Professor: At opfordre overvægtige til vægttab kan være kontraproduktivt

Af Signild Vallgårda
Professor i sundhedspolitiske analyser, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Langt de fleste mennesker, som er det, man kalder overvægtige, bør ikke give anledning til en sundhedsmæssig indsats alene på grund af deres vægt.

Ofte, når der bliver talt om problemet med overvægt, præsenteres man for tal, hvor overvægtige og svært overvægtige tælles sammen.

Det giver nogle høje og for mange alarmerende tal. Ud fra de gængse definitioner er over halvdelen af indbyggerne i Danmark overvægtige eller svært overvægtige.

Men det er kun cirka 17 procent, som er svært overvægtige. Det vil sige cirka en sjettedel. Det er stadigvæk mange, men jo langt fra halvdelen.

Overvægt og svær overvægt defineres almindeligvis gennem BMI (vægten divideret med højden i anden). Men fra et sundhedsmæssigt synspunkt er grænserne noget tilfældigt sat, ved henholdsvis 25 til 29 (overvægt) og over 30 (svær overvægt). Tidligere var grænsen for undervægt under 20, men det har man dog rettet til 18,5.

Det kunne være godt for folkesundheden, hvis vi koncentrerede os om det, som er et væsentligt sundhedsmæssigt problem, nemlig de svært og især de meget svært overvægtige, og lod de overvægtige være i fred. 

Signild Vallgårda
Professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Drop unødig bekymring om overvægt
Måske skulle man også ændre grænsen for, hvornår man taler om overvægt.

Mennesker, som har en BMI omkring 30, for eksempel personer, som er 172 cm høje og vejer 89 kilo, har nemlig ikke større dødelighed end mennesker i den lave ende af normalvægt med en BMI på 20; det vil sige personer med samme højde, som vejer 59 kilo.

Vi skaber unødig bekymring både hos borgerne og politikerne, når vi inkluderer de overvægtige i problemet.

Hvad værre er: Man kan risikere at gøre mere skade end gavn ved at fokusere så meget på overvægt. En oversigt over forskningen på området, der blev publiceret i Obesity Reviews sidste år, viste, at de, som opfattede sig selv som overvægtige, tog på i vægt over tid.

Mekanismen er sandsynligvis – det har jeg ikke fundet studier af – at hvis man opfatter sig selv som overvægtig, forsøger man at tabe sig.

Næsten alle kan tabe sig, men krop og psyke er sådan indrettet, at de allerfleste på sigt vil tage på igen og endda ofte ende på en højere vægt.

At gøre mennesker opmærksomme på, at de er overvægtige, og at opfordre dem til vægttab, kan derfor være direkte kontraproduktivt.

Handler om forfængelighed
Selvom dødeligheden ikke er højere for overvægtige, kan der være andre sundhedsproblemer, som er mere almindelige blandt dem, end blandt mennesker, der vejer mindre, for eksempel diabetes.

Men hvis effekten af at gøre overvægt til et problem er, at de overvægtige tager endnu mere på, er ingenting jo vundet.

Jeg er helt med på, at der kan være mange andre grunde end sundhedshensyn til, at man oplever overvægt som et problem. Men sundhedsmyndighederne bør ikke at gøre bekymringen større, hvis der ikke er en sundhedsgevinst at hente. 

Grundene til, at overvægtige – ikke kun de svært overvægtige – tiltrækker sig så stor opmærksomhed, er antageligt, at det ikke kun handler om sundhed, men også om udseende og forfængelighed.

Dertil kommer, at vægt er et meget synligt fænomen til forskel fra alkoholmisbrug og fysisk inaktivitet. Nogle aktører på området har måske også interesse i at tale problemet op.