LVS: Regionernes behandlingsråd har åbenlyse svagheder

DEBAT: Regionernes behandlingsråd skal arbejde med armslængde til det politiske system. Men forslaget til rådets sammensætning er problematisk, skriver LVS-formand Henrik Ullum.

Af Henrik Ullum
Formand, Lægevidenskabelige Selskaber (LVS)

Vi kunne ikke få armene ned, da det stod klart, at vi er på vej til at få et behandlingsråd i Danmark. Det har været et stærkt ønske fra Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), siden debatten om at etablere en institution til at prioritere og kvalitetssikre i sundhedsvæsenet for alvor tog fat.

Efter at have studeret det forslag, som nu foreligger fra Danske Regioner, er armene dog kommet noget ned. Det har åbenlyse svagheder. Blandt andet har det selv et problem med armene. De er alt for korte.

Det hedder i Danske Regioners forslag, at behandlingsrådets arbejde skal ske på et solidt fagligt grundlag med armslængde til det politiske system og de prioriteringer, som foretages der.

Det skal være fagkyndige, der gennemgår dokumentationen bag og sikkerheden for en given teknologi eller behandling. De faglige vurderinger skal være baseret på åbenhed og skal understøtte en øget lighed i behandlingen.

Regionerne kan altid sikre flertal
I den ideelle verden kan det jo næsten ikke være smukkere. Men tvivlen gnaver, når man ser forslaget til rådets sammensætning. Det skal have 14 medlemmer, hvoraf grundstammen på ti medlemmer har seks repræsentanter fra Danske Regioner og fire fra henholdsvis LVS, Dansk Sygepleje Selskab, Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.

Formanden, som er udpeget af Danske Regioner, har to stemmer ved stemmelighed. Denne gruppe skal så udpege to sundhedsøkonomer og to faglige repræsentanter, der går på skift efter opgavernes karakter. Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen er observatører.

Det kræver ikke nogen embedseksamen med første karakter for at se, at Danske Regioner til enhver tid kan sætte sig på et flertal i rådet, hvis de ønsker. Så kan der være tale om et armslængdeprincip? Armene er i givet fald meget korte.

Dertil kommer den faglige profil. Hvis vi taler lægefaglighed, vil der umiddelbart være sikkerhed for, at der er én læge i rådet, nemlig LVS' medlem. Hvis vi taler sundhedsfaglighed, vil der være tre, måske fire, nemlig repræsentanten fra det sygeplejefaglige selskab og de faglige repræsentanter, der kan komme fra en række fag.

Uanset hvad vil erfaringen fra det virkelige liv i klinikken kun være marginalt til stede i rådet. Det er ikke klogt, for det viser blandt andet erfaringer fra gennemførelsen af visse it-projekter i sundhedssektoren.

Kommuner bør være repræsenteret
Endelig er det helt åbenlyst en fejl, at kommunerne slet ikke er repræsenteret i nogen sammenhæng i regionernes oplæg til et behandlingsråd.

Uanset at den forrige regerings oplæg til en sundhedsreform endte på gulvet som avanceret papirklip, skal der gennemføres en form for nærhedsreform, hvor større dele af opgaverne i sundhedsvæsenet flyttes ud til kommunerne og almen praksis i en form for samarbejde med de store sygehuse.

Derfor er det helt åbenlyst, at den "kommunale sundhedssektor" skal være en del af et behandlingsråd, der både skal vurdere behandlinger, metoder, rehabilitering og meget andet.

Det ligger LVS stærkt på sinde, at et behandlingsråd lægger fra kaj med en høj faglighed og en høj troværdighed i forhold til den opgave, som skal løses. Derfor er det vigtigt, at Danske Regioner lever op til de målsætninger, som regionerne selv formulerer i et oplæg, der på mange måder ellers rammer målskiven.

Vi og andre organisationer i sundhedssektoren håber derfor, at der i de kommende forhandlinger om den endelige udformning af behandlingsrådet kan rettes op på skuden, så den bliver sødygtig – også til en sejlads ind i fremtiden, som blandt andet er kommunal og digital.

Forrige artikel Leverforeningen: For Heunicke er systemet vigtigere end Hepatitis C-patienter Leverforeningen: For Heunicke er systemet vigtigere end Hepatitis C-patienter Næste artikel Professorer: Finanslovsmillioner til psykiatrien skal ikke kun gå til sengepladser Professorer: Finanslovsmillioner til psykiatrien skal ikke kun gå til sengepladser