SF: Behandlingsgaranti er et plaster på et åbent benbrud

DEBAT: I årevis er sundhedsvæsenet blevet underfinansieret, mens der er kommet flere patientgarantier. Det virker til, at man har tænkt, at patienterne ikke opdager det åbne benbrud, hvis de får garantier som plastre, mener SF's næstformand.

Garantier til patienter uden finansiering og fleksibilitet har for mange bivirkninger, mener Lise Müller, der er SF's næstformand.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lise Müller (SF)
Næstformand og folketingskandidat

Udrednings- og behandlingsgarantier er fantastiske, hvis to ting er til stede: tilstrækkelige ressourcer og velafgrænsede tilstande.

Men uden de to faktorer bliver det en skævvridning til fordel for de tilstande, der har mediers og politikeres opmærksomhed, mens de mindre velafgrænsede tilstande sakker bagud.

Dertil kommer, at vi også har set, at udrednings- og behandlingsgarantier uden tilstrækkelige ressourcer kan medføre snyd. Eller sagt på en pænere måde: omgåelse af garantien.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nogle steder har det simpelthen været umuligt at udrede inden for en måned, og derfor har patienten fået en indledende samtale og en tentativ diagnose.

Bum. Behandlingsgaranti opfyldt.

Man kan ikke gå til kamp med slagord: "Korte ventetider, men fleksibilitet, så de mest syge behandles først".
Lise Müller (SF)
Næstformand og folketingskandidat

Garantier giver problemer
Som moderne mennesker er vi ikke indstillede på at vente. Og rimelige ventetider er naturligvis også vigtige både i forhold til tilliden og opbakningen til sundhedsvæsenet.

Men i garantierne er der ikke tænkt alle de problemer ind, som det medfører, at patienter for eksempel får en foreløbig diagnose, at operationsprogrammerne er så stramme, at mere syge patienter skubbes bagud i køen af hensyn til garantien, og at det faktisk også nogle gange er godt, at tiden får lov at arbejde.

Dertil kommer, at det alle dage har været sådan, at ressourcer har det med at følge og lande de steder, hvor der kan måles.

Kamp er politisk selvmord
Kan man kæmpe mod en rettighed? Nej, det er politisk selvmord, for det kan næsten ikke forklares.

Man kan ikke gå til kamp med slagord: "Korte ventetider, men fleksibilitet, så de mest syge behandles først".

Det er ikke en vindersag.

Tværtimod er det i langt højere grad en vindersag at råbe: "Behandlingsgaranti på maksimalt en måned".

Men situationen i sundhedsvæsenet er nu sådan, at der ingen fleksibilitet er, og derfor skubbes de mest syge længere bagud i køen på grund af behandlingsgarantien.

Det er her, at den praktiske virkelighed på hospitalerne støder sammen med den praktiske virkelighed i stemmeboksene.

Læs også

Overlæger: Vi har kun brug for flere patientrettigheder, der gavner de svageste

Debat

Garantier er plastre på benbrud
I årevis er sundhedsvæsenet blevet underfinansieret – alligevel er der blevet strøet om sig med garantierne. Som om man tænker, at patienterne ikke opdager det åbne benbrud, hvis man udstyrer dem med garantier som plastre. Det slider hospitalerne op.

Der findes både overbehandling og underbehandling sted på samme tid i det danske sundhedsvæsen – ja, overalt. I et vist omfang er pakker og garantier med til at skubbe på det.

Overbehandling er ikke kun farligt, det er også dyrt. Det samme kan siges om underbehandling.

Her er der ofte tale om en række sygdomme, som ikke har store, kraftfulde organisationer i ryggen, politikernes bevågenhed eller patientener, der kan slås med åben pande. Det kræver nemlig sit for eksempel at stå frem med en psykiatrisk lidelse.

Mange bivirkninger uden fleksibilitet
Patienterne og sundhedsvæsenet har brug for en ærlig dialog om de ressourcer, der er til stede, og som vi er villige til at bruge.

For de år, som vi kigger ind i, ser ikke ud til at blive væsentligt bedre. Tidskritiske sygdomme skal altid kunne prioriteres, og ventetider skal selvfølgelig følges, så det ikke skrider. Derudover skal hospitaler arbejde med kontinuitet og kommunikation i forhold de ventende patienter.

Lykkes hospitalerne med at vinde patienternes tillid til, at der er styr på udredning, ventetid og forløb, så tror jeg, at de fleste patienter godt kan klare at vente lidt længere.

Garantier uden finansiering og fleksibilitet har for mange bivirkninger.

Politik har aldrig været vigtigere