Praktiserende læge: Loven kræver, at vi spørger patienten om døden – igen og igen

Mange af os vil nok gerne have et rigt liv lige til det sidste. Tænk at være en rørig 97-årig, der går ind og tager sig en lille morfar på sofaen – og så ikke vågner igen. Fedt. Hvilken exit. Ingen smerte, ingen sygdom, ingen lidelser.

Jeg er ikke i tvivl. Men der er rigtigt mange pårørende, der er i tvivl, fordi samtalen er svær for dem, og de aldrig har talt med deres gamle eller ægtefælde om døden.

Derfor hilser jeg det velkomment, hvis det bliver lettere at registrere, at man ikke ønsker forsøg på genoplivning for alle borgere over 60 år. Som det er nu, medfører lovgivningen nemlig tvivl og usikkerhed, og vi skal som læger ofte spørge til patientens ønske igen og igen.

Forceret og akavet spørgsmål

Jeg har været praktiserende læge i 20 år, og plejehjemslæge de sidste mange år. Døden er slet ikke svær at tale om, når man er gammel og mæt af dage. Jeg har haft mange af disse gode samtaler, og mange har troet, at det, at de fortalte mig, at de ikke ønskede genoplivning, har været tilstrækkeligt, men sådan er loven jo desværre slet ikke.

Det føles for patienten, som om jeg ikke har hørt ordentligt efter under den meget vigtige samtale, som vi havde.

Birgitte Ries Møller
Praktiserende læge og formand, PLO Syddanmark

Jeg har troligt noteret det i journalen, og husket det i min hukommelse. Selvom jeg godt har vidst, at loven formelt set ikke var opfyldt. Ting skal ikke være enkle, så hvis man skal være sikker, skal man gøre, som en patient gjorde, og få tatoveret ”genoplivning- nej tak!” på brystet.

Patientens ønsker skal respekteres ja, men lovens krav siger, at det skal være en stillingtagen i en aktuel sygeperiode. Det vil sige, vi faktisk helt grotesk skal spørge igen og igen, og det virker noget forceret og akavet at spørge om noget, som vi faktisk har talt om.

Det føles for patienten, som om jeg ikke har hørt ordentligt efter under den meget vigtige samtale, som vi havde.

En uværdig afslutning på livet

Hos inhabile er situationen en ganske anden kompliceret affære. Her kommer familien anno 2022 ind i billedet, og her er min erfaring, at det er blevet sværere.

De skal ofte først selv igennem en proces, før de kan overskue en sådan beslutning. Det er den rejse, man starter på som familie, når en pårørende flytter ind på plejehjemmet, for der er kun en endestation tilbage. Jeg ville ønske mig, at de kunne støtte sig til en beslutning, der var taget af personen selv, dengang han/-hun stadig var habil.

Så kunne vi måske undgå disse uværdige afslutninger på livet, som det er, når en akutbil kommer forbi, og brækker alle ribben for til sidst alligevel at give op på den gamle krop, hvis tid var kommet.