Hjerteforeningen: Øget social lighed i sundhed starter i kommunerne

Af Anne Kaltoft
Administrerende direktør i Hjerteforeningen

Den etisk set mest udfordrende ulighed i sundhed, er den ulighed, der er i, hvem der bliver syge, og hvor hårdt sygdommene rammer afhængigt af social status. Det gælder ikke mindst en række hjerte-kar-sygdomme.

Selve behandlingstilbuddene til hjerte-kar-patienterne er i alt væsentlighed de samme på tværs af social status.

Uligheden består i, hvem der bliver syge, og hvilken evne der er til at udnytte sundhedssystemet på tværs af sektorerne.

Differentier efter den enkeltes behov
Fra forskningen ved vi, at der er tale om ulighed både i sårbarhed, i eksponering for risikofaktorer og rehabilitering.

Da uligheden især består i socialt forskellige sygdomsfrekvenser, må løsningerne findes ved at reducere ulighed i eksponering for risikofaktorer og ulighed i sårbarhed.

Det er vores vurdering, at der i kommunerne er et uindfriet potentiale, når det kommer til forebyggelsestiltag, der kan mindske den sociale ulighed i sundhed.

Anne Kaltoft
Direktør, Hjerteforeningen

Dermed peger pilen på faktorer, der grundlægges andre steder end i sundhedsvæsnet.

Sundhedssektorens mulighed for at påvirke den sociale ulighed i sundhed er begrænset og handler væsentligst om at kompensere for de øvrige uligheder – for eksempel ved at differentiere tilbud og indsatser i forhold til patienternes ressourcer.

Hjerteforeningen mener, der skal differentieres efter den enkeltes behov, ikke mindst når det gælder rehabilitering og opfølgning på behandling – det kommer vi tilbage til senere.

Kommunerne skal levere
Kommunerne spiller en afgørende rolle både i forhold til forebyggelse og rehabilitering.

I Sundhedsloven fremgår det, at kommunerne har ansvaret for sundhedsfremme og forebyggelse. Men det beskrives ikke konkret, hvordan denne opgave skal løftes.

Dette har Sundhedsstyrelsen forsøgt at imødekomme med en række forebyggelsespakker til kommunerne.

Der er dog ingen forpligtelser eller krav til kommunerne om implementering. Da der ikke er et krav om konkrete forebyggelsestilbud, er der heller ingen systematisk indsamling af data på området. 

Det er vores vurdering, at der i kommunerne er et uindfriet potentiale, når det kommer til forebyggelsestiltag, der kan mindske den sociale ulighed i sundhed.

Skal vi lykkes med forebyggelsen i kommunerne, er der behov for, at opgaven præciseres, og at der baseret på dataopsamling kan foretages evaluering af indsatsen både kvantitativt og kvalitativt.

Data skal indsamles systematisk
Også i forhold til rehabilitering er kommunerne en hovedaktør, idet ansvaret for ydelser og tilbud med et rehabiliterende sigte hovedsageligt er forankret i kommunerne.

I Hjerteforeningens artikelsamling 'En helhjertet indsats' fremgår det af artikel 5, at der er en klar ulighed i deltagelsen i rehabilitering. Sårbare patienter deltager mindre i rehabilitering end andre grupper.

Derfor mener Hjerteforeningen, at kommunerne skal differentiere rehabiliteringstilbuddene, så rekruttering og fastholdelse af sårbare patienter i rehabiliteringen øges, hvorved den sociale ulighed mindskes.

Vi anerkender, at nogle kommuner er nået langt i forhold til rehabilitering, men vi ved også, at der er stor forskel på kvaliteten af den hjerterehabilitering, de enkelte kommuner tilbyder.

For at sikre en ensartet høj kvalitet er der behov for, at der også her systematisk indsamles data.

Data vil kunne anvendes til evaluering af effekten af de forskellige rehabiliteringstilbud, og optimalt give indsigt i, hvorledes sårbare patienter fastholdes, så vi dermed har mulighed for at etablere målrettede tilbud.

Ingen vej uden om
Hjerteforeningen ser et stort behov for at styrke kommunernes indsats i forhold til forebyggelse, hvis vi skal mindske den sociale ulighed i sundhed.

Der er generelt behov for, at der tages et ansvar – ikke kun i kommunerne - men også i Folketinget. Politikere skal turde tage de nødvendige beslutninger, der sikrer en bedre strukturel forebyggelse.

Som en af hovedaktørerne på sundhedsområdet er vi nødt til at stille krav til kommunerne.

Hjertepatienterne skal kunne forvente den samme høje standard i forebyggelsestilbud, uanset hvor i landet de bor. Derfor skal kommunerne levere data, der dokumenterer deres indsats.

Der er ingen vej uden om.