Overlæger: Vi har kun brug for flere pati­entrettigheder, der gavner de svageste

Af Lisbeth Lintz
Formand, Overlægeforeningen

Mennesker med kræft og hjertesygdomme kommer hurtigere i behandling, og det virker. Flere overlever længere med alvorlige sygdomme, der var dødelige før i tiden.

Behandlingsgarantierne for livstruende sygdomme er et eksempel på, at patientrettigheder kan give et afgørende løft.

Men mindre gennemtænkte rettigheder kan til gengæld trække sundhedsvæsenet i en forkert retning til skade for de patienter, der har allermest behov for behandling.

Derfor skal nye patientrettigheder målrettes de patienter, der har størst behov.

Garanti førte til våbenkapløb
Vi så tilløb til skævvridning i nullerne, hvor 30-dages-behandlingsgarantien førte til noget, der bedst kan beskrives som et våbenkapløb mellem sygehusene om, hvem der var hurtigst til at behandle knæ, skuldre og hofter.

I nullerne førte behandlingsgarantien på 30 dage til det, der bedst kan beskrives som et våbenkapløb mellem sygehuse.

Lisbeth Lintz
Formand, Overlægeforeningen

Ventelisterne faldt, men vi så samtidig, at de store patientgrupper, som ikke var omfattet af garantierne, fordi privathospitalerne ikke kunne tilbyde dem behandling, blev indirekte nedprioriteret.

Det gjaldt blandt andet mennesker med psykiske sygdomme og ældre medicinske patienter.

Den dag i dag kæmper sygehusene og sundhedsvæsenet med et efterslæb, som blandt andet betyder, at ældre svækkede patienter må ligge på gangene, og at psykisk syge udskrives, før de er færdigbehandlede og uden nødvendig støtte uden for hospitalet.

Rettigheder mindsker ikke ulighed
Erfaringerne viser os, at patientrettigheder ikke i sig selv mindsker ulighed i sundhed.

De er gode til at sikre fokus på hurtig behandling, men de rummer en risiko for, at det er de velstillede patienter, som bedst kan udnytte rettighederne.

Den ulighed løses ikke alene af rettigheder. Her er det afgørende, at vi i sundhedsvæsenet har tid til at få øje på og støtte de svageste patienter.

Det kræver ressourcer, og det kræver, at vi får uddannet flere speciallæger især på de mange områder, hvor der i dag er stor mangel – for eksempel psykiatri, lungemedicin, geriatri, radiologi og neurologi.