftelse med videre. Det er simpelthen ikke i orden.

113 gange på fire måneder
En opgørelse fra Københavns Kommune viser, at 10 af de personer, der frembyder den mest problematiske adfærd på et af deres botilbud, har været indlagt ikke færre end 113 gange på fire måneder. Når de er indlagt i behandlingspsykiatrien er det med mulighed for brug af den fulde tvangspakke, som vi kender med tvangsmedicinering, bæltefiksering med videre. Med andre ord ganske voldsomme indgreb i den personlige frihed.

Arbejdsgruppens anbefaling beskriver, at den nye tilbudsform på visse områder og i særlige situationer kan anvende magt og tvang. Om arbejdsgruppen har ramt rigtigt på, hvilke magtmidler der skal kunne tages i anvendelse, kan sagtens diskuteres og bør overvejes nøje i de politiske forhandlinger.

Men det er altså i mine øjne helt ude i skoven, når nogle kritikere udlægger det som øget tvang i den samlede psykiatri. Det er mindre tvang end de muligheder, som er tilstede, hver gang dem, som anbefalingen sigter på, indlægges i behandlingspsykiatrien.

Nogle kritikere af forslaget kalder det konsekvent for ny tvang på bosteder. Det er noget vrøvl. Bosteder drives under serviceloven, som ikke indeholder muligheder for tvang, men brug af magtanvendelse kan ske i særlige situationer, og det skal indberettes. Og der skal efter FOA's opfattelse ikke indføres tvang eller yderligere brug af magt i serviceloven.

Anbefalinger ikke vidtrækkende nok
Regeringen betragter imidlertid ikke den foreslåede nye tilbudsform som et bosted. I stedet siger de pågældende ministre klart og tydeligt, at de forestiller sig, at det nye tilbud skal omfatte 150 personer på landsplan fordelt på en ny tilbudsform i hver region under eller i tilknytning til den regionale psykiatri og reguleret af enten psykiatri- og sundhedsloven eller en ny hovedlov, der henter sit indhold fra psykiatri- og sundhedsloven.

Når kritikere alligevel taler om forslaget som et bosted, så kan det i mine øjne dårligt være andet end en bevidst beslutning om at sætte sig på ørerne for at kunne bekæmpe forslaget.

De otte anbefalinger omtaler slet ikke brug af magt og tvang på bosteder. Eneste undtagelse er måske, at det anbefales at regulere reglerne for at flytte en beboer fra et bosted uden samtykke. Det forslag er FOA enig i. Det kan siges ganske enkelt. Den beboer, der er blevet voldtaget på et bosted, skal ikke være tvunget til selv at flytte for ikke at bo dør om dør med voldtægtsmanden, og den ansatte, der har været udsat for et livstruende overfald på et bosted, skal ikke udsættes for at møde overfaldsmanden igen, når hun får kræfter til igen at møde på arbejde.

Er anbefalingerne vidtrækkende nok? Nej, er også FOA's svar. Der vil fortsat være brug for flere hænder på bostederne og flere senge i behandlingspsykiatrien, men som her-og-nu-sikring af de øvrige beboeres og de ansattes sikkerhed er anbefalingerne et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.

Regeringen har ikke præsenteret anbefalingerne som den samlede reform af psykiatrien, som mange kritikere efterlyser, og som FOA er enig med kritikerne om, men derimod som tiltag til at forebygge vold på bosteder.

Og de tiltag må simpelthen ikke falde på gulvet.

FOA tager udgangspunkt i volden
Jeg kan høre og se på debatten, at de øvrige beboeres og de ansattes sikkerhed er røget helt ud af fokus. Jeg har sågar siddet foran Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg og konstateret, at kun FOA tager udgangspunkt i den vold, som er udgangspunktet for de otte anbefalinger.

Det gør mig rigtigt bekymret for, at disse vigtige skridt til forebyggelse af vold på bosteder kan ryge på gulvet, fordi de ikke udgør en samlet reform af hele psykiatrien. Det vil være en katastrofe.

Efter det seneste drab har rigtig mange ansatte på bosteder over hele landet sagt, at det lige så godt kunne være sket hos dem og stillet det indlysende spørgsmål: ”Hvem bliver den næste?”

Det er dét spørgsmål, anbefalingerne prøver at gøre uaktuelt.

Der ville i mine øjne være langt mere musik i, at de faglige organisationer, bruger- og pårørende-organisationer og politiske partier gik i gang med at påvirke, hvordan de otte anbefalinger kunne omsættes til politiske beslutninger.

Og det behøver såmænd ikke være så svært.

Skridt, der ikke må tabes
Hvis vi nu stopper med at kalde det en ny tilbudsform, men i stedet kalder det en specialiseret afdeling, og hvis den oprettes efter sundheds- og psykiatriloven i regionsregi, er det jo flere senge i psykiatrien, som langt de fleste efterspørger. Det er godt nok til en særlig målgruppe. Men det vil også frigive ressourcer til andre målgrupper. Når det er en afdeling i behandlingspsykiatrien i regionsregi, vil det ikke give flere overgange, som mange er bekymrede for.

Hvis der så tilføjes et par særlige bestemmelser i sundheds- og psykiatriloven om, at disse afdelinger har en begrænset adgang til tvang, i forhold til lukkede psykiatriske afdelinger, og at der gælder nogle særlige visitationskriterier, hvor den tværfaglige gruppe omkring en borger inddrages i visitationen, og at personalet bliver tværfagligt sammensat og arbejder mod en rehabilitering, så er der rigtig mange af de elementer, som en bred skare efterspørger, dækket ind.

Hvis denne særlige afdeling så yderligere følges op af nogle af de øvrige tiltag i arbejdsgruppens forslag, som for eksempel fremmer brugen og processerne omkring udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, så vi faktisk får et bedre samarbejde mellem kommuner og regioner om den enkelte, så burde der kunne blive bred enighed om, at det er et skridt i den rigtige retning. Det er ikke hele løsningen på psykiatriens udfordringer. Men det er et alt for vigtigt skridt til at blive tabt på gulvet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00